13. Hvilke fragmenter af Septuaginta er blevet bevaret til vor tid, og hvilken værdi har de?

¹³ Der findes stadig et betydeligt antal papyrusfragmenter af Septuaginta. De er værdifulde fordi de stammer fra de første kristnes tid, og skønt de ofte kun indeholder nogle få kapitler eller vers er de en hjælp til at vurdere Septuagintas tekst. Papyrus Fouad 266 blev fundet i Ægypten i 1939 og har vist sig at stamme fra det første århundrede før vor tidsregning. Den indeholder dele af Første og Femte Mosebog. Guds navn findes ikke i fragmenterne af Første Mosebog på grund af deres ufuldstændighed. I fragmenterne af Femte Mosebog forekommer det imidlertid flere steder, skrevet med hebraisk kvadratskrift i den græske tekst.d Andre papyruser er fra tiden indtil det fjerde århundrede efter vor tidsregning, da man gik over til at anvende det mere holdbare pergament, et fint skind som almindeligvis blev forarbejdet af kalve-, lamme- eller gedeskind.

14. (a) Hvad skrev Origenes om Septuaginta? (b) Hvornår og hvordan blev der foretaget ændringer i Septuaginta? (c) Hvad må de første kristne have vidnet om når de brugte Septuaginta?

¹⁴ Det er interessant at Guds navn, i form af tetragrammet, også findes i Origenes’ afskrift af Septuaginta i hans seksspaltede Hexapla fra omkring 245 e.v.t. Som en kommentar til Salme 2:2 skrev Origenes om Septuaginta: „I de mest pålidelige håndskrifter er NAVNET skrevet med hebraiske bogstaver, det vil sige, ikke med de moderne, men med de gammeldags hebraiske.“e Alt synes at tyde på at der på et tidligt tidspunkt er foretaget ændringer i Septuaginta, idet ordene Kyʹrios (Herre) og Theosʹ (Gud) er blevet indsat i stedet for tetragrammet. Da de første kristne brugte håndskrifter der indeholdt Guds navn, kan man ikke antage at de fulgte den jødiske tradition og lod være med at udtale „NAVNET“ når de forkyndte. De må have været i stand til at vidne om Jehovas navn direkte ud fra den græske Septuaginta.

15. (a) Beskriv ved hjælp af oversigten på side 314 pergament- og skindhåndskrifterne til Septuaginta. (b) Hvordan markerer New World Translation sine henvisninger til disse?

¹⁵ Der eksisterer stadig i hundredvis af pergament- og skindhåndskrifter til den græske Septuaginta. Nogle af dem er blevet til mellem det fjerde og det niende århundrede efter vor tidsregning, og er betydningsfulde fordi de indeholder store dele af De Hebraiske Skrifter. De kaldes majuskel- eller uncialhåndskrifter fordi de udelukkende er skrevet med store, adskilte bogstaver. Resten kaldes minuskel- eller kursivhåndskrifter fordi de er skrevet med en mindre, kursiveret skriftform. Denne skriftform blev anvendt fra det niende århundrede indtil bogtrykkerkunsten blev taget i anvendelse. De vigtige majuskelhåndskrifter fra det fjerde og det femte århundrede, nemlig Det Vatikanske nr. 1209, Det Sinaitiske og Det Alexandrinske, indeholder alle den græske Septuaginta med nogle små afvigelser. Der henvises hyppigt til Septuaginta i fodnoterne og kommentarerne i 1984-udgaven af New World Translation.f

DE HEBRAISKE TEKSTER

17. Hvem var de skriftlærde, soferim, og hvorfor fordømte Jesus dem?

¹⁷ Soferim. De mænd der afskrev De Hebraiske Skrifter fra Ezras tid og frem til Jesu tid blev kaldt skriftlærde eller soferim. De begyndte i tidens løb at tage sig friheder i retning af at ændre teksten. Jesus fordømte med rene ord disse foregivne Lovens vogtere fordi de tiltog sig en myndighed som de ikke havde. — Matt. 23:2, 13.

18. (a) Hvem var masoreterne, og hvilke værdifulde kommentarer til den hebraiske tekst udarbejdede de? (b) Giv eksempler på nogle af deres rettelser, som de er nævnt i New World Translation.

¹⁸ Masora påpeger ændringerne. De der efterfulgte soferim som afskrivere i århundrederne efter Kristus, blev kaldt masoreter. I margenen til eller ved slutningen af den hebraiske tekst gjorde de opmærksom på de ændringer der var foretaget af de tidligere soferim. Disse marginalnoter blev kaldt masora. De gør opmærksom på soferims femten såkaldte ekstraordinære punkter, nemlig femten ord eller udtryk i den hebraiske tekst som er markeret med prikker eller streger. Nogle af disse ekstraordinære punkter berører ikke vore nuværende bibeloversættelser eller fortolkningen, men andre gør det og har betydning.h Soferim lod sig forlede af deres overtroiske frygt for at udtale navnet Jehova, så de ændrede det til ’Adhonajʹ (Herre) 134 steder og til ’Ælohīmʹ (Gud) andre steder. Masora gør opmærksom på disse ændringer.i Ifølge en bemærkning i masora gøres de skriftlærde, soferim, også ansvarlige for mindst atten tekstrettelser (emendationer), og der har muligvis været flere.j Disse tekstrettelser er sandsynligvis velmente forsøg på at forbedre teksten fordi den oprindelige ordlyd syntes at være uærbødig over for Gud eller respektløs over for hans jordiske tjenere.

