Hvad er den mest værdifulde væske der findes?

„Blod er for sundhedsvæsenet hvad olie er for transportvæsenet.“ — Arthur Caplan, lederen af centret for bioetik ved University of Pennsylvania.

OLIE. Er det den mest værdifulde væske der findes? Det vil mange måske mene i disse tider hvor priserne på brændstof ofte er skyhøje. Men faktisk indeholder hver eneste af os nogle få liter af en væske som er langt mere værdifuld. Tænk engang over følgende: Mens der hvert år pumpes milliarder af tønder olie op fra jorden for at dække menneskenes efterspørgsel efter brændstof, bliver 90 millioner portioner blod tappet fra mennesker med det formål at hjælpe de syge.a Dette høje tal svarer til 8 millioner menneskers blodvolumen.

Men ligesom med olie er der åbenbart ikke tilstrækkelige forsyninger af blod. Sundhedspersonale over hele verden gør opmærksom på mangelen på donorblod. (Se rammen „Desperate tiltag“). Hvad er det der gør blodet så værdifuldt?

Et unikt organ

På grund af blodets forbløffende kompleksitet bliver det ofte sammenlignet med et organ. „Blodet er et af de mange organsystemer — det er helt fantastisk og unikt,“ siger dr.med. Bruce Lenes til Vågn op! Ja, det er virkelig unikt! Det er blevet beskrevet som „et flydende organ“. En lærebog kalder blodet for „et levende transportsystem“. Hvordan skal det forstås?

„Blodkredsløbet er ligesom kanalerne i Venedig,“ siger forskeren N. Leigh Anderson og fortsætter: „Det transporterer alle de nyttige ting, men også en masse affald.“ På blodets 100.000 kilometer lange vej gennem vores kredsløb kommer det i kontakt med næsten hver eneste slags væv i legemet, herunder hjertet, nyrerne, leveren og lungerne — livsvigtige organer som påvirker blodet og er afhængige af det.

Blodet transporterer mange „nyttige ting“ til kroppens celler, som for eksempel ilt, næringsstoffer samt antistoffer og hvide blodlegemer der bekæmper infektioner. Men det transporterer også „affald“, såsom kuldioxid, beskadigede og døende celler og andre affaldsstoffer. Den funktion blodet har i forbindelse med transport af affaldsstoffer, er med til at forklare hvorfor det kan være farligt at komme i kontakt med blod efter at det har forladt legemet. Det er ikke muligt at garantere at alle affaldsstofferne i blodet kan påvises og fjernes før det bruges til transfusion.

Blodet udfører bestemt mange livsvigtige funktioner. Det er derfor læger har den praksis at give blodtransfusion til patienter som har mistet blod. Mange læger vil mene at det er denne medicinske anvendelse af blodet der gør det så værdifuldt. Men der er ved at ske en forandring inden for lægevidenskaben — en stille revolution, kan man sige. Mange læger og kirurger er mindre tilbøjelige til at give blodtransfusion end de var før. Hvorfor?

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 4]

Desperate tiltag

Eksperter inden for lægeverdenen anslår at der på verdensplan årligt er brug for 200 millioner flere portioner donorblod. Toogfirs procent af jordens indbyggere bor i udviklingslandene, men mindre end 40 procent af alt donorblod kommer fra sådanne steder. Mange af hospitalerne dér må klare sig uden blod. En kenyansk avis, The Nation, rapporterer: „Hver dag bliver næsten halvdelen af de operationer der kræver blodtransfusion, enten aflyst eller udsat på grund af mangel på donorblod.“

Mangel på blod forekommer også hyppigt i de velstående lande. Længere levetid og forbedrede behandlingsmetoder har betydet en stigning i antallet af kirurgiske indgreb. Og i dag bliver stadig flere bloddonorer afvist på grund af deres risikobetonede livsførelse, eller fordi de har rejst i lande hvor de kan være blevet udsat for visse sygdomme eller parasitter.

Dette har tilsyneladende ført til en udbredt desperation hos blodbanker. Børn, som normalt ikke har en risikobetonet livsførelse, anses ofte for at være en kilde til ikkeinficeret donorblod. For eksempel kommer 70 procent af alt donorblod i Zimbabwe fra landets skolebørn. I nogle lande er blodbankerne begyndt at holde længere åbent og har endog fået lov til at give folk gaver for at få dem til at afgive blod og komme igen. I Tjekkiet havde man en kampagne hvor man tilbød folk at de kunne slukke deres tørst i øl mod at de blev tappet for noget af deres blod. Og i et område i Indien gik myndighedspersoner for nylig fra hus til hus for at lede efter nogle der ville afgive blod, eftersom beholdningen af donorblod var sluppet op.

Behandling med blodtransfusion — Hvad er fremtidsudsigterne?

„Behandling med blodtransfusion vil fortsat være ligesom at gå gennem en tropisk regnskov hvor de kendte stier er tydelige, men stadig fordrer at man passer på hvor man går, og hvor nye og skjulte farer kan lure om hjørnet for at ramme den uforsigtige.“ — Ian M. Franklin, professor i klinisk immunologi.

EFTER at den verdensomspændende aids-epidemi bragte brugen af blod i søgelyset i 1980’erne, har man intensiveret bestræbelserne på at eliminere de „skjulte farer“. Men der er stadig kolossale udfordringer som må tackles. I juni 2005 sagde Verdenssundhedsorganisationen: „Sandsynligheden for at få en risikofri blodtransfusion . . . varierer enormt fra land til land.“ Hvorfor?

I mange lande er der ikke noget overordnet nationalt tilsyn med tapningen, testningen og transporten af blod og blodprodukter. Undertiden bliver blodforsyningen endog opbevaret uforsvarligt — i dårligt vedligeholdte husholdningskøleskabe og køletasker! Hvis der ikke er udarbejdet regler for sikkerheden, kan patienter blive syge af at få blod fra donorer som bor hundreder, eller måske tusinder, af kilometer væk.

Ikkeinficeret blod — et mål der er svært at nå

Nogle lande hævder at deres blodforsyning aldrig har været mere sikker. Alligevel er der grund til at være på vagt. I et fælles cirkulære fra tre amerikanske organisationer som varetager blodforsyninger, står der på side 1: „ADVARSEL: Da fuldblod og blodkomponenter stammer fra menneskeblod, er der risiko for at der kan ske en overførsel af smitstoffer, som for eksempel virus. . . . Omhyggelig udvælgelse af bloddonorer samt de laboratorieundersøgelser man har i dag, fjerner ikke faren.“

Det er ikke uden grund at Peter Carolan fra Det Internationale Forbund af Røde Kors- og Røde Halvmåne-selskaber siger: „Der kan aldrig gives fuld garanti for sikkerheden af blodforsyningerne. Der vil hele tiden være nye infektioner man ikke kan påvise.“

Hvad nu hvis der opstår et nyt smitstof der, ligesom hiv, kan ligge latent i blodet i lang tid, altså uden at give symptomer, og som let kan overføres via blod? På en lægekonference i Prag i april 2005 beskrev dr.med. Harvey G. Klein fra U.S. National Institutes of Health denne risiko som tankevækkende. Han tilføjede: „De der fremstiller blodkomponenter, vil næppe være bedre forberedte på at forhindre en epidemi som skyldes en transfusionsoverført sygdom, end de var da aids tog sin begyndelse.“

Fejl og transfusionsreaktioner

Hvad er de største risici ved blodtransfusion i industrilandene? Det er fejl og immunreaktioner. Avisen Globe and Mail henviser til en canadisk undersøgelse fra 2001 som viser at tusindvis af blodtransfusioner var nær ved at få fatale følger på grund af „blodprøvetagning fra den forkerte patient, forkert mærkede blodprøver samt bestilling af blod til den forkerte patient“. I USA kostede sådanne fejl mindst 441 mennesker livet i årene fra 1995 til 2001.

Patienter der tilføres blod fra en donor, udsættes for nogenlunde de samme risici som dem der får en organtransplantation. Kroppens immunsystem