Nationerne velsignet gennem Abrahams afkom

5, 6. Hvem er Abrahams afkom i den egentlige, større opfyldelse af Abrahamspagten, og hvilken nation var den første der blev velsignet gennem ham?

⁵ Jehova lovede Abraham: „Ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig.“ (1 Mosebog 22:18) Under den gamle pagt blev mange retsindige ikkeisraelitter velsignet gennem deres tilknytning til israelitterne, der som nation betragtet var Abrahams afkom. I den egentlige, større opfyldelse var Abrahams afkom et fuldkomment menneske. Paulus forklarede dette med ordene: „Nu blev løfterne udtalt til Abraham og til hans afkom. Der siges ikke: ’Og til dine efterkommere,’ som når der er mange, men, som når der er én: ’Og til dit afkom,’ som er Kristus.“ — Galaterne 3:16.

⁶ Ja, Jesus er Abrahams afkom, og gennem ham vil nationerne få del i en velsignelse der langt overgår det som det kødelige Israel havde mulighed for at opnå. Den første nation der fik del i denne velsignelse, var Israel selv. Umiddelbart efter pinsedagen år 33 sagde apostelen Peter til en gruppe jøder: „I er sønner af profeterne og af den pagt som Gud indgik med jeres forfædre da han sagde til Abraham: ’Og ved dit afkom skal alle jordens slægter velsignes.’ Det er til jer at Gud, efter at han har ladet sin tjener fremstå, først har sendt ham for at velsigne jer ved at vende hver enkelt af jer bort fra jeres onde gerninger.“ — Apostelgerninger 3:25, 26.

7. Hvilke nationer blev velsignet gennem Jesus, der er Abrahams afkom?

⁷ Kort efter fik samaritanerne og dernæst hedningerne tilbud om at få del i velsignelsen. (Apostelgerninger 8:14-17; 10:34-48) På et tidspunkt mellem år 50 og 52 skrev Paulus til de kristne i Galatien i Lilleasien: „Da Skriften nu forudså at Gud ville erklære folk fra nationerne retfærdige som følge af tro, forkyndte den forud denne gode nyhed for Abraham: ’Ved dig skal alle nationerne velsignes.’ Altså er det dem der holder sig til tro der velsignes sammen med den troende og trofaste Abraham.“ (Galaterne 3:8, 9; 1 Mosebog 12:3) Skønt mange kristne i Galatien tilhørte „folk fra nationerne“, blev de velsignet gennem Jesus på grund af deres tro. Hvordan?

8. Hvad indebar det for de kristne på Paulus’ tid at blive velsignet gennem Abrahams afkom, og hvor mange i alt vil modtage en sådan velsignelse?

⁸ Paulus henvendte følgende ord til de kristne i Galatien uanset deres baggrund: „Når I hører Kristus til, er I jo Abrahams afkom, arvinger ifølge et løfte.“ (Galaterne 3:29) For disse galatere indebar velsignelsen gennem Abrahams afkom at de kunne komme med i den nye pagt og desuden blive Jesu medarvinger og sammen med ham komme til at udgøre Abrahams afkom. Vi ved ikke hvor stor befolkningen var i fortidens Israel. Vi ved blot at israelitterne med tiden blev „talrige som sandskornene der er ved havet“. (1 Kongebog 4:20) Men vi ved hvor mange der sammen med Jesus skulle udgøre det åndelige afkom, nemlig 144.000. (Åbenbaringen 7:4; 14:1) Disse 144.000 er udvalgt blandt mennesker „af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation“ og er med til at give andre del i Abrahamspagtens velsignelser. — Åbenbaringen 5:9.