19. Hvad er den hebraiske konsonanttekst, og hvornår fik den sin endelige form?

¹⁹ Konsonantteksten. Det hebraiske alfabet består af 22 konsonanter og har ingen vokaler. Oprindelig skulle læseren selv forsyne teksten med vokallyde ud fra sit kendskab til sproget. Hebraisk blev så at sige skrevet som vi skriver forkortelser. På dansk er der mange almindeligt anvendte forkortelser der kun indeholder konsonanter. For eksempel er kgl. en forkortelse for kongelig. På tilsvarende måde er det hebraiske sprog opbygget af ord der udelukkende består af konsonanter. Med „konsonantteksten“ menes derfor den hebraiske tekst uden vokaltegn. De hebraiske håndskrifters konsonanttekst fik sin endelige form mellem det første og det andet århundrede efter vor tidsregning, skønt der stadig i nogen tid cirkulerede håndskrifter med tekstvarianter; men der blev ikke længere foretaget ændringer som på soferims tid.

20. Hvad gjorde masoreterne med den hebraiske tekst?

²⁰ Den masoretiske tekst. I anden halvdel af det første årtusind efter vor tidsregning opfandt masoreterne (hebraisk: ba‛alēʹ hammasōrahʹ, der betyder „traditionens mestre“) et system af vokalpunkter og accenttegn. De tjente som en skriftlig hjælp til at udtale vokallydene, mens udtalen tidligere var gået fra slægt til slægt ved mundtlig overlevering. Masoreterne foretog ingen ændringer i teksten, men anførte marginalnoter, de såkaldte masora, når de fandt det nødvendigt. De var meget omhyggelige med ikke at tage sig friheder over for teksten. Desuden henledte de i deres masora opmærksomheden på ejendommeligheder i teksten og angav korrigerede læsemåder som de mente var nødvendige.

21. Hvad er den masoretiske tekst?

²¹ Tre skoler af masoreter beskæftigede sig med udviklingen af vokalpunkter og accenttegn til konsonantteksten, nemlig den babyloniske, den palæstinensiske og den tiberiske. Den hebraiske tekst der nu findes i trykte udgaver af den hebraiske bibel kaldes den masoretiske tekst og anvender det system den tiberiske skole opfandt. Dette system blev udviklet af masoreterne i Tiberias, en by på vestbredden af Galilæas Sø. I sine fodnoter henviser New World Translation ofte til den masoretiske tekst (med symbolet „M“) og dens marginalnoter, masora (med symbolet M^margen).k

22. Hvilket håndskrift med den babyloniske tekst findes, og hvordan er denne tekst i sammenligning med den tiberiske tekst?

²² Den palæstinensiske skole placerede vokaltegnene over konsonanterne. Nogle ganske få af disse håndskrifter findes i dag og har vist at dette vokaliseringssystem var ufuldstændigt. Det babyloniske system var også supralineart (med vokalpunkterne anbragt over linjen). Et håndskrift med de babyloniske vokalpunkter er Codex Babylonicus Petropolitanus fra 916 e.v.t., der opbevares på det offentlige bibliotek i Leningrad. Denne kodeks indeholder Esajas, Jeremias, Ezekiel og „de små profeter“, med marginalnoter (masora). Bibelforskerne har ivrigt gransket dette håndskrift og sammenlignet det med den tiberiske tekst. Skønt det bruger det supralineare vokalsystem følger det faktisk den tiberiske tekst med hensyn til konsonanttekst, vokaler og masora. På British Museum findes der et eksemplar af den babyloniske tekst til Pentateuken der i det store og hele har vist sig at være i overensstemmelse med den tiberiske tekst.

23. Hvilke hebraiske håndskrifter har man fundet ved Det Døde Hav?

²³ Dødehavsrullerne. I 1947 indledtes et nyt, spændende kapitel i de hebraiske håndskrifters historie. I en hule ved Wadi Qumran (Nahal Qumeran), i området ved Det Døde Hav, fandt man den første Esajasrulle sammen med andre bibelske og ikkebibelske skriftruller. Kort tid efter offentliggjorde man en fuldstændig fotokopi af denne velbevarede Esajasrulle (1QIs^a) til studiebrug for forskere. Man antager at den stammer fra slutningen af det andet århundrede før vor tidsregning. Det var et utroligt fund — et hebraisk håndskrift der var cirka tusind år ældre end det ældste eksisterende håndskrift med den anerkendte masoretiske tekst til Esajas’ Bog!l I andre huler i Qumran fandt man fragmenter af over 170 skriftruller med dele af alle De Hebraiske Skrifters bøger undtagen Esters Bog. Disse skriftruller studeres stadig.

24. Hvordan stemmer disse håndskrifter med den masoretiske tekst, og hvordan gør New World Translation brug af dem?

²⁴ Efter at have undersøgt den lange Salme 119 i en betydningsfuld dødehavsrulle med Salmernes Bog (11QPs^a) har en forsker meddelt at den er næsten ordret identisk med Salme 119 i den masoretiske tekst. Om Salmerullen har professor J. A. Sanders bemærket: „De fleste af [afvigelserne] er ortografiske og har kun betydning for de forskere der er interesserede i at finde fingerpeg om hvordan hebraisk blev udtalt i fortiden, og den slags.“a Andre eksempler fra disse bemærkelsesværdige gamle håndskrifter viser at der i de fleste tilfælde ikke er store afvigelser. Skønt der er nogen forskel i stavemåden og den grammatiske opbygning, viser Esajasrullen ingen afvigelser med hensyn til lærepunkter. Den offentliggjorte Esajasrulle blev undersøgt med hensyn til afvigelser da man arbejdede på New World Translation, og der henvises til den.b