[Ramme på side 19]

Bibelens velbevidnede tekst

For at kunne bedømme hvor velbevidnet Bibelens tekst er, behøver vi blot at sammenligne den med anden litteratur fra oldtiden: de klassiske græske og romerske forfatteres værker. De fleste af disse værker blev skrevet efter at De Hebraiske Skrifter var fuldført. Der findes ingen beretninger om forsøg på folkedrab rettet mod grækerne eller romerne, og deres litteratur var ikke ved at gå tabt under nogen form for forfølgelse. Læg imidlertid mærke til hvad professor F. F. Bruce skriver:

„Til Cæsars Gallerkrigen (skrevet mellem år 58 og 50 f.Kr.) er der bevaret flere håndskrifter, men kun ni eller ti er gode, og det ældste af dem stammer fra omkring 900 år efter Cæsars tid.

Af Livius’ Romerske Historie (59 f.Kr.–17 e.Kr.), der bestod af 142 bøger, har kun 35 bøger overlevet, og de foreligger ikke i mere end tyve håndskrifter af nogen betydning, hvoraf kun ét, som indeholder brudstykker af 3.-6. bog, kan føres så langt tilbage som til det 4. århundrede.

Af de 14 bøger i Tacitus’ Historie (ca. 100 e.Kr.) har kun fire og en halv overlevet, og af hans 16 Årbøger foreligger der kun ti fuldstændige og to ufuldstændige. Teksten til disse dele som er tilbage af hans to store historiske værker støtter sig udelukkende på to håndskrifter, et fra det 9. og et fra det 11. århundrede. . . .

Thukydids Historie (ca. 460-400 f.Kr.) kender vi fra otte håndskrifter, hvoraf det tidligste er fra ca. 900 e.Kr., foruden nogle få papyrusstumper fra omkring den kristne tidsalders begyndelse.

Det samme gælder Herodots Historie (ca. 488-428 f.Kr.). Og dog vil ingen af de klassiske lærde gå med til at ægtheden af Herodots eller Thukydids værker skulle være tvivlsom fordi de tidligste brugbare håndskrifter til dem er over 1300 år yngre end originalerne.“ — The Books and the Parchments, side 180.

Til sammenligning findes der tusinder af håndskrifter til forskellige dele af Bibelen. Og håndskrifterne til De Kristne Græske Skrifter kan føres tilbage til de første hundrede år efter de originale skrifters tilblivelse.

Fejl sniger sig ind

10. Hvordan blev bibelteksten oprindelig bevaret?

¹⁰ Mange af de førnævnte oldtidsværker som efterhånden gik i glemme, var blevet indhugget i sten eller præget i holdbare lertavler. Men det var Bibelen ikke. Den blev oprindelig skrevet på papyrus eller pergament — langt mere forgængelige materialer. Derfor er de oprindelige bøger som skribenterne skrev, for længst gået tabt. Hvordan er Bibelen da blevet bevaret? Ved at den møjsommeligt er blevet afskrevet i hånden i tusinder af eksemplarer. Det var den almindelige måde at mangfoldiggøre en bog på før bogtrykkerkunsten blev opfundet.

11. Hvad sker der uvægerlig når en tekst afskrives i hånden?

¹¹ Der er imidlertid en fare ved at afskrive en tekst i hånden. Den berømte arkæolog Sir Frederic Kenyon, der var overbibliotekar og direktør ved British Museum, forklarede: „Der er endnu ikke blevet frembragt en menneskelig hånd og hjerne som kan afskrive et langt værk fuldstændig fejlfrit. . . . Der ville uvægerlig indsnige sig fejl.“⁴ De fejl der indsneg sig i et håndskrift, blev gentaget når dette håndskrift igen blev afskrevet. Efterhånden som der blev foretaget mange afskrifter, opstod der således mange menneskelige fejl i teksten.

12, 13. Hvem påtog sig at bevare den hebraiske bibeltekst?

¹² Hvordan kan vi da — i betragtning af de mange tusind afskrifter der blev foretaget af Bibelen — vide at denne proces ikke har ændret teksten til ukendelighed? Lad os først tage den hebraiske Bibel, „Det Gamle Testamente“. Da jøderne i anden halvdel af det sjette århundrede f.v.t. vendte tilbage fra fangenskabet i Babylon, blev en gruppe hebraiske skriftlærde der kaldtes Soferim bibeltekstens vogtere, og de fremstillede afskrifter af teksten til brug i den offentlige og den private gudsdyrkelse. De var professionelle afskrivere som helt havde helliget sig denne gerning, og deres arbejde var af højeste kvalitet.

