Den jødiske historiker Josefus, der omkring år 100 e.v.t. i værket Mod Apion forsvarede sig over for sine modstandere, bekræftede at De Hebraiske Skrifters kanon på det tidspunkt havde været fastlagt i lang tid. Han skrev: „Vi har ikke en Mængde Bøger, der er i Uoverensstemmelse med og strider mod hinanden, men vi har blot 22 Bøger, der indeholder en Beretning om hele Tiden — fra de ældste Dage — og de regnes med Rette for guddommelige. Af disse er de 5 af Moses, og de indeholder Lovene og Beretningen om Menneskeslægtens Historie lige til hans Død. . . . Fra Moses’ Død indtil Artaxerxes, den Perserkonge, der fulgte efter Xerxes, skrev de Profeter, der fulgte efter Moses, deres egen Tids Historie i 13 Bøger. Men de øvrige indeholder Hymner til Gud og Formaninger til Mennesker angaaende deres Livsførelse.“ — Mod Apion, I, 38-40 (8), citeret fra Eusebs Kirkehistorie, oversat af Knud Bang, 1940, s. 129, 130.

Josefus bekræfter at jøderne i almindelighed havde dette syn på apokryferne, idet han skriver: „Fra Artaxerxes indtil vor Tid er der blevet skrevet adskilligt, men det bliver ikke regnet for lige saa troværdigt som det, der gik forud, fordi der ikke har været en fast Rækkefølge af Profeter. Men hvordan vi forholder os til vore egne Skrifter fremgaar tydeligt af følgende: skønt der allerede er gaaet saa lang Tid, har ingen vovet hverken at lægge noget til eller at tage noget fra eller forandre ved dem, men det er alle Jøderne medfødt lige fra Fødselen at holde dem for Guds Bud og holde fast ved dem og villigt at dø for dem, hvis det bliver nødvendigt.“ — Mod Apion, I, 41, 42 (8), citeret fra Eusebs Kirkehistorie, oversat af Knud Bang, 1940, s. 130.