Bevarelse. Så vidt man ved, eksisterer ingen af de originale bibelskrifter mere. Jehova sørgede imidlertid for at der blev lavet afskrifter som kunne erstatte originalerne efterhånden som disse blev gamle og slidte. Med landflygtigheden i Babylon, hvor der opstod mange jødiske samfund uden for Palæstina, blev der også et stigende behov for flere afskrifter af de hellige skrifter. Dette behov blev dækket af professionelle skrivere som gjorde sig usædvanlige bestræbelser for at sikre sig at deres afskrifter var nøjagtige. Ezra var en sådan mand, „skriftlærd, velbevandret i Mose lov, som Jehova, Israels Gud, havde givet“. — Ezr 7:6.

Denne afskrivning af Bibelen fortsatte i århundreder, og i samme periode blev Bibelen fuldført ved at De Kristne Græske Skrifter blev føjet til.

Hvordan kan man vide at Bibelens ordlyd ikke er blevet ændret?

Trods afskrivernes omhu sneg et antal små afskriverfejl og afvigelser sig ind i teksten. De fleste af disse er ubetydelige og har i det store og hele ingen indflydelse på Bibelens pålidelighed. Forskere har fundet frem til dem ved et omhyggeligt og kritisk sammenlignende studium af de mange eksisterende håndskrifter og gamle oversættelser. Ved slutningen af det 18. århundrede tog en kritisk undersøgelse af Bibelens hebraiske tekst sin begyndelse. Fra 1776 til 1780 udgav Benjamin Kennicott i Oxford forskellige læsemåder fra over 600 masoretiske hebraiske håndskrifter, og fra 1784 til 1798 udgav den italienske forsker Giambernardo de Rossi i Parma sammenligninger af 731 håndskrifter. Også den tyske forsker S. Baer offentliggjorde tekstudgaver af De Hebraiske Skrifter, og senere har C. D. Ginsburg gjort det samme. Den hebraiskkyndige Rudolf Kittel udgav i 1906 den første udgave af Biblia Hebraica (Den Hebraiske Bibel). (Senere kom en anden udgave.) Heri sammenlignede han i et omfattende fodnoteapparat de mange hebraiske håndskrifter til den masoretiske tekst. Han brugte den almindeligt anerkendte tekst af Jakob ben Chajim som grundtekst. Men da Ben Asjers meget ældre og bedre masoretiske tekst blev tilgængelig, begyndte Kittel at udarbejde en helt ændret, tredje udgave af Biblia Hebraica. Dette arbejde blev fuldført af hans medarbejdere efter hans død.

Det var 7., 8. og 9. udgave af Kittels Biblia Hebraica (1951-55) der dannede grundlaget da man oversatte De Hebraiske Skrifter til engelsk i New World Translation of the Holy Scriptures, som oprindelig udkom i 1950-60. En ny udgave af den hebraiske tekst, nemlig Biblia Hebraica Stuttgartensia fra 1977, blev anvendt da man reviderede fodnoterne til 1984-udgaven af New World Translation.

Den første trykte udgave af De Kristne Græske Skrifter var Den Complutensiske Polyglotbibel, som udkom (på græsk og latin) i 1514-1517. I 1516 udgav den hollandske lærde Desiderius Erasmus sin første udgave af den græske tekst til De Kristne Græske Skrifter. Der var mange fejl i den første udgave, men de fire efterfølgende udgaver, der udkom fra 1519 til 1535, indeholdt en forbedret tekst. Senere udgav den parisiske bogtrykker og forlægger Robert Stephanus (Étienne eller Éstienne) flere udgaver af De Kristne Græske Skrifter, der hovedsagelig var baseret på Erasmus’ tekst, men indeholdt rettelser i henhold til Den Complutensiske Polyglotbibel (1522-udgaven) og 15 håndskrifter fra de nærmeste århundreder forud herfor. Den tredje udgave af Stephanus’ græske tekst, der udkom i 1550, blev den Textus Receptus (latin for „anerkendte tekst“) som mange af de første engelske oversættelser, deriblandt King James-oversættelsen fra 1611, var baseret på.

