Tidligt i dette århundrede udvidede forskerne vort kendskab til blodets indviklede sammensætning. De fandt ud af at der er forskellige blodtyper. Ved transfusioner er det afgørende at donorens blod svarer til patientens. Hvis en patient med blodtype A får blod af type B kan der opstå en alvorlig hæmolytisk reaktion. Mange af hans røde blodlegemer kan blive ødelagt, så døden hurtigt indtræder. Skønt blodtypebestemmelse og forligelighedsprøver nu er rutine, sker der fejl. Der forekommer hvert år dødsfald på grund af hæmolytiske reaktioner.

Spørgsmålet om forligelighed er nemlig ikke afgjort med de relativt få blodtyper hospitalerne søger at forlige. I artiklen „Blodtransfusion — brug, misbrug og farer“ skriver dr. Douglas H. Posey, jun.: „For næsten 30 år siden beskrev Sampson blodtransfusion som en forholdsvis farlig procedure . . . [Siden] har man påvist og beskrevet yderligere mindst 400 antistoffer i de røde blodlegemer. Der er ingen tvivl om at antallet fortsat vil stige, for de røde blodlegemers cellemembran er enormt kompleks.“ — Journal of the National Medical Association, juli 1989.

[Ramme på side 8]

„Cirka 1 ud af 100 transfusioner ledsages af feber, kuldegysninger eller nældefeber. . . . Cirka 1 af 6000 transfusioner med røde blodlegemer resulterer i en hæmolytisk transfusionsreaktion. Dette er en alvorlig immunologisk reaktion der kan optræde akut eller forsinket nogle dage efter transfusionen; den kan resultere i akut [nyre]svigt, chok, intravaskulær koagulation, og endda død.“ — De Nationale Sundhedsinstitutters konference, USA, 1988.