Kongens førsteminister, Thomas Cromwell, indså snart at der var behov for en ny, revideret udgave af Matthew’s Bible, og ærkebiskoppen af Canterbury, Thomas Cranmer, støttede ham i dette. Han bad derfor Coverdale om at gennemgå og revidere hele manuskriptet. I 1539 autoriserede kongen denne nye udgave — som på grund af sin størrelse blev kendt under navnet the Great Bible (Den Store Bibel) — og han gav ordre til at der skulle anbringes eksemplarer af den i kirkerne så alle kunne læse i den. Denne bibel blev modtaget med stor begejstring i hele landet.

Ikke desto mindre blev dette navn efterfølgende brugt tre gange i Coverdales Great Bible.

Ifølge værket The Bibles of England var Coverdales Great Bible „kulminationen på alt det der var blevet gjort for at udarbejde en engelsk bibeloversættelse siden den dag da Tyndale gik i gang med sin oversættelse af Det Nye Testamente“. I det store og hele var det Coverdales oversættelse som dengang gjorde det muligt for folk der talte engelsk, at læse Bibelen.