Heriblandt findes der et hebraisk håndskrift der blev fundet i 1947, som viser hvor nøjagtigt man afskrev Skrifterne. Det er blevet kaldt „det største håndskriftfund i nyere tid“.⁵

En ung beduinhyrde som var i færd med at passe sine får, opdagede i 1947 en hule i nærheden af Det Døde Hav. I denne hule fandt han flere lerkrukker hvoraf de fleste var tomme. Men i en af krukkerne, der var tæt forseglet, fandt han en skindrulle der var omhyggeligt indsvøbt i lærred, og som indeholdt hele Esajas’ Bog, en af Bibelens bøger. Det så ud som om denne velbevarede, men medtagne skriftrulle var blevet repareret. Den unge hyrde havde ingen anelse om at den gamle skriftrulle han holdt i hænderne, senere skulle tiltrække sig hele verdens opmærksomhed.

Hvad var det der var så bemærkelsesværdigt ved netop dette håndskrift? I 1947 stammede de ældste komplette hebraiske håndskrifter man kendte til, fra omkring det 10. århundrede e.v.t. Men denne skriftrulle blev dateret til det 2. århundrede f.v.t.b og var således over et tusind år ældre.c Forskerne var meget interesserede i at sammenligne denne skriftrulle med de eksemplarer der var blevet fremstillet langt senere.

Forskere har blandt andet sammenlignet kapitel 53 i Esajasrullen fra Det Døde Hav med den masoretiske tekst der er blevet fremstillet tusind år senere. I bogen A General Introduction to the Bible kan man læse følgende om resultatet: „Af de 166 ord der findes i Esajas 53, er der kun tvivl om sytten bogstaver. I ti af disse tilfælde er det udelukkende et spørgsmål om stavemåde, og det har ingen indflydelse på meningen. I yderligere fire tilfælde er der tale om mindre stilistiske ændringer, såsom konjunktioner. De sidste tre bogstaver udgør ordet ’lys’, som er tilføjet i vers 11, og som ikke berører meningen stort. . . . I et kapitel med 166 ord er der således, efter tusind års overlevering, kun tvivl om ét ord (tre bogstaver) — og dette ord ændrer ikke synderlig ved meningen.“⁷

Professor Millar Burrows, der i årevis arbejdede med Dødehavsrullerne og analyserede indholdet, kom til en lignende konklusion: „Mange af forskellene mellem . . . Esajasrulle[n] og den masoretiske tekst kan forklares som afskriverfejl. Bortset fra disse er der i det store og hele en bemærkelsesværdig overensstemmelse med teksten i de middelalderlige håndskrifter. En sådan overensstemmelse i et håndskrift der er så meget ældre, udgør et betryggende vidnesbyrd om hvor nøjagtig den overleverede tekst i almindelighed er.“⁸