MAN skal have særlig tilladelse for at kunne komme ind i Vatikanbiblioteket, der ligger i en bygning bag pavens palads. Når man passerer den imponerende mur og de skrappe sikkerhedsforanstaltninger omkring det borglignende Vatikan, fornemmer man tydeligt at man nærmer sig et ægte skatkammer.

Her opbevares det berømte vatikanske manuskript nr. 1209 eller Codex Vaticanus, der internationalt betegnes med symbolet B. Dette håndskrift indeholder De Hebraiske Skrifter og størstedelen af De Græske Skrifter. Det er dateret til begyndelsen af det fjerde århundrede e.v.t., hvilket er mindre end 300 år efter apostlenes tid. Håndskriftet har været i Vatikanbibliotekets eje i hvert fald siden 1481, men det blev ikke tilgængeligt for de lærde førend omkring 1889-90.

Mit første indtryk var at skriften stod forbavsende tydeligt. Men på et tidspunkt begyndte den oprindelige skrift åbenbart at falme, for en skriver har trukket bogstaverne op, hvorved håndskriftet har mistet en del af sin oprindelige skønhed. Det Vatikanske Manuskript er, som stort set alle græske bibelhåndskrifter, en kodeks, det vil sige en bog med sider og ikke en skriftrulle. Siderne er af pergament, et skrivemateriale der er forarbejdet af fint kalve-, lamme- eller gedeskind.

’Hvordan kan man datere et dokument som dette?’ ville jeg gerne vide. Hertil er den anvendte skriftform af stor betydning. Den tilsynsførende for biblioteket var så venlig at vise mig de to tydeligt forskellige skriftformer der er anvendt i dette håndskrift. Stykket fra Første Mosebog til Hebræerbrevet er skrevet med såkaldte majuskler eller uncialer, en skrift der udelukkende består af store bogstaver og som blev anvendt ved nedskrivning af bøger i perioden fra det 4. århundrede f.v.t. og frem til det 8. eller 9. århundrede e.v.t. I denne skriftform er der ingen adskillelse mellem ordene og ingen tegnsætning. Åbenbaringens bog (der ikke er en del af det originale håndskrift) er derimod skrevet med minuskel- eller kursivskrift, der består af mindre bogstaver som for det meste er føjet sammen til en flydende, letløbende skrift. Denne skriftform blev populær i begyndelsen af det 9. århundrede e.v.t.

For eksempel fandt man ved hjælp af Det Sinaitiske og Det Vatikanske Manuskript ud af at beretningen i Johannes 7:53 til 8:11 om ægteskabsbrydersken var en senere tilføjelse, eftersom ingen af disse håndskrifter indeholder denne beretning.