Men naturligvis er selve nedskrivningen af en religiøs bog, dens bevarelse i hundreder af år og dens anseelse blandt millioner ikke nok til at bevise at den er af guddommelig oprindelse. Den må bære vidnesbyrd om at den har en guddommelig forfatter, at den er inspireret af Gud. En omhyggelig undersøgelse af Bibelen overbeviser oprigtige mennesker om at den virkelig indeholder sådanne sikre vidnesbyrd.

3, 4. I hvilken form blev Bibelen oprindelig skrevet, og hvornår blev den inddelt i kapitler og vers?

³ Bibelen blev oprindelig skrevet på hebraisk, aramaisk og græsk og består, som vi ved, af seksogtres bøger. Selve antallet af bøger er uden betydning (når det blot drejer sig om hvorvidt visse bøger er slået sammen eller holdt adskilt), og det samme gælder den rækkefølge hvori de står. Bøgerne forblev adskilte bogruller i lang tid efter at den bibelske kanon eller samling af inspirerede bøger var afsluttet, og gamle fortegnelser anfører bøgerne i forskellig rækkefølge. Det der har størst betydning, er imidlertid hvilke bøger der er taget med. Kun de bøger som i dag findes i den anerkendte bibelske kanon, kan med rette gøre krav på at være inspirerede. Helt fra oldtiden er bestræbelser for at indføje andre skrifter blevet modstået.

7. Nævn nogle af de mænd der nedskrev De Hebraiske Skrifter, og nævn de krav til sande profeter som de alle opfyldte.

⁷ Der kan ikke herske tvivl om at Moses’ skrifter er inspireret af Gud. Man kan blot se på de indre vidnesbyrd. Det var ikke Moses’ egen idé at han skulle være israelitternes fører. Han prøvede at undslå sig da Jehova nævnte det. (2 Mos. 3:10, 11; 4:10-14) Det var altså Gud der lod Moses fremstå og gav ham mirakuløse evner. Selv de trolddomsudøvende præster måtte indrømme at det han gjorde, var Guds værk. (2 Mos. 4:1-9; 8:16-19) I lydighed mod Guds befaling og med den hellige ånds guddommelige bemyndigelse begyndte Moses først mundtligt at overbringe budskaber fra Gud og derpå at nedskrive dele af Bibelen. (2 Mos. 17:14) Efter Moses’ død føjede Josua, Samuel, Gad og Natan deres skrifter til (Josuas bog, Dommerbogen, Ruts Bog, Første og Anden Samuelsbog). Også kong David og kong Salomon ydede bidrag til den voksende kanon af hellige skrifter. Så fulgte profeterne fra Jonas til Malakias, der også hver især bidrog til Bibelens kanon. Og hver eneste af dem stod mål med de krav Jehova selv havde stillet til sande profeter: De talte i Jehovas navn, deres profetier gik i opfyldelse, og de vendte folket til Gud. — 5 Mos. 13:1-3; 18:20-22.

8. Hvad er det mest afgørende bevis for at De Hebraiske Skrifter er kanoniske?

⁸ Ligesom Jehova inspirerede mænd til at skrive, sådan er det også logisk at slutte at han ville lede samlingen af disse inspirerede skrifter. Ifølge den jødiske tradition havde Ezra en andel i dette arbejde efter at de landflygtige jøder var vendt tilbage og havde bosat sig i Juda. Ezra var velkvalificeret til en sådan opgave, idet han selv var en af de inspirerede bibelskribenter, var præst og desuden var „skriftlærd, velbevandret i Mose lov“. (Ezra 7:1-11) De Hebraiske Skrifters kanon var fastlagt ved udløbet af det femte århundrede f.v.t. Den indeholdt de samme skrifter som vi har i dag, og som vi almindeligvis inddeler i niogtredive bøger. Det var ikke en rådsforsamling eller et koncil der gjorde dem kanoniske; de havde haft Guds godkendelse lige fra de blev skrevet. Det mest afgørende vidnesbyrd om at De Hebraiske Skrifter er kanoniske, er den anerkendelse de har fået ved at blive omtalt af Jesus Kristus og de mænd der skrev De Kristne Græske Skrifter. Mens de gang på gang benyttede sig af de inspirerede hebraiske skrifter, citerede de aldrig fra de apokryfe bøger. — Luk. 24:44, 45.

9, 10. Hvilken sikkerhed har vi for at bøgerne i De Kristne Græske Skrifter virkelig hører til i Bibelens kanon?

⁹ De syvogtyve bøger i De Kristne Græske Skrifter blev skrevet og samlet på samme måde som De Hebraiske Skrifter. Kristus „gav gaver i form af mennesker“, ja, „han gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som evangelieforkyndere, nogle som hyrder og lærere“. (Ef. 4:8, 11-13) Ledet af Guds hellige ånd fremsatte de sund lære for den kristne menighed. Jesus forsikrede sine apostle om at Guds ånd ville hjælpe dem, lære og lede dem og minde dem om det de havde hørt ham sige, samt åbenbare fremtidige begivenheder for dem. (Joh. 14:26; 16:13) Dette sikrede at evangelieberetningerne blev sandfærdige og nøjagtige.

¹⁰ Det der virkelig afgør om disse bøger er kanoniske, er ikke hvor mange gange eller af hvilken ikke-apostolsk forfatter hver bog er blevet citeret. Selve indholdet af bogen må vidne om at den er et produkt af den hellige ånd. Følgelig må den ikke tilskynde til overtro, dæmonisme eller afgudsdyrkelse. Den må være i fuld overensstemmelse med resten af Bibelen. Hver bog må passe ind i det guddommelige „mønster af sunde ord“ og være i harmoni med Jesu lære. (2 Tim. 1:13) Det er åbenbart at apostlene talte med guddommelig myndighed. Ved den hellige ånd havde de evne til „at bedømme inspirerede udtalelser“, om sådanne var fra Gud eller ej. (1 Kor. 12:4, 10) Da Johannes, den sidste af apostlene, døde, var denne række af pålidelige, guddommeligt inspirerede mænd forsvundet. Og således afsluttedes Bibelens kanon med Åbenbaringen, Johannes’ evangelium og hans breve. De seksogtres bøger i den bibel vi har i dag, vidner ved deres indbyrdes harmoni om den helhed Bibelen udgør, og anbefaler den til os som det den virkelig er: Jehovas inspirerede sandhedsord.