En bemærkelsesværdig græsk tekstudgave blev senere udarbejdet af J. J. Griesbach. Han støttede sig til det materiale andre havde samlet, men var også opmærksom på bibelcitater som var brugt af oldtidsforfattere, for eksempel Origenes. Desuden studerede Griesbach læsemåderne i flere forskellige oversættelser, deriblandt den armenske og den gotiske samt den filoxenske. Han mente at de eksisterende håndskrifter kunne inddeles i tre familier, eller recensioner, den byzantinske, den vestlige og den alexandrinske, og han foretrak den sidstnævntes læsemåder. Udgaver af hans tekst blev offentliggjort mellem 1774 og 1806, og den endelige udgave af hans fuldstændige græske tekst udkom i 1796-1806. Griesbachs tekst dannede grundlaget for Sharpes engelske oversættelse fra 1840, og det er også denne græske tekst der er gengivet i The Emphatic Diaglott, som blev udgivet af Benjamin Wilson i 1864.

En græsk tekstudgave der har vundet anerkendelse i vide kredse, er den der i 1881 blev udgivet af forskerne B. F. Westcott og F. J. A. Hort, begge fra Cambridge-universitetet. Den var et resultat af 28 års uafhængigt arbejde, skønt de to forskere regelmæssigt udvekslede erfaringer. Ligesom Griesbach inddelte de håndskrifterne i familier og støttede sig stærkt til det de kaldte „den neutrale tekst“, der blandt andet byggede på det berømte Sinaitiske Håndskrift og Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209, begge fra det 4. århundrede e.v.t. Westcott og Hort betragtede et spørgsmål som afgjort når disse håndskrifter stemte overens, og navnlig når de fandt støtte i andre gamle uncialer, men de holdt ikke ubetinget fast ved dette. De tog enhver tænkelig faktor i betragtning i et forsøg på at løse de problemer som modstridende tekster frembød, og når to læsemåder havde samme vægt, fremgik også dette af deres tekstudgave. Det er hovedsagelig deres tekst der ligger til grund for oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter til engelsk i New World Translation. Oversættelseskomiteen har dog også rådført sig med andre gode græske tekster, deriblandt Nestles (1948).

I en kommentar til De Kristne Græske Skrifters teksthistorie og resultaterne af moderne tekstforskning skriver professor Kurt Aland: „På grundlag af 40 års erfaring og de resultater man er kommet til ved at undersøge . . . 1200 steder i håndskrifterne, kan følgende fastslås: Det Nye Testamentes tekst er blevet overleveret på fremragende vis, bedre end noget andet skrift fra oldtiden; muligheden for at der vil blive fundet håndskrifter som ændrer dets tekst væsentligt, er lig nul.“ — Das Neue Testament — zuverlässig überliefert, Stuttgart 1986, s. 27, 28.

I de eksisterende håndskrifter til De Kristne Skrifter (på græsk og andre sprog) forekommer der mange tekstvarianter. Det er forståeligt i betragtning af menneskets ufuldkommenhed og de talrige gange håndskrifterne er blevet afskrevet, blandt andet af ikkeprofessionelle afskrivere. Håndskrifter der er afskrevet fra det samme ældre håndskrift, måske en bestemt revision af en tidlig tekst, eller som stammer fra et bestemt område, vil sikkert have i hvert fald nogle tekstvarianter tilfælles, og de siges derfor at tilhøre den samme familie eller gruppe. På grundlag af ligheden i disse varianter har forskerne søgt at klassificere teksterne i grupper eller familier, hvis antal i tidens løb er steget, sådan at man nu taler om de alexandrinske, de vestlige, de østlige (syriske og cæsareiske) og de byzantinske tekster, der er repræsenteret ved forskellige håndskrifter eller ved forskellige læsemåder i talrige håndskrifter. Men trods de varianter som kendetegner de forskellige håndskriftfamilier (og varianterne inden for hver enkelt gruppe), er Bibelen i alt væsentligt overleveret til os i den samme form som de oprindelige skrifter havde. Tekstvarianterne har ingen indflydelse på Bibelens lære i almindelighed. Og fejl af betydning er blevet rettet ved det sammenlignende studium forskerne har udført, så vi i dag har en pålidelig tekst.