En profeti opfyldes

9. Hvordan har de der er med i den nye pagt, Jehovas lov i deres indre?

⁹ Da Jeremias fremsatte profetien om den nye pagt, skrev han: „’Dette er den pagt som jeg slutter med Israels hus efter de dage,’ lyder Jehovas udsagn: ’Jeg giver min lov i deres indre, og jeg skriver den på deres hjerte.’“ (Jeremias 31:33) Det der kendetegner dem der er med i den nye pagt, er at de tjener Jehova af kærlighed. (Johannes 13:35; Hebræerne 1:9) Jehovas lov er skrevet på deres hjerte, og de nærer et inderligt ønske om at gøre hans vilje. I fortidens Israel var der ganske vist nogle trofaste enkeltpersoner som havde stor kærlighed til Jehovas lov. (Salme 119:97) Men der var også mange der ikke havde denne kærlighed, og som alligevel forblev en del af nationen. Ingen kan forblive i den nye pagt hvis ikke Guds lov er skrevet på deres hjerte.

10, 11. Hvordan kan det i forbindelse med dem der er med i den nye pagt, siges at Jehova bliver „deres Gud“, og hvordan skal de alle kende ham?

¹⁰ Om dem der skulle være med i den nye pagt, sagde Jehova desuden: „Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.“ (Jeremias 31:33) I fortiden tilbad mange i Israel nationernes guder, men de forblev israelitter. På grundlag af den nye pagt har Jehova skabt en åndelig nation, „Guds Israel“, der skulle erstatte det kødelige Israel. (Galaterne 6:16; Mattæus 21:43; Romerne 9:6-8) Ingen kan imidlertid forblive en del af denne nye åndelige nation hvis de ophører med at tilbede Jehova og ham alene.

¹¹ Jehova sagde endvidere: „De skal alle kende mig, fra den mindste iblandt dem til den største iblandt dem.“ (Jeremias 31:34) I Israel var der mange som lod Jehova ude af betragtning. De sagde i virkeligheden: „Jehova gør hverken godt eller ondt.“ (Zefanias 1:12) Men ingen kan forblive en del af Guds Israel hvis de ignorerer Jehova eller besmitter den rene tilbedelse. (Mattæus 6:24; Kolossenserne 3:5) De åndelige israelitter er „det folk som kender sin Gud“. (Daniel 11:32) De glæder sig over at de har lært den eneste sande Gud og Jesus Kristus at kende. (Johannes 17:3) At de har lært Jesus at kende, øger deres kendskab til Gud, for Jesus har på en ganske særlig måde ’forklaret Gud’. — Johannes 1:18; 14:9-11.

12, 13. (a) På hvilket grundlag tilgiver Jehova de synder som de der er med i den nye pagt, begår? (b) Hvordan er den nye pagt bedre end den gamle pagt hvad tilgivelse af synder angår?

¹² Jehova lovede endvidere: „Jeg tilgiver deres misgerning, og jeg vil ikke mere huske deres synd.“ (Jeremias 31:34b) Moseloven indeholdt i hundredvis af skrevne forordninger som israelitterne skulle overholde. (5 Mosebog 28:1, 2, 15) Alle der overtrådte Loven, bragte ofre der skulle sone deres synder. (3 Mosebog 4:1-7; 16:1-31) Mange jøder troede at de kunne blive retfærdige ved deres egne lovgerninger. Kristne, derimod, er klar over at de aldrig kan gøre sig fortjent til at blive erklæret retfærdige ved deres egne gerninger. De kan ikke undgå at synde. (Romerne 5:12) Under den nye pagt er det kun på grundlag af Jesu offer at det er muligt at blive betragtet som retfærdig af Gud. Det er kun som følge af Guds ufortjente godhed at det er muligt at opnå et sådant forhold til ham. (Romerne 3:20, 23, 24) Jehova kræver stadig lydighed af sine tjenere. Paulus siger at de der er med i den nye pagt, er „under Kristi lov“. — 1 Korinther 9:21.

