Allerede for 30 år siden blev der sagt til patologer og blodbankpersonale: „Blod er dynamit! Det kan gøre meget godt, og det kan anrette store skader. Dødeligheden ved blodtransfusion svarer til dødeligheden ved enten bedøvelse eller blindtarmsoperationer. Der siges at være rundt regnet ét dødsfald pr. 1000 til 3000 eller måske 5000 transfusioner. I Londonområdet er der rapporteret ét dødsfald for hver 13.000 flasker blod der er givet.“ — New York State Journal of Medicine, 15. januar 1960.

I artiklen „Blodtransfusion — brug, misbrug og farer“ skriver dr. Douglas H. Posey, jun.: „For næsten 30 år siden beskrev Sampson blodtransfusion som en forholdsvis farlig procedure . . . [Siden] har man påvist og beskrevet yderligere mindst 400 antistoffer i de røde blodlegemer. Der er ingen tvivl om at antallet fortsat vil stige, for de røde blodlegemers cellemembran er enormt kompleks.“ — Journal of the National Medical Association, juli 1989.

Ved en konference for patologer blev det for nylig fastslået at hundreder af lægetidsskrifter „har sat blodtransfusioner i forbindelse med immunologiske reaktioner“. — „Et stigende anklagemateriale mod transfusioner“, Medical World News, 11. december 1989.

En af immunsystemets hovedopgaver er at opspore og ødelægge ondartede celler (for eksempel kræftceller). Kunne et svækket immunforsvar medføre kræft og dermed døden? Læg mærke til to rapporter.

Tidsskriftet Cancer forelagde den 15. februar 1987 resultaterne af en undersøgelse der var foretaget i Holland: „Hos patienterne med tyktarmskræft viste det sig at transfusion havde en markant negativ indvirkning på langtidsoverlevelsen. I denne gruppe var der en samlet 5-års overlevelse på 48% hos de patienter der havde fået transfusion og på 74% hos dem der ikke havde fået transfusion.“ Læger ved University of Southern California i USA fulgte op med en undersøgelse af hundrede patienter der blev opereret for kræft. „Tilbagefaldsraten for alle typer strubekræft var 14% hos dem der ikke fik blod og 65% hos dem der fik blod. For kræft i mundhule, svælg og næse eller bihuler var tilbagefaldsraten 31% uden transfusioner og 71% med transfusioner.“ — Annals of Otology, Rhinology & Laryngology, marts 1989.

Hvordan bør man da se på blodtransfusion? I artiklen „Blodtransfusioner og kræftoperationer“ drager dr. John S. Spratt denne slutning: „Kræftkirurgen bliver måske nødt til at operere uden blod.“ — The American Journal of Surgery, september 1986.

En anden vigtig opgave for immunsystemet er at forsvare kroppen mod infektion. Det er derfor ikke overraskende at nogle undersøgelser har vist at patienter der får blod, er mere modtagelige for infektioner. Dr. P. I. Tartter har foretaget en undersøgelse af tyktarms- og endetarmsoperationer. Af de patienter man gav blod var der 25 procent som fik infektioner, sammenlignet med 4 procent af dem man ikke gav blod. Han fortæller: „Blodtransfusioner blev sat i forbindelse med infektionskomplikationer når de blev givet enten før, under eller efter operationen . . . Risikoen for infektion efter operationen steg progressivt med det antal blodportioner der blev givet.“ (The British Journal of Surgery, august 1988) Ved et møde i Den Amerikanske Forening af Blodbanker i 1989 blev deltagerne oplyst om at 23 procent af dem der fik donorblod under hofteudskiftningsoperationer fik infektioner, mens de der ikke fik blod heller ikke fik nogen infektioner.

Om denne virkning af blodtransfusioner skrev dr. John A. Collins: „Det ville bestemt være en skæbnens ironi hvis en ’behandling’ der kun viser meget ringe tegn på at udrette noget væsentligt, skulle vise sig at forstærke et af de hovedproblemer sådanne patienter har.“ — World Journal of Surgery, februar 1987.

SYGDOMSFRIT ELLER SYGDOMSFARLIGT?

