• En frygtløs „vandringsmand i evangeliets tjeneste“
    Vagttårnet – 2004 | 15. august

    • En frygtløs „vandringsmand i evangeliets tjeneste“

      GEORGE Borrow kunne efter sigende tale 12 sprog som 18-årig. To år senere kunne han „ubesværet og formfuldendt“ oversætte til 20 sprog.

      I 1833 blev denne usædvanlig begavede mand indbudt til en samtale hos British and Foreign Bible Society (det britiske bibelselskab) i London. Den 30-årige Borrow havde ikke råd til rejsen, men han ville ikke lade denne mulighed gå fra sig. På kun 28 timer vandrede han derfor de 180 kilometer fra sit hjem i Norwich til London.

      Bibelselskabet satte ham på en vanskelig opgave — han skulle i løbet af seks måneder lære manchurisk, et sprog der blev talt i visse dele af Kina. Han bad om at få en lærebog i grammatik, men det eneste de kunne give ham, var et eksemplar af Mattæusevangeliet på manchurisk og en manchurisk-fransk ordbog. Ikke desto mindre skrev han 19 uger senere til bibelselskabet: „Jeg har lært at beherske manchurisk“ med, som han udtrykte det, „Guds hjælp.“ Hvad der gjorde denne bedrift endnu mere bemærkelsesværdig, var at han i samme periode efter forlydende skulle have læst korrektur på Lukasevangeliet på nahuatl, et af de oprindelige sprog i Mexico.

      Bibelen på manchurisk

      Da manchurisk i det 17. århundrede første gang blev nedfældet på skrift, med skrifttegn fra det uyguriske alfabet, blev det samtidig det sprog man benyttede i officielle kredse i Kina. Til trods for at sproget med tiden blev brugt af stadig færre mennesker, var det britiske bibelselskab opsat på at trykke og udgive bibler på manchurisk. I 1822 havde de bekostet et oplag på 550 eksemplarer af Mattæusevangeliet, der var blevet oversat af Stepan V. Lipoftsoff. Han var ansat i det russiske udenrigsministerium og havde boet i Kina i 20 år. Denne oversættelse blev trykt i Sankt Petersborg, men efter at nogle få eksemplarer var blevet udelt, blev det resterende oplag ødelagt af en oversvømmelse.

      Inden længe fulgte en samlet oversættelse af De Kristne Græske Skrifter på manchurisk. I 1834 fandt man en gammel håndskreven oversættelse af størstedelen af De Hebraiske Skrifter, et fund der skabte forøget interesse for Bibelen. Hvem kunne koordinere arbejdet med at revidere den del af Bibelen der allerede forelå på manchurisk, og færdiggøre oversættelsen af den resterende del? Det britiske bibelselskab udsendte George Borrow for at han kunne tage sig af opgaven.

      Til Rusland

      Efter ankomsten til Sankt Petersborg gik George Borrow i gang med et dybere studium af manchurisk så han med større nøjagtighed kunne korrekturlæse og revidere bibelteksten. Men det var alligevel en anstrengende opgave, og han brugte næsten 13 timer om dagen på at hjælpe med at udarbejde den skrifttype der skulle bruges til trykningen af Det Nye Testamente, en udgave som senere er blevet kaldt „et smukt orientalsk værk“. I 1835 blev der trykt et tusind eksemplarer. Men George Borrows plan om at uddele dem i Kina blev forpurret af de russiske myndigheder, der frygtede at en sådan uddeling kunne blive opfattet som et forsøg på at missionere og derved være en fare for Ruslands ellers venskabelige forhold til Kina. Myndighederne nægtede ham derfor tilladelse til at rejse til den kinesiske grænse hvis han tog så meget som „én manchurisk bibel“ med sig.

      Omkring ti år senere blev nogle få eksemplarer delt ud, og i 1859 udkom oversættelser af Mattæus- og Markusevangeliet, hvor teksten på manchurisk og kinesisk var opstillet i parallelle spalter. Men på det tidspunkt foretrak flertallet af den manchurisklæsende del af befolkningen at læse kinesisk, og der var lange udsigter til at hele Bibelen en dag ville udkomme på manchurisk. Manchurisk var et uddøende sprog der inden længe ville blive fortrængt af kinesisk. Da Kina blev udråbt til republik i 1912, var dette allerede sket.