¹³ Fra det syvende til det tiende århundrede e.v.t. førte masoreterne arven videre. Deres navn kommer af et hebraisk ord der betyder „overlevering“, og de var ligesom deres forgængere skriftlærde der havde til opgave at bevare den overleverede hebraiske tekst. Masoreterne var yderst samvittighedsfulde. Enhver afskriver skulle for eksempel bruge en behørigt bekræftet tekst som sit grundlag, og han måtte ikke skrive noget som helst efter hukommelsen. Han skulle kontrollere hvert bogstav før han skrev det.⁵ Professor Norman K. Gottwald fortæller: „Den omhu hvormed de udførte deres arbejde fremgår blandt andet af det rabbinske krav om at alle nye håndskrifter skulle korrekturlæses og eksemplarer med fejl straks kasseres.“⁶

14. Hvilket fund har gjort det muligt at efterprøve nøjagtigheden af Soferims og masoreternes overlevering af bibelteksten?

¹⁴ Hvor nøjagtigt blev teksten overleveret af Soferim og masoreterne? Indtil 1947 var det vanskeligt at besvare dette spørgsmål fordi de ældste komplette hebraiske håndskrifter der fandtes, var fra det tiende århundrede e.v.t. Men i 1947 blev der i nogle huler i nærheden af Dødehavet fundet nogle meget gamle håndskriftfragmenter, heriblandt dele af hebraiske bibelbøger. Flere af fragmenterne stammede fra tiden før Kristus. Forskerne sammenlignede dem med de eksisterende hebraiske håndskrifter for at undersøge hvor nøjagtigt teksten var blevet overleveret. Hvad blev resultatet af deres sammenligninger?

15. (a) Hvad fandt man ud af da man sammenlignede Esajashåndskriftet fra Det Døde Hav med den masoretiske tekst? (b) Hvordan skal man se på dét at nogle af de håndskrifter der er fundet ved Det Døde Hav indeholder en del tekstvarianter? (Se fodnoten.)

¹⁵ Et af de ældste håndskrifter man fandt var en fuldstændig udgave af Esajas’ bog, og dens tekst stemmer forbløffende godt overens med teksten i den masoretiske Bibel vi bruger i dag. Professor Millar Burrows skriver: „Mange af forskellene mellem [den nyligt fundne] Skt. Markus’ Esajasrulle og den masoretiske tekst kan forklares som afskriverfejl. Bortset fra disse er der i det store og hele en bemærkelsesværdig overensstemmelse med teksten i de middelalderlige håndskrifter. En sådan overensstemmelse i et håndskrift der er så meget ældre, udgør et betryggende vidnesbyrd om hvor nøjagtig den overleverede tekst i almindelighed er.“⁷ Burrows tilføjer: „Det er noget af et under at teksten er undergået så lidt forandring gennem rundt regnet tusind år.“b

16, 17. (a) Hvorfor kan vi være sikre på at teksten i De Kristne Græske Skrifter er pålidelig? (b) Hvad erklærede Sir Frederic Kenyon angående De Græske Skrifters tekst?

¹⁶ Hvad den sidste del af Bibelen angår, den del der blev skrevet på græsk af de kristne, det såkaldte Nye Testamente, var afskriverne snarere dygtige amatører end veluddannede professionelle som Soferim. Men som de arbejdede under trussel om straf fra myndighedernes side, tog de deres arbejde meget alvorligt. Og der er to ting som giver os sikkerhed for at vi i dag har en tekst som i det væsentlige er identisk med den der oprindelig blev nedfældet af skribenterne. For det første findes der håndskrifter som tidsmæssigt ligger meget tættere på affattelsestidspunktet end det er tilfældet med den hebraiske del af Bibelen. Et enkelt fragment til Johannesevangeliet er endda fra første halvdel af det andet århundrede, mindre end 50 år fra det tidspunkt da Johannes efter al sandsynlighed skrev sit evangelium. For det andet er selve mængden af håndskrifter som er bevaret til i dag, et uomgængeligt vidnesbyrd om tekstens ægthed.

¹⁷ Hvad dette sidste angår, erklærede Sir Frederic Kenyon: „Det kan ikke understreges for kraftigt at bibelteksten i det væsentlige er sikker. Dette gælder i særlig grad Det Nye Testamente. Antallet af håndskrifter til Det Nye Testamente, af tidligere oversættelser af det, og af citater fra det hos kirkens ældste forfattere, er så omfattende at der stort set er vished for at den sande læsemåde til enhver tvivlsom passage er bevaret i en eller anden af disse gamle tekstvidner. Dette kan ikke siges om nogen anden oldtidsbog i verden.“¹⁰