• Sverige
    Jehovas Vidners Årbog 1991

    • Cyklernes tidsalder

      Da cyklen blev populær i 1930’erne, cyklede flittige kolportører i regn og sol ad stenede, mudrede veje og stier for at nå frem til afsidesliggende gårde og landsbyer i disse vidtstrakte områder. Søster Rosa Gustavsson, der var udstyret med en stærk tro, humoristisk sans og en cykel, fortæller om sit kolportørarbejde i 1930’erne sammen med sin svigerinde, Mirjam Gustavsson:

      „Vi flyttede fra sogn til sogn med al den bagage vi kunne få bundet på vores cykler — sko, tøj, vaskeklud og tandbørste, potter og pander, og først og fremmest kasser med bøger og brochurer. Sikke et syn! Det var ikke altid let at finde logi. Ofte bad vi indtrængende til Jehova om hjælp. Jeg kan huske en dag hvor Mirjam og jeg havde arbejdet hver for sig i tjenesten hele dagen. Sent om aftenen mødtes vi og cyklede sammen i regnen mod et svagt lys vi så i det fjerne. Det var en gård. Vi var meget forfrosne. Det havde været en lang, udmattende dag. Pludselig genkendte vi huset. Hjerterne sank i livet på os. ’Disse folk er modstandere!’ udbrød vi og så på hinanden. Lidt tøvende gik Mirjam forsigtigt hen til døren og bad om logi. Til vores store overraskelse og lettelse inviterede familien os ind, viste os ind i husets bedste stue og serverede et dejligt måltid mad for os. Mætte og veltilpasse rejste vi os fra bordet og fik anvist det værelse hvor vi skulle sove. Vi troede ikke vores egne øjne. Sengene var redt med det fineste sengelinned, meget finere end vi nogen sinde kunne få råd til!

      Natten forløb med behagelige drømme, og det blev alt for hurtigt morgen. Efter morgenmaden tilbød vi naturligvis at betale for logiet. Men de ville ikke tage imod penge. Hvordan kunne vi vise vores værdsættelse? Bogen Befrielsen [Verdensbefrielsen] ville på en god måde minde dem om hvordan vi havde følt det. Vi spurgte derfor: ’Må vi give jer denne bog som udtryk for vores værdsættelse?’ ’Åh ja, den bog vil vi gerne have!’ svarede de med det samme. ’En af vore bekendte har fortalt os at I har givet hende sådan en bog da I boede hos hende, og hun var meget begejstret for den.’ Det lærte vi selvfølgelig noget af. Man ved aldrig hvad resultatet bliver når man afleverer bare en enkelt bibelhåndbog.“

      Broder Axel Richardson, lille af vækst men med stort åndeligt format, fortæller: „I 1936 fik min spinkle lille kone, Asta, og jeg til opgave at tjene i de udstrakte fjelde i det vestlige Jämtland. To cykler, et telt, soveposer og en kuffert udgjorde på det tidspunkt vort jordiske gods. Men vi var fast besluttede på at gennemarbejde vort distrikt til sidste sameby og gård i fjeldene. Vi vandrede ofte mange kilometer om dagen i det barske og uvejsomme terræn, med hævede og smertende fødder i støvlerne, og med proviant og bøger på ryggen og i favnen.“ Axel husker en oplevelse han havde ved en lejlighed da hans kone ikke var med: „En venlig mand tilbød at sejle mig over søen i sin motorbåd. Efter at have sat mig af på den modsatte bred sejlede han tilbage. Jeg så mig omkring. Der stod jeg helt alene på et fuldstændig isoleret sted med min cykel og en tung bogtaske. Jeg følte mig så forladt. Der var kun tre huse i hele dette distrikt. Efter at have besøgt dem skulle jeg videre. Men hvordan? På den ene side lå søen og på den anden et stejlt bjerg. Jeg havde ikke noget valg. Med cyklen på den ene skulder og bogtasken på den anden begyndte jeg at bestige bjerget. Møjsommeligt slæbte jeg mig opad i mange udmattende timer og begyndte med et lettelsens suk nedturen på den anden side. En mand der boede længere nede ad bjergskråningen spurgte: ’Hvor i alverden kommer du fra?’ Han stirrede undrende da jeg pegede op mod det høje bjerg. ’Du er den første der er kommet den vej,’ sagde han, ’og tilmed på cykel!’ Jeg var lykkelig for at jeg havde gjort den indsats for den gode nyheds skyld.“