De heftigste debatter om Bibelens pålidelighed fandt sted i Tyskland. Her forlod en ung professor sin komfortable tilværelse som akademiker for at begive sig ud på en rejse der skulle medføre at han gjorde et af de største bibelfund nogen sinde. Den unge professors navn var Konstantin von Tischendorf. Han forkastede den højere bibelkritik, og det åbnede mulighed for at han kunne føre et vellykket forsvar for pålideligheden af bibelteksten. Hans første rejse til Sinaj Ørken i 1844 gik over al forventning. Et tilfældigt blik i en papirkurv i Sankt Katharinaklosteret afslørede et gammelt eksemplar af Septuaginta, en græsk oversættelse af De Hebraiske Skrifter — det ældste der nogen sinde var blevet fundet!

Til sin store glæde fik Tischendorf lov til at tage 43 blade med sig. Han var overbevist om at der var mere at finde, men det eneste han fandt da han vendte tilbage i 1853, var et fragment. Hvor var resten? Efter sin hjemkomst besluttede Tischendorf at drage af sted igen for at opspore gamle håndskrifter. Men han havde ikke råd til rejsen og måtte derfor søge økonomisk bistand hos en rig mæcen. Inden han drog ud på sin mission, ville han rette en indtrængende anmodning til den russiske zar.

Zarens interesse bliver vakt

Tischendorf har muligvis spekuleret over hvilken modtagelse han som protestantisk forsker ville få i det russisk-ortodokse Rusland. Lykkeligvis var Rusland trådt ind i en æra der var præget af forandring og reformer. Man lagde stor vægt på undervisning, og derfor havde kejserinde Katarina II (Katarina den Store) grundlagt Sankt Petersborgs kejserlige bibliotek i 1795. Dette første offentlige bibliotek i Rusland gjorde det muligt for millioner af mennesker at få adgang til et væld af trykt materiale.

Det kejserlige bibliotek blev hædret som det flotteste i Europa, men det havde en mangel. Halvtreds år efter sin grundlæggelse var biblioteket kun i besiddelse af seks håndskrifter på hebraisk, og det var ikke tilstrækkeligt til at holde trit med den stigende interesse der var i Rusland for at studere Bibelens grundsprog og oversættelser af Bibelen. Katarina II havde sendt lærde folk til universiteter i Europa for at studere hebraisk. Da de vendte tilbage, blev der oprettet hebraiskkurser på de store russisk-ortodokse præsteseminarier, og for første gang begyndte russiske bibelkyndige at udarbejde en nøjagtig oversættelse af Bibelen fra hebraisk til russisk. Men disse sprogkyndige manglede økonomiske midler, og de mødte endda modstand fra konservative kirkeledere. Tiden var endnu ikke inde til at de der oprigtigt søgte efter bibelkundskab, ville finde sand oplysning.

Zar Aleksander II forstod hurtigt hvor stor betydning Tischendorfs mission havde, og han ydede ham økonomisk bistand. Til trods for „nidkær og fanatisk modstand“ kunne Tischendorf vende tilbage fra sin tredje mission til Sinaj med den resterende del af Septuaginta.a Dette bibelhåndskrift, som senere blev kaldt Codex Sinaiticus, er stadig et af de ældste der kendes. Da Tischendorf igen befandt sig i Sankt Petersborg, begav han sig i hast til zarens vinterpalads. Her bad han zaren om at give sin støtte til „et af de mest omfattende tekstkritiske studier af Bibelen“ — en trykt udgave af det håndskrift man netop havde fundet. Denne udgave blev senere indlemmet i det kejserlige biblioteks bogsamling. Zaren indvilligede straks i at støtte dette projekt, så Tischendorf kunne senere opstemt skrive: „Forsynet har i vor tid . . . givet os den sinaitiske bibel, der kaster et fuldt og klart lys over hvad der er den nøjagtige tekst til Guds skrevne ord, og som hjælper os til at forsvare sandheden ved at fastlægge teksten i dens oprindelige skikkelse.“

[Illustration på side 11]

Konstantin von Tischendorf (i midten)