Blodoverførte sygdomme bekymrer såvel samvittighedsfulde læger som mange patienter. Hvilke sygdomme? Faktisk er der en lang række.

Efter at have beskrevet de mere velkendte sygdomme går bogen Techniques of Blood Transfusion (1982) over til at tale om „andre transfusions-relaterede infektionssygdomme“, såsom syfilis, cytomegalovirus-infektion og malaria. Derefter siger den: „Der er også rapporter om at adskillige andre sygdomme overføres ved blodtransfusion, deriblandt herpesvirus-infektion, mononucleosis infectiosa (Epstein-Barr-virus), toxoplasmose, trypanosomiasis [afrikansk sovesyge og Chagas’ sygdom], leishmaniasis, brucellose, tyfus, filariasis, mæslinger, salmonellose og Colorado tick fever.“

Listen over sygdomme vokser stadig. I amerikanske aviser har der været overskrifter som „Lyme-sygdom ved transfusion? Næppe sandsynligt, men eksperterne er forsigtige“. Hvor trygt kan man modtage blod fra en donor der har givet positivt udslag ved prøven for Lyme-sygdom? Et panel af sundhedsfolk blev spurgt om de selv ville modtage det. „De svarede alle nej, men ingen af dem anbefalede at blod fra sådanne donorer blev kasseret.“ Hvordan skal offentligheden betragte blod som eksperterne ikke selv vil modtage? — The New York Times, 18. juli 1989.

En anden grund til bekymring er at blod som er blevet indsamlet i ét land hvor en bestemt sygdom er udbredt, kan blive brugt et helt andet sted, hvor hverken læger eller offentlighed er opmærksomme på faren. Med den øgede rejseaktivitet, indvandringen og flygtningestrømmen vokser risikoen for at finde en fremmedartet sygdom i et blodprodukt.

En specialist i infektionssygdomme har desuden advaret: „Det kan være nødvendigt at screene blodforsyningen for at hindre overførelse af et antal sygdomme der ikke tidligere blev anset for infektiøse, deriblandt leukæmi, lymfom og dementia [Alzheimers sygdom].“ — Transfusion Medicine Reviews, januar 1989.

The New England Journal of Medicine rapporterede den 1. juni 1989 om „hvilende HIV-smitte“. Det blev forklaret at folk kan bære på AIDS-virus i årevis uden at det kan påvises ved hjælp af de nuværende indirekte prøver. Nogle vil bagatellisere dette og sige at det kun drejer sig om sjældne tilfælde, men disse tilfælde beviser trods alt „at risikoen for AIDS-smitte via blodet og dets bestanddele ikke helt kan udelukkes“. (Patient Care, 30. november 1989)

„Det ukendte kan volde større bekymring end det kendte,“ skriver dr. Harold T. Meryman. „Overførlige virus med inkubationstider på mange år vil være vanskelige at forbinde med transfusioner og endnu vanskeligere at påvise. HTLV-gruppen er givetvis kun den første af en lang række der vil dukke op.“ (Transfusion Medicine Reviews, juli 1989) „Som om AIDS-epidemien ikke var elendighed nok . . . har en række nyligt anførte eller beskrevne transfusionsrisici påkaldt sig opmærksomheden i 1980’erne. Der skal ikke megen fantasi til at forudsige at der findes andre alvorlige virussygdomme som overføres ved homologe transfusioner.“ — Limiting Homologous Exposure: Alternative Strategies, 1989.

[Ramme på side 8]

„Cirka 1 ud af 100 transfusioner ledsages af feber, kuldegysninger eller nældefeber. . . . Cirka 1 af 6000 transfusioner med røde blodlegemer resulterer i en hæmolytisk transfusionsreaktion. Dette er en alvorlig immunologisk reaktion der kan optræde akut eller forsinket nogle dage efter transfusionen; den kan resultere i akut [nyre]svigt, chok, intravaskulær koagulation, og endda død.“ — De Nationale Sundhedsinstitutters konference, USA, 1988.

[Ramme på side 9]

Den danske forsker Niels Jerne modtog i 1984 en delt nobelpris i medicin. Da han blev spurgt hvorfor han havde afslået at modtage blodtransfusion under en operation, svarede han: „Et menneskes blod er som dets fingeraftryk — der findes ikke to blodtyper som er nøjagtig ens.“

„Nogle autoriteter,“ siger Harvard Medical School Health Letter for november 1989, „spekulerer med bekymring på om A, B, C og D måske ikke er hele hepatitisvirus-alfabetet; der kan stadig dukke flere op.“ The New York Times skrev den 13. februar 1990: „Eksperterne nærer en stærk mistanke om at andre virus også kan forårsage hepatitis; hvis de bliver fundet, vil de blive kaldt hepatitis E og så videre.“

Må blodbankerne imødese flere lange efterforskninger efter tester der kan gøre blodet sikkert? Med henvisning til udgifterne har en direktør fra Amerikansk Røde Kors fremsat denne foruroligende kommentar: „Vi kan ikke blive ved med at tilføje test efter test for hver smittekilde der spredes.“ — Medical World News, 8. maj 1989.

Selv testen for hepatitis B er utilstrækkelig; mange pådrager sig stadig denne sygdom gennem blod. Og vil offentligheden være tilfreds med den omtalte test for hepatitis C? The Journal of the American Medical Association (5. januar 1990) viser at der kan gå et år før antistofferne fra sygdommen kan spores gennem testen. I mellemtiden må de der får blodtransfusion kalkulere med faren for ødelagt lever — og døden.

[Ramme/illustration på side 11]

Chagas’ sygdom illustrerer hvordan sygdomme kan spredes over store afstande gennem blodet. „The Medical Post“ for 16. januar 1990 meddeler at ’10-12 millioner mennesker i Latinamerika er kronisk smittede’. Dette er blevet omtalt som „en af de største transfusionsfarer i Sydamerika“. En „snigmorderbille“ bider et sovende offer i ansigtet, suger blod, og efterlader afføring i såret. Offeret kan derefter gå med Chagas’ sygdom i årevis (og i den tid afgive blod) før der melder sig dødelige hjertekomplikationer.

Hvorfor skulle dette bekymre folk som lever på andre kontinenter langt derfra? I „The New York Times“ (23. maj 1989) beretter dr. L. K. Altman om patienter der har fået Chagas’ sygdom efter transfusion. En af dem døde. Lægen skriver: „Der kan være flere tilfælde som blot ikke er blevet opdaget fordi [lægerne her] ikke er fortrolige med Chagas’ sygdom og heller ikke gør sig klart at den kan spredes via transfusioner.“ Ja, blod kan sprede sygdomme vidt omkring.

[Ramme på side 12]

Dr. Knud Lund-Olesen skriver i „Ugeskrift for Læger“: „Når det nu . . . meddeles, at nogle personer i visse risikogrupper melder sig som donorer, for så bliver de automatisk testede for AIDS, synes jeg nok, at man må være betænkelig ved at modtage blodtransfusion. Jehovas vidner har jo nægtet dette i mange år. Har de skuet ind i fremtiden?“ — 26. september 1988.

Selv om de fleste kirurger har hævdet at de kun har givet blod når det har været absolut nødvendigt, er deres brug af blod dalet betydeligt efter at AIDS-epidemien brød ud. En leder i Mayo Clinic Proceedings (september 1988) siger at „et af epidemiens få lyspunkter“ var at „den førte til at patienter og læger tog forholdsregler for at undgå blodtransfusion“. En talsmand fra en blodbank forklarer: „Det der har ændret sig er budskabets styrke, hospitalslægernes modtagelighed for budskabet (fordi de i stigende grad erkender farerne), og kravet om at overveje alternativer.“ — Transfusion Medicine Reviews, oktober 1989.

[Ramme på side 13]

„Vi må drage den slutning at mange af de patienter der i øjeblikket får blodkomponenter, ikke har nogen chance for at få gavn af transfusionerne (blodet er unødvendigt) men tværtimod har en betydelig risiko for uønskede bivirkninger. Ingen læge vil bevidst give en patient en behandling der ikke kan hjælpe men kunne skade, men det er nøjagtig hvad der sker når der gives unødvendige blodtransfusioner.“ — „Transfusion-Transmitted Viral Diseases“, 1987.