¹³ Kristne nyder således også gavn af et syndoffer, men der er tale om et offer af langt større værdi end ofrene under Lovpagten. Paulus skrev: „Hver præst [under Lovpagten] står dag efter dag og yder offentlig tjeneste og frembærer de samme slagtofre mange gange, da disse aldrig rigtigt kan tage synder bort. Men [Jesus] har frembåret ét slagtoffer for synder for bestandig og taget sæde ved Guds højre hånd.“ (Hebræerne 10:11, 12) Eftersom de kristne der er parthavere i den nye pagt, tror på Jesu offer, erklærer Jehova dem retfærdige, uden synd, og han kan derfor salve dem som sine åndelige sønner. (Romerne 5:1; 8:33, 34; Hebræerne 10:14-18) Når de synder som følge af menneskelig ufuldkommenhed, kan de bede Jehova om tilgivelse, og på grundlag af Jesu offer vil han tilgive dem. (1 Johannes 2:1, 2) Men hvis de vælger at følge en kurs hvor de synder med overlæg, vil de ikke længere kunne betragtes som retfærdige, og de vil miste den forret at være parthavere i den nye pagt. — Hebræerne 2:2, 3; 6:4-8; 10:26-31.

Den gamle og den nye pagt

14. Hvilken omskærelse var påkrævet under Lovpagten, og hvordan forholder det sig under den nye pagt?

¹⁴ Under den gamle pagt blev de mandlige israelitter omskåret som et tegn på at de var under Loven. (3 Mosebog 12:2, 3; Galaterne 5:3) Efter at den kristne menighed var blevet oprettet, mente nogle at de ikkejødiske kristne skulle lade sig omskære. Men ledet af Guds ord og den hellige ånd kom apostlene og de ældste i Jerusalem til klarhed over at det ikke var nødvendigt. (Apostelgerninger 15:1, 5, 28, 29) Nogle få år senere sagde Paulus: „Jøde er ikke den som er det i det ydre, og omskærelse er heller ikke det som er i det ydre, i kødet. Men jøde er den som er det i det indre, og hans omskærelse er hjertets omskærelse ved ånd og ikke ved en skreven lovsamling.“ (Romerne 2:28, 29) Den bogstavelige omskærelse, selv af kødelige jøder, havde altså ikke længere nogen værdi i Jehovas øjne. Hvad angår dem der er med i den nye pagt, er det hjertet, ikke kødet, der må omskæres. Alle de tanker, ønsker og motiver der mishager Jehova, eller som er urene i hans øjne, må skæres bort.a I dag findes der mange som er et levende vidnesbyrd om at den hellige ånd på denne måde er i stand til at ændre folks tankegang. — 1 Korinther 6:9-11; Galaterne 5:22-24; Efeserne 4:22-24.

15. Hvordan er kongedømmet i Guds Israel i sammenligning med kongedømmet i det kødelige Israel?

¹⁵ Under Lovpagten var Jehova Israels konge, og med tiden udøvede han sin suverænitet gennem jordiske konger i Jerusalem. (Esajas 33:22) Jehova er også konge for Guds Israel, og siden år 33 har han hersket gennem Jesus Kristus, der har modtaget „al myndighed i himmelen og på jorden“. (Mattæus 28:18; Efeserne 1:19-23; Kolossenserne 1:13, 14) I dag anerkender Guds Israel Jesus som konge i Guds himmelske rige, der blev oprettet i 1914. Jesus er en langt bedre konge end både Ezekias, Josias og de andre trofaste konger i fortidens Israel. — Hebræerne 1:8, 9; Åbenbaringen 11:15.

16. Hvilken form for præsteskab er Guds Israel?

¹⁶ Israel var ikke blot et kongerige, men havde også et salvet præsteskab. I år 33 erstattede Guds Israel det kødelige Israel og blev Jehovas „tjener“, hans „vidner“. (Esajas 43:10) Jehovas ord til Israel i Esajas 43:21 og 2 Mosebog 19:5, 6 gjaldt fra nu af det åndelige Guds Israel. Guds nye åndelige nation var nu „en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom“ som havde til opgave at ’forkynde Jehovas dyder vidt og bredt’. (1 Peter 2:9) Alle i Guds Israel, både mænd og kvinder, udgør et kollektivt præsteskab. (Galaterne 3:28, 29) Som den sekundære del af Abrahams afkom siger de i dag: „Vær glade, I nationer, med hans folk.“ (5 Mosebog 32:43) De af det åndelige Israel der stadig er tilbage på jorden, udgør „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45-47) Det er kun sammen med dem man kan yde Gud en antagelig, hellig tjeneste.

