Dette ses af den omstændighed at de jødiske afskrivere da man i anden halvdel af det 1. årtusind e.v.t. begyndte at bruge vokaltegn, indsatte vokaltegnene for enten ’Adhonajʹ eller ’Ælohīmʹ når de skrev tetragrammet, øjensynlig for at minde læseren om at sige disse ord i stedet for at udtale Guds navn.

I anden halvdel af det 1. årtusind e.v.t. indførte jødiske lærde i den hebraiske konsonanttekst et system af prikker og streger, kaldet vokalpunkter, til erstatning for de manglende vokaler. Når de kom til Guds navn, satte de imidlertid, i stedet for de rigtige vokaltegn, nogle vokaltegn som skulle minde læseren om at sige ’Adhonajʹ (der betyder „suveræne Herre“) eller ’Ælohīmʹ (der betyder „Gud“).

Leningrad B 19^A-kodeksen, der er fra det 11. århundrede e.v.t., har vokalpunkter i forbindelse med tetragrammet der giver formerne Jehwahʹ, Jehwihʹ og Jehowahʹ. Ginsburgs udgave af den masoretiske tekst har vokalpunkterne i forbindelse med det guddommelige navn så de giver formen Jehowahʹ. (1Mo 3:14, fdn.)