AFSKRIVNINGENS ÆRA

3. Hvordan opstod der nu et behov for flere afskrifter af Bibelen, og hvordan blev dette behov dækket?

³ På Ezras tid begyndte en periode hvori behovet for afskrifter af De Hebraiske Skrifter stadig voksede. Det var ikke alle jøder der vendte tilbage til Jerusalem og Palæstina ved genoprettelsen i 537 f.v.t. og derefter. Tusinder blev boende i Babylon, mens andre udvandrede til andre egne, blandt andet for at drive forretning dér. Som følge heraf fandtes der jøder i de fleste af de store handelscentre i oldtidens verden. Mange jøder foretog årlige pilgrimsrejser til Jerusalem til de forskellige tempelfester, og de deltog dér i tilbedelsen som foregik på Bibelens hebraisk. På Ezras tid benyttede jøderne i disse mange fjerne lande lokale forsamlingshuse der blev kaldt synagoger, hvor De Hebraiske Skrifter blev læst op og drøftet.a Da tilbedelsen nu foregik mange forskellige steder, måtte afskriverne lave flere håndskrifter.

4. (a) Hvad er en geniza, og hvad blev den brugt til? (b) Hvilket værdifuldt fund gjorde man i en geniza i det 19. århundrede?

⁴ Disse synagoger havde som regel et opbevaringsrum, en såkaldt geniza. Her lagde jøderne kasserede håndskrifter der var blevet beskadiget eller slidt, og erstattede dem med nye til brug i synagogerne. Fra tid til anden blev genizaens indhold højtideligt begravet i jorden for at teksten — der indeholdt Jehovas hellige navn — ikke skulle blive vanhelliget. I århundredernes løb gik tusinder af gamle hebraiske bibelhåndskrifter til grunde på denne måde. Men indholdet af synagogens geniza i det gamle Kairo blev skånet for denne behandling, sandsynligvis fordi den blev tilmuret og glemt indtil midten af det nittende århundrede. I 1890, da synagogen skulle repareres, blev genizaens indhold genfundet og undersøgt, og de værdifulde håndskrifter blev efterhånden enten solgt eller skænket bort. Fra denne geniza har næsten fuldstændige håndskrifter og tusinder af fragmenter (hvoraf nogle siges at stamme fra det sjette århundrede efter vor tidsregning) fundet vej til universitetsbiblioteket i Cambridge og andre biblioteker i Europa og Amerika.

5. (a) Hvor mange hebraiske håndskrifter er nu blevet katalogiseret, og hvor gamle er de? (b) Hvad har man fundet ved et studium af dem?

⁵ I dag er der på biblioteker rundt om i verden optalt og katalogiseret omtrent 6000 komplette eller fragmentariske håndskrifter til De Hebraiske Skrifter. Indtil for nylig kendte man ingen sådanne håndskrifter (bortset fra nogle få fragmenter) fra før det tiende århundrede efter vor tidsregning. Men i 1947 fandt man i en klippehule i nærheden af Det Døde Hav en skriftrulle med Esajas’ Bog, og i de følgende år kom flere værdifulde skriftruller af De Hebraiske Skrifter for dagen, efterhånden som hulerne ved Det Døde Hav blev tømt for de store rigdomme af håndskrifter de havde gemt på i næsten 1900 år. Eksperter har dateret nogle af disse håndskrifter til de sidste få århundreder før vor tidsregnings begyndelse. Et sammenlignende studium af de omtrent 6000 håndskrifter til De Hebraiske Skrifter giver et godt grundlag for at fastlægge den oprindelige hebraiske tekst, og viser at teksten er blevet overleveret trofast.

Kun få af de eksisterende håndskrifter til Den Samaritanske Pentateuk stammer fra tiden før det trettende århundrede efter vor tidsregning.

13. Hvilke fragmenter af Septuaginta er blevet bevaret til vor tid, og hvilken værdi har de?

¹³ Der findes stadig et betydeligt antal papyrusfragmenter af Septuaginta. De er værdifulde fordi de stammer fra de første kristnes tid, og skønt de ofte kun indeholder nogle få kapitler eller vers er de en hjælp til at vurdere Septuagintas tekst. Papyrus Fouad 266 blev fundet i Ægypten i 1939 og har vist sig at stamme fra det første århundrede før vor tidsregning. Den indeholder dele af Første og Femte Mosebog. Guds navn findes ikke i fragmenterne af Første Mosebog på grund af deres ufuldstændighed. I fragmenterne af Femte Mosebog forekommer det imidlertid flere steder, skrevet med hebraisk kvadratskrift i den græske tekst.d Andre papyruser er fra tiden indtil det fjerde århundrede efter vor tidsregning, da man gik over til at anvende det mere holdbare pergament, et fint skind som almindeligvis blev forarbejdet af kalve-, lamme- eller gedeskind.

14. (a) Hvad skrev Origenes om Septuaginta? (b) Hvornår og hvordan blev der foretaget ændringer i Septuaginta? (c) Hvad må de første kristne have vidnet om når de brugte Septuaginta?

¹⁴ Det er interessant at Guds navn, i form af tetragrammet, også findes i Origenes’ afskrift af Septuaginta i hans seksspaltede Hexapla fra omkring 245 e.v.t. Som en kommentar til Salme 2:2 skrev Origenes om Septuaginta: „I de mest pålidelige håndskrifter er NAVNET skrevet med hebraiske bogstaver, det vil sige, ikke med de moderne, men med de gammeldags hebraiske.“e Alt synes at tyde på at der på et tidligt tidspunkt er foretaget ændringer i Septuaginta, idet ordene Kyʹrios (Herre) og Theosʹ (Gud) er blevet indsat i stedet for tetragrammet. Da de første kristne brugte håndskrifter der indeholdt Guds navn, kan man ikke antage at de fulgte den jødiske tradition og lod være med at udtale „NAVNET“ når de forkyndte. De må have været i stand til at vidne om Jehovas navn direkte ud fra den græske Septuaginta.

15. (a) Beskriv ved hjælp af oversigten på side 314 pergament- og skindhåndskrifterne til Septuaginta. (b) Hvordan markerer New World Translation sine henvisninger til disse?

¹⁵ Der eksisterer stadig i hundredvis af pergament- og skindhåndskrifter til den græske Septuaginta. Nogle af dem er blevet til mellem det fjerde og det niende århundrede efter vor tidsregning, og er betydningsfulde fordi de indeholder store dele af De Hebraiske Skrifter. De kaldes majuskel- eller uncialhåndskrifter fordi de udelukkende er skrevet med store, adskilte bogstaver. Resten kaldes minuskel- eller kursivhåndskrifter fordi de er skrevet med en mindre, kursiveret skriftform. Denne skriftform blev anvendt fra det niende århundrede indtil bogtrykkerkunsten blev taget i anvendelse. De vigtige majuskelhåndskrifter fra det fjerde og det femte århundrede, nemlig Det Vatikanske nr. 1209, Det Sinaitiske og Det Alexandrinske, indeholder alle den græske Septuaginta med nogle små afvigelser. Der henvises hyppigt til Septuaginta i fodnoterne og kommentarerne i 1984-udgaven af New World Translation.f