Selv om masoreterne beholdt de fire oprindelige konsonanter i teksten, tilføjede de vokalerne ĕ (i stedet for ă af andre grunde) og ā for at minde læseren om at udtale ’ădōnā(j) uden hensyn til konsonanterne. Dette fænomen optræder mere end seks tusind gange i den hebraiske bibel.

Det håndskrift der er benyttet som hovedtekst i Biblia Hebraica Stuttgartensia (BHS), Codex Leningradensis B 19^A, som findes i Skt. Petersborg, sætter vokalpunkterne sådan at udtalen af tetragrammet bliver Jehwahʹ, Jehwihʹ og nogle steder Jehowahʹ, som i 1Mo 3:14. Ginsburgs hebraiske tekstudgave (Gins.) sætter vokalpunkterne sådan at udtalen bliver Jehowahʹ.