I 1716 befalede Peter den Store derfor sit kongelige hof at få en bibel trykt i Amsterdam for hans regning. På hver side skulle der være en spalte på russisk og en spalte på hollandsk. Blot et år senere, i 1717, lå De Kristne Græske Skrifter, eller „Det Nye Testamente“, klar.

I 1721 var firebindsudgaver af den hollandske oversættelse af De Hebraiske Skrifter blevet trykt. På hver side var der en tom spalte hvori den russiske tekst senere skulle sættes ind. Peter overdrog biblerne til den russisk-ortodokse kirkes „hellige synode“ — kirkens øverste religiøse myndighed — for at den skulle gøre dem klar til trykning og sørge for uddelingen. Men synoden gennemførte ikke disse ting.

Mindre end fire år senere døde Peter den Store. Hvad skete der med hans bibler? De tomme spalter til den russiske tekst, blev aldrig udfyldt. Biblerne blev stablet i store stakke i en kælder, hvor de mørnede — der er ikke senere fundet ét eneste ubeskadiget eksemplar. Synoden havde besluttet at „sælge alt det der var tilbage, til købmændene“.

Den tunge vej mod en ny oversættelse begynder

I 1812 kom John Paterson, et medlem af The British and Foreign Bible Society, til Rusland. Blandt Sankt Petersborgs intellektuelle skabte han interesse for at danne et bibelselskab. Den 6. december 1812 — samme år som den russiske hær slog Napoleon I’s invaderende tropper tilbage — godkendte zar Alexander I ansøgningen om dannelsen af et russisk bibelselskab. I 1815 påbød zaren at formanden for selskabet, prins Aleksandr Golitsyn, skulle foreslå den herskende synode at „russerne også fik mulighed for at læse Guds ord på deres eget modersmål“.

Det var positivt at der blev givet tilladelse til at oversætte De Hebraiske Skrifter til russisk direkte fra grundsproget hebraisk. Den gamle græske Septuaginta-oversættelse havde dannet grundlag for oversættelsen af De Hebraiske Skrifter til oldslavisk. De som skulle oversætte Bibelen til russisk, fik at vide at hovedprincipperne for oversættelsen skulle være nøjagtighed, klarhed og renhed. Hvordan gik det disse tidlige forsøg på at tilvejebringe en bibel på russisk?

Fik bibeloversættelse dødsstødet?

Konservative elementer inden for både kirken og regeringen var snart på vagt over for fremmed religiøs og politisk indflydelse. Nogle kirkeledere hævdede desuden at oldslavisk — liturgiens sprog — udtrykte Bibelens budskab bedre end det russiske sprog.

Som følge heraf blev Det Russiske Bibelselskab opløst i 1826. Flere tusind eksemplarer af oversættelser som bibelselskabet havde fremstillet, blev brændt. Det bevirkede at ritualer og traditionen nu kom i første række og Bibelen i anden. Synoden fulgte den linje som den romersk-katolske kirke havde afstukket ved at udstede følgende dekret i 1836: „Det er tilladeligt at enhver gudfrygtig lægmand lytter til Skriften, men det er ikke tilladeligt at læse dele af Skriften, især ikke Det Gamle Testamente, uden vejledning.“ Bibeloversættelse havde tilsyneladende fået dødsstødet.

Pavskijs oversættelse

I mellemtiden havde Gerasim Pavskij, en professor i hebraisk, påtaget sig opgaven at oversætte De Hebraiske Skrifter til russisk. I 1821 fuldførte han en oversættelse af Salmernes Bog. Den fik hurtigt zarens godkendelse, og inden januar 1822 var den blevet udgivet til offentligheden. Den fik en overvældende modtagelse og måtte genoptrykkes 12 gange — til i alt 100.000 eksemplarer.

Pavskijs seriøse arbejde vandt mange sprogforskeres og teologers respekt. Han beskrives som en ukompliceret og ærlig mand der var hævet over de intriger som omgav ham. Trods kirkens modstand mod Det Russiske Bibelselskab og den kendsgerning at nogle følte at det varetog fremmedes interesser, fortsatte professor Pavskij med at oversætte bibelvers til russisk under sine forelæsninger. De beundrende elever håndkopierede hans oversættelse og kunne med tiden samle hans værk. I 1839 dristede de sig til at trykke 150 eksemplarer på akademiets presse — uden censurens tilladelse.

Pavskijs oversættelse gjorde et dybt indtryk på læserne, og efterspørgselen voksede. Men i 1841 indløb der en anonym klage til synoden angående den „fare“ oversættelsen udgjorde, idet man hævdede at den afveg fra den ortodokse troslære. To år senere udsendte synoden dette dekret: „Beslaglæg alle eksisterende håndskrevne og litograferede eksemplarer af G. Pavskijs oversættelse af Det Gamle Testamente, og tilintetgør dem.“

Makarios havde allerede oversat Esajas’ Bog og Jobs Bog. Synoden nægtede imidlertid at give ham tilladelse til at oversætte De Hebraiske Skrifter til russisk. Makarios fik rent faktisk at vide at han skulle glemme alt om det. Den 11. april 1841 vedtog synoden at Makarios skulle „gøre bod i tre til seks uger i en biskops hjem i Tomsk for at rense sin samvittighed gennem bønner og knæfald“.

Makarios’ dristige standpunkt

Fra december 1841 til januar 1842 udførte Makarios sine bodsøvelser. Men så snart det var overstået, gik han straks i gang med at oversætte resten af De Hebraiske Skrifter. Han havde fået fat i et eksemplar af Pavskijs oversættelse af De Hebraiske Skrifter og brugte den til at kontrollere sin egen oversættelse. Ligesom Pavskij nægtede han at tilsløre Guds navn. Navnet Jehova forekommer over 3500 gange i Makarios’ oversættelse.

Makarios sendte eksemplarer af oversættelsen til forstående venner. Nogle få håndskrevne eksemplarer blev bragt i cirkulation, men kirken fortsatte med at hindre udgivelsen af hans værk. Makarios planlagde at vise sin bibel frem i udlandet. Men umiddelbart før hans afrejse blev han syg og døde kort efter i 1847. Hans bibeloversættelse nåede ikke at blive udgivet i hans levetid.

Efter at have fremhævet at det kun er omkring „120 år siden“ at den første bibel forelå på russisk, skriver avisen: „I mange år modsatte kirken sig en oversættelse af hellige bøger til et letlæseligt sprog. Efter at kirken havde afvist flere oversættelser, var der endelig én som i 1876 blev godkendt, og den blev kendt som den synodale oversættelse. Den måtte imidlertid ikke benyttes i kirkerne. Helt frem til i dag har [den russisk-ortodokse kirke] kun anerkendt brugen af den oldslaviske oversættelse.“