Guds rige — den endelige opfyldelse

17. Hvilken fødsel erfarer de der er med i den nye pagt?

¹⁷ De israelitter der blev født efter år 1513 f.v.t., var fra fødselen med i Lovpagten. De som Jehova tager med i den nye pagt, erfarer også en fødsel, nemlig en åndelig fødsel. Jesus nævnte dette for farisæeren Nikodemus med ordene: „Jeg siger dig i sandhed, ja i sandhed: Hvis et menneske ikke fødes igen, kan det ikke se Guds rige.“ (Johannes 3:3) De 120 disciple på pinsedagen år 33 var de første ufuldkomne mennesker der erfarede denne nye fødsel. De var blevet erklæret retfærdige under den nye pagt og modtog nu den hellige ånd som „et forskud“ på deres kongelige arv. (Efeserne 1:14) De blev „født som følge af ånden“ for at blive adopteret som sønner af Gud, hvorved de blev Jesu brødre og således „Kristi medarvinger“. (Johannes 3:6; Romerne 8:16, 17) At de blev ’født igen’, indebar at der blev stillet dem storslåede velsignelser i udsigt.

18. Hvilke storslåede fremtidsudsigter indebærer det at blive født igen for dem der er med i den nye pagt?

¹⁸ Da Jesus formidlede den nye pagt, indgik han også en pagt med sine disciple. Han sagde: „Jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige.“ (Lukas 22:29) Denne pagt om et rige bereder vejen for opfyldelsen af et bemærkelsesværdigt syn som findes i Daniel 7:13, 14, 22, 27. Daniel så „en der var som en menneskesøn“ modtage kongelig myndighed af „den gamle af dage“, Jehova Gud. Dernæst så Daniel at „de hellige skulle tage riget i besiddelse“. Jesus er den der er „som en menneskesøn“, og som i 1914 modtog det himmelske rige af Jehova Gud. Hans salvede disciple er „de hellige“ der bliver hans medregenter i Riget. (1 Thessaloniker 2:12) Hvordan?

19, 20. (a) Hvordan vil Jehovas løfte til Abraham få en endelig opfyldelse på dem der er med i den nye pagt? (b) Hvilket spørgsmål mangler endnu at blive besvaret?

¹⁹ Efter deres død bliver disse salvede ligesom Jesus oprejst fra de døde som udødelige åndeskabninger for at tjene sammen med ham som konger og præster i himmelen. (1 Korinther 15:50-53; Åbenbaringen 20:4, 6) Hvilket storslået håb! „De skal herske som konger over jorden“, ikke blot over Kana’ans land. (Åbenbaringen 5:10) Vil de også ’tage deres fjenders porte i besiddelse’? (1 Mosebog 22:17) Ja, det vil være en afgørende sejr når de bliver vidne til at den fjendtligsindede religiøse skøge, Babylon den Store, udslettes, og når de opstandne salvede sammen med Jesus vogter nationerne „med en jernstav“ og knuser hovedet på Satan. På den måde vil de få del i opfyldelsen af den sidste del af profetien i Første Mosebog 3:15. — Åbenbaringen 2:26, 27; 17:14; 18:20, 21; Romerne 16:20.

1. (a) Hvad udrettes der ifølge det syn der blev givet Johannes, mens Jehova holder sin doms vinde tilbage? (b) Hvilken bemærkelsesværdig skare så Johannes?

