Det andet håndskrift der har overlevet frem til vores tid, er Syrus Sinaiticus. Opdagelsen af det er knyttet til de eventyrlystne tvillingesøstre der er omtalt i indledningen. Selvom Agnes ikke var universitetsuddannet, havde hun lært otte fremmedsprog, hvoraf det ene var syrisk. I 1892 gjorde hun et opsigtsvækkende fund i Katarinaklostret i Egypten.

Dér, inde i et mørkt skab, fandt hun et syrisk håndskrift. Hun skrev: „Det havde et frastødende udseende, for det var meget snavset, og næsten alle dets sider hang sammen fordi det ikke havde været i brug“ i århundreder. Det var en palimpsesta hvis oprindelige tekst var blevet skrabet af og erstattet med en syrisk tekst om helgeninder. Agnes kunne dog skimte noget af den underliggende tekst og ordene „af Mattæus“, „af Markus“ eller „af Lukas“ øverst på siderne. Det hun havde i hænderne, var en næsten komplet syrisk kodeks med de fire evangelier! Forskere mener nu at denne kodeks blev skrevet i slutningen af det fjerde århundrede.

Syrus Sinaiticus betragtes som et af de vigtigste bibelhåndskrifter man har fundet, lige så betydningsfuldt som de græske håndskrifter Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus. Der er nu generel enighed om at både Syrus Curetonianus og Syrus Sinaiticus er afskrifter af de gamle syriske evangelier fra slutningen af det andet århundrede eller begyndelsen af det tredje.

„GUDS ORD VIL BESTÅ EVINDELIG“

Har disse håndskrifter nogen betydning for bibellæsere i dag? Helt sikkert! Tag for eksempel den såkaldte lange slutning af Markus’ evangelium der findes i nogle bibler efter kapitel 16, vers 8. Slutningen findes i den græske Codex Alexandrinus fra det femte århundrede, i den latinske Vulgata og andre steder. Men de to pålidelige græske tekstkilder fra det fjerde århundrede — Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus — slutter efter Markus 16:8. Syrus Sinaiticus indeholder heller ikke denne lange slutning, hvilket er endnu et vidnesbyrd om at den er en senere tilføjelse og ikke oprindelig var med i Markus’ evangelium.