SYGDOMSFRIT ELLER SYGDOMSFARLIGT?

Blodoverførte sygdomme bekymrer såvel samvittighedsfulde læger som mange patienter. Hvilke sygdomme? Faktisk er der en lang række.

Efter at have beskrevet de mere velkendte sygdomme går bogen Techniques of Blood Transfusion (1982) over til at tale om „andre transfusions-relaterede infektionssygdomme“, såsom syfilis, cytomegalovirus-infektion og malaria. Derefter siger den: „Der er også rapporter om at adskillige andre sygdomme overføres ved blodtransfusion, deriblandt herpesvirus-infektion, mononucleosis infectiosa (Epstein-Barr-virus), toxoplasmose, trypanosomiasis [afrikansk sovesyge og Chagas’ sygdom], leishmaniasis, brucellose, tyfus, filariasis, mæslinger, salmonellose og Colorado tick fever.“

Listen over sygdomme vokser stadig. I amerikanske aviser har der været overskrifter som „Lyme-sygdom ved transfusion? Næppe sandsynligt, men eksperterne er forsigtige“. Hvor trygt kan man modtage blod fra en donor der har givet positivt udslag ved prøven for Lyme-sygdom? Et panel af sundhedsfolk blev spurgt om de selv ville modtage det. „De svarede alle nej, men ingen af dem anbefalede at blod fra sådanne donorer blev kasseret.“ Hvordan skal offentligheden betragte blod som eksperterne ikke selv vil modtage? — The New York Times, 18. juli 1989.

En anden grund til bekymring er at blod som er blevet indsamlet i ét land hvor en bestemt sygdom er udbredt, kan blive brugt et helt andet sted, hvor hverken læger eller offentlighed er opmærksomme på faren. Med den øgede rejseaktivitet, indvandringen og flygtningestrømmen vokser risikoen for at finde en fremmedartet sygdom i et blodprodukt.

En specialist i infektionssygdomme har desuden advaret: „Det kan være nødvendigt at screene blodforsyningen for at hindre overførelse af et antal sygdomme der ikke tidligere blev anset for infektiøse, deriblandt leukæmi, lymfom og dementia [Alzheimers sygdom].“ — Transfusion Medicine Reviews, januar 1989.

Hvor ildevarslende dette end lyder, er der andre risici som har skabt langt større frygt.

AIDS-PANDEMIEN

„AIDS [erhvervet immundefekt-syndrom] har for bestandig ændret lægers og patienters syn på blod. Og det er slet ikke så dårligt, sagde de læger der var forsamlet på De Nationale Sundhedsinstitutter til en konference om blodtransfusion.“ — Washington Post, 5. juli 1988.

AIDS-pandemien har for alvor rusket folk vågne for faren for at pådrage sig smitsomme sygdomme gennem blod. Millioner er allerede smittet. Sygdommen breder sig ukontrollabelt. Og dødsprocenten ligger praktisk taget på 100.

AIDS forårsages af human immundefekt-virus (HIV), der kan spredes med blod. Den moderne AIDS-pest kom for dagen i 1981. Allerede året efter erfarede sundhedseksperter at viruset sandsynligvis kunne bringes videre i blodprodukter. Det erkendes nu at blodindustrien var sen til at reagere, selv efter at der var udviklet prøver der kunne påvise HIV-antistoffer i blod. Testning af donorblod blev omsider indført i 1985,a men selv da undlod man at kontrollere blodprodukter der allerede stod på hylderne.

Derefter forsikrede man offentligheden om at nu var blodforsyningen sikker. Senere viste det sig imidlertid at der kan gå flere måneder før en smittet person danner påviselige antistoffer. Uden at være klar over at han er smittet med viruset kan han give blod der reagerer negativt ved screeningen. Dette er sket. Og nogle har udviklet AIDS efter at have fået transfusioner med sådant blod!

Billedet blev endnu mere dystert. The New England Journal of Medicine rapporterede den 1. juni 1989 om „hvilende HIV-smitte“. Det blev forklaret at folk kan bære på AIDS-virus i årevis uden at det kan påvises ved hjælp af de nuværende indirekte prøver. Nogle vil bagatellisere dette og sige at det kun drejer sig om sjældne tilfælde, men disse tilfælde beviser trods alt „at risikoen for AIDS-smitte via blodet og dets bestanddele ikke helt kan udelukkes“. (Patient Care, 30. november 1989) Den foruroligende konklusion er at en negativ prøve ikke kan betragtes som en ren sundhedsattest. Hvor mange flere vil få AIDS gennem blod?