I DET fjerde syn i Åbenbaringens Bog så apostelen Johannes Jehovas doms ødelæggende vinde blive holdt tilbage mens beseglingen af alle medlemmerne af „Guds Israel“ blev fuldført. Disse er de første der vil blive velsignet gennem Jesus, der er den primære del af Abrahams afkom. (Galaterne 6:16; 1 Mosebog 22:18; Åbenbaringen 7:1-4)

3. Hvori adskiller de salvede kristne sig fra de andre får hvad den nye pagt angår?

³ De 144.000 får del i Abrahamspagtens velsignelser gennem den nye pagt. Som parthavere i denne pagt er de „under ufortjent godhed“ og „under Kristi lov“. (Romerne 6:15; 1 Korinther 9:21) Kun de 144.000 der udgør Guds Israel, har derfor med rette nydt symbolerne ved højtiden til minde om Jesu død, og det er kun med dem at Jesus har indgået en pagt om et rige. (Lukas 22:19, 20, 29)

⁵ I vor tid er de ’udlændinge som har sluttet sig til Jehova’ identiske med den store skare som tjener Jehova sammen med Guds Israel. (Zakarias 8:23) Dens medlemmer bringer de samme antagelige ofre som Guds Israel. (Hebræerne 13:15, 16) De tilbeder i Guds åndelige tempel, hans „bedehus“. (Jævnfør Åbenbaringen 7:15.) Overholder de også en ugentlig sabbat? Hverken de salvede eller de andre får har fået påbud om dette. (Kolossenserne 2:16, 17) Paulus sagde dog til de salvede hebraiske kristne: „Altså står der en sabbatshvile tilbage for Guds folk. Den der er gået ind til Guds hvile, har nemlig også selv fået hvile fra sine gerninger, ligesom Gud fra sine.“ (Hebræerne 4:9, 10) Disse hebræere gik ind til denne „sabbatshvile“ da de underordnede sig „retfærdigheden fra Gud“ og hvilede fra at forsøge at blive retfærdiggjort ved lovgerninger. (Romerne 10:3, 4) De ikkejødiske salvede kristne er gået ind til den samme hvile ved at underordne sig Jehovas retfærdighed. Den store skare får også del i denne hvile.

6. Hvordan underlægger de andre får sig i dag den nye pagt?

⁶ Desuden underlægger de andre får sig den nye pagt nøjagtig som udlændingene i fortiden underlagde sig Lovpagten. Hvordan? Ikke ved at blive parthavere i den, men ved at underlægge sig dens love og nyde gavn af dens foranstaltninger. (Jævnfør Jeremias 31:33, 34.) De andre får har ligesom deres salvede medarbejdere Jehovas lov ’i deres hjerte’. De elsker Jehovas bud og principper højt og retter sig efter dem. (Salme 37:31; 119:97) Ligesom de salvede kristne kender de Jehova. (Johannes 17:3) Hvad med omskærelsen? Cirka 1500 år før den nye pagt blev indgået, sagde Moses til israelitterne: „I må omskære jeres hjerters forhud.“ (5 Mosebog 10:16; Jeremias 4:4) Den obligatoriske omskærelse i kødet forsvandt med Loven, men både de salvede og de andre får må ’omskære’ deres hjerte. (Kolossenserne 2:11) Jehova tilgiver også de andre fårs synder på grundlag af Jesu udgydte blod, „pagtens blod“. (Mattæus 26:28; 1 Johannes 1:9; 2:2) Gud adopterer dem ikke som sine åndelige sønner sådan som han gør med de 144.000. Men han erklærer de andre får retfærdige på samme måde som han erklærede Abraham retfærdig. De bliver erklæret retfærdige som venner af Gud. — Mattæus 25:46; Romerne 4:2, 3; Jakob 2:23.

7. Hvilket fremtidshåb har de andre får der bliver erklæret retfærdige ligesom Abraham blev?

⁷ For de 144.000 betyder dét at de bliver erklæret retfærdige, at de har håb om at komme til at herske sammen med Jesus i det himmelske rige. (Romerne 8:16, 17; Galaterne 2:16) For de andre får betyder dét at de bliver erklæret retfærdige som venner af Gud, at de får håb om evigt liv på en paradisisk jord — enten ved at overleve Harmagedon som en del af den store skare eller som følge af ’de retfærdiges opstandelse’. (Apostelgerninger 24:15) Det er en stor forret at eje dette håb og være ven med universets Suveræn, ja, så at sige ’gæste hans telt’. (Salme 15:1, 2) Både de salvede og de andre får bliver på storslået vis velsignet gennem Abrahams afkom, Jesus Kristus.