Hvem udvalgte de kanoniske skrifter?

Nogle forfattere har hævdet at De Kristne Græske Skrifters kanon blev udvalgt flere hundrede år efter at begivenhederne fandt sted, af en kirke der var en etableret magtfaktor under ledelse af kejser Konstantin. Men kendsgerningerne viser noget andet.

Læg for eksempel mærke til hvad professor i kirkehistorie Oskar Skarsaune siger: „Hvilke skrifter der skulle med i Det Nye Testamente, og hvilke der ikke skulle, er ikke blevet vedtaget på noget kirkemøde eller af nogen enkeltperson . . . Udvælgelseskriterierne var helt åbne og yderst fornuftige: Skrifter fra det første århundrede e.Kr. som blev anset for at være skrevet af apostlene eller deres medarbejdere, blev regnet for troværdige. Andre skrifter, breve eller ’evangelier’ som var forfattet senere, blev ikke taget med . . . Denne proces var i hovedtræk afsluttet længe før Konstantin og længe før hans ’magtkirke’ var etableret. Det var martyrkirken, ikke magtkirken, der gav os Det Nye Testamente.“

Ken Berding, der er docent med speciale i De Kristne Græske Skrifter, giver denne kommentar til hvordan kanonen blev til: „Kirken fastlagde ikke en kanon efter eget valg; det er mere rigtigt at sige at kirken anerkendte de bøger som kristne allerede betragtede som et autoritativt Ord fra Gud.“

Men var det så disse ydmyge kristne fra det første århundrede der helt på egen hånd udvalgte kanonen? Nej, Bibelen fortæller os at noget langt vigtigere — og mere magtfuldt — var involveret.

En af åndens mirakuløse gaver som blev givet i de første årtier efter at den kristne menighed var blevet oprettet, var ifølge Bibelen evnen til „at bedømme inspirerede udtalelser“. (1 Korinther 12:4, 10) Nogle af de første kristne fik altså en overmenneskelig evne til at se forskel på de udtalelser som virkelig var inspireret af Gud, og dem der ikke var det. Kristne i dag kan derfor have tillid til at de skrifter der er taget med i Bibelen, blev anerkendt som inspirerede.

Det fremgår altså tydeligt at De Kristne Græske Skrifters kanon blev fastlagt på et tidligt tidspunkt under ledelse af den hellige ånd. Fra og med sidste halvdel af det andet århundrede var der nogle forfattere som udtalte sig om bibelbøgernes kanonicitet. Disse forfattere fastlagde imidlertid ikke kanonen; de bekræftede blot det Gud allerede havde godkendt gennem sine repræsentanter, der var ledet af hans ånd.

Gamle håndskrifter giver os også overbevisende vidnesbyrd der støtter den kanon som er almindeligt anerkendt i dag. Der findes over 5000 håndskrifter af De Græske Skrifter på originalsproget, deriblandt nogle fra det andet og tredje århundrede. Det var disse skrifter, og ikke de apokryfe skrifter, der i de første århundreder efter Kristus blev betragtet som autoritative og derfor blev afskrevet og fik vid udbredelse.

Det vigtigste bevis på de enkelte skrifters ægthed er dog de indre vidnesbyrd. De kanoniske skrifter harmonerer med „det mønster af sunde ord“ som vi finder i den øvrige del af Bibelen. (2 Timoteus 1:13) De opfordrer læserne til at elske, tilbede og tjene Jehova, og de advarer mod overtro, dæmonisme og menneskedyrkelse. De er historisk korrekte og indeholder sande profetier. Og de opmuntrer læserne til at elske deres medmennesker. Alle bøgerne i De Kristne Græske Skrifter har disse tydelige kendetegn. Kan det også siges om de apokryfe skrifter?