DET — ELLER DE — NÆSTE FODTRIN?

Mange som bor i lejlighed kender den situation at de hører et fodtrin i lejligheden ovenover, og spændt venter på det næste. I bloddilemmaet ved ingen hvor mange ildevarslende fodtrin der stadig kommer.

AIDS-viruset blev kaldt HIV, men nu kalder nogle eksperter det HIV-1. Hvorfor? Fordi de har fundet et andet virus af AIDS-typen som de kalder HIV-2. Det kan forårsage AIDS-symptomer og er udbredt i nogle områder. Desuden bliver det „ikke konsekvent påvist ved de AIDS-prøver som nu er i brug her,“ fortæller The New York Times for 27. juni 1989. „De nye opdagelser . . . gør det vanskeligere for blodbankerne at sikre sig at det blod der afgives, er risikofrit.“

Eller hvad skal man sige om AIDS-virusets fjerne slægtninge? En amerikansk præsidentkomité har udtalt at et af disse virus „menes at være årsagen til T-celle-leukæmi/lymfom hos voksne og en alvorlig nervesygdom“. Dette virus er allerede udbredt blandt bloddonorer og kan spredes i blodet. Man har ret til at spørge: ’Hvor effektiv er blodbankernes screening for sådanne andre virus?’

Kun tiden vil vise hvor mange blodbårne virus der gemmer sig i blodforsyningen. „Det ukendte kan volde større bekymring end det kendte,“ skriver dr. Harold T. Meryman. „Overførlige virus med inkubationstider på mange år vil være vanskelige at forbinde med transfusioner og endnu vanskeligere at påvise. HTLV-gruppen er givetvis kun den første af en lang række der vil dukke op.“ (Transfusion Medicine Reviews, juli 1989) „Som om AIDS-epidemien ikke var elendighed nok . . . har en række nyligt anførte eller beskrevne transfusionsrisici påkaldt sig opmærksomheden i 1980’erne. Der skal ikke megen fantasi til at forudsige at der findes andre alvorlige virussygdomme som overføres ved homologe transfusioner.“ — Limiting Homologous Exposure: Alternative Strategies, 1989.

Der har allerede lydt så mange „fodtrin“ at de amerikanske Centre for Sygdomskontrol anbefaler „altomfattende forholdsregler“, nemlig at ’behandlingspersonale bør gå ud fra at alle patienter er smittet med HIV og andre blodbårne patogener’. Det er ikke uden grund at både behandlingspersonale og medlemmer af offentligheden er begyndt at tage deres syn på blod op til revision.

[Fodnote]

[Ramme på side 10]

BLOD, ØDELAGT LEVER, OG . . .

„Ironisk nok har blodoverført AIDS . . . aldrig været så stor en trussel som andre sygdomme — hepatitis, for eksempel,“ forklarer Washington Post.

Ja, et stort antal er blevet meget syge og er døde af den hepatitisform som der ikke findes nogen specifik behandling for. Ifølge U.S.News & World Report for 1. maj 1989 udvikler cirka 5 procent af dem der får blod i De Forenede Stater hepatitis — 175.000 mennesker om året. Omkring halvdelen bliver kroniske smittebærere, og mindst hver femte ender med at få skrumpelever eller leverkræft. Det anslås at 4000 dør. Tænk på hvilke overskrifter man ville få at se hvis en jumbojet styrtede ned og alle ombordværende blev dræbt. Men 4000 døde svarer til at en fyldt jumbojet styrter ned hver måned!

Lægerne har længe vidst at en mildere hepatitis (type A) blev spredt gennem forurenet føde eller vand. Derefter så de at en alvorligere form spredtes gennem blod, og de havde ingen metode til at screene blodet for den. Omsider fandt nogle fremragende forskere ud af at afsløre de „fodtrin“ som dette virus (type B) afsatte. I begyndelsen af 1970’erne blev blodet screenet i nogle lande. Blodforsyningen syntes sikker, og fremtiden tegnede sig lys! Eller gjorde den?

Inden længe stod det klart at tusinder som fik screenet blod alligevel udviklede hepatitis. Efter en svækkende sygdomsperiode erfarede mange at deres lever var ødelagt. Men blodet var blevet testet, så hvordan var det gået til? Blodet indeholdt endnu en hepatitisform, kaldet hepatitis non-A, non-B (NANB). I et årti var det transfusionernes svøbe — der ramte mellem 8 og 17 procent af dem der fik transfusioner i Israel, Italien, Japan, Spanien, Sverige og De Forenede Stater.

Så kom der overskrifter som „Det mystiske hepatitis non-A, non-B virus endelig isoleret“, „En feber i blodet slået ned“. Igen var budskabet at ’den eftersøgte forbryder var fundet’. I april 1989 fik offentligheden så at vide at der fandtes en test for NANB, nu kaldet hepatitis C.

Man spekulerer på om det er for tidligt at ånde lettet op. Italienske forskere har rapporteret om endnu et hepatitisvirus, en mutant, som kan være skyld i en tredjedel af tilfældene. „Nogle autoriteter,“ siger Harvard Medical School Health Letter for november 1989, „spekulerer med bekymring på om A, B, C og D måske ikke er hele hepatitisvirus-alfabetet; der kan stadig dukke flere op.“ The New York Times skrev den 13. februar 1990: „Eksperterne nærer en stærk mistanke om at andre virus også kan forårsage hepatitis; hvis de bliver fundet, vil de blive kaldt hepatitis E og så videre.“

Må blodbankerne imødese flere lange efterforskninger efter tester der kan gøre blodet sikkert? Med henvisning til udgifterne har en direktør fra Amerikansk Røde Kors fremsat denne foruroligende kommentar: „Vi kan ikke blive ved med at tilføje test efter test for hver smittekilde der spredes.“ — Medical World News, 8. maj 1989.

Selv testen for hepatitis B er utilstrækkelig; mange pådrager sig stadig denne sygdom gennem blod. Og vil offentligheden være tilfreds med den omtalte test for hepatitis C? The Journal of the American Medical Association (5. januar 1990) viser at der kan gå et år før antistofferne fra sygdommen kan spores gennem testen. I mellemtiden må de der får blodtransfusion kalkulere med faren for ødelagt lever — og døden.

[Ramme/illustration på side 11]

Chagas’ sygdom illustrerer hvordan sygdomme kan spredes over store afstande gennem blodet. „The Medical Post“ for 16. januar 1990 meddeler at ’10-12 millioner mennesker i Latinamerika er kronisk smittede’. Dette er blevet omtalt som „en af de største transfusionsfarer i Sydamerika“. En „snigmorderbille“ bider et sovende offer i ansigtet, suger blod, og efterlader afføring i såret. Offeret kan derefter gå med Chagas’ sygdom i årevis (og i den tid afgive blod) før der melder sig dødelige hjertekomplikationer.

Hvorfor skulle dette bekymre folk som lever på andre kontinenter langt derfra? I „The New York Times“ (23. maj 1989) beretter dr. L. K. Altman om patienter der har fået Chagas’ sygdom efter transfusion. En af dem døde. Lægen skriver: „Der kan være flere tilfælde som blot ikke er blevet opdaget fordi [lægerne her] ikke er fortrolige med Chagas’ sygdom og heller ikke gør sig klart at den kan spredes via transfusioner.“ Ja, blod kan sprede sygdomme vidt omkring.

[Ramme på side 12]

Dr. Knud Lund-Olesen skriver i „Ugeskrift for Læger“: „Når det nu . . . meddeles, at nogle personer i visse risikogrupper melder sig som donorer, for så bliver de automatisk testede for AIDS, synes jeg nok, at man må være betænkelig ved at modtage blodtransfusion. Jehovas vidner har jo nægtet dette i mange år. Har de skuet ind i fremtiden?“ — 26. september 1988.

[Illustration på side 9]

Paven overlevede et skudattentat. Efter at han var blevet udskrevet fra hospitalet blev han indlagt igen i to måneder og „led temmelig meget“. Hvorfor? På grund af en potentielt dødelig cytomegalovirus-infektion fra det blod han havde fået

[Kildeangivelse]

UPI/Bettmann Newsphotos