I begyndelsen af det femte århundrede var en syrisk bibeloversættelse i almindelig brug i den nordlige del af Mesopotamien. Denne oversættelse, der sandsynligvis blev udarbejdet i det andet eller tredje århundrede, omfattede hele Bibelen med undtagelse af Andet Petersbrev, Andet og Tredje Johannesbrev, Judas Brev og Åbenbaringen. Den er kendt som Peshitta, der betyder „enkel“ eller „klar“. Peshitta er et af de ældste og mest betydningsfulde tekstvidner man har til den tidlige overlevering af den bibelske tekst.

Interessant nok er der et håndskrift af Peshitta der bærer en tidsangivelse svarende til 459/460, hvilket gør det til det ældste bibelhåndskrift med et specifikt årstal. I cirka 508 blev der foretaget en revision af Peshitta der inkluderede de fem manglende bøger. Den er blevet kendt som den filoxenske oversættelse.

MAN FINDER FLERE SYRISKE HÅNDSKRIFTER

Indtil det 19. århundrede stammede næsten alle de kendte græske afskrifter af De Kristne Græske Skrifter fra det femte århundrede eller endnu senere. Af den grund var bibelforskere meget interesseret i tidlige oversættelser som den latinske Vulgata og den syriske Peshitta. Nogle mente at Peshitta var et resultat af en revision af en ældre syrisk oversættelse.

I det 19. århundrede indeholdt mange bibeloversættelser i Første Johannesbrev 5:7 en uægte tilføjelse til teksten der støttede treenighedslæren. Men den findes ikke i de ældste græske håndskrifter. Den findes heller ikke i Peshitta, og det er et bevis på at tilføjelsen i Første Johannesbrev 5:7 er en forvanskning af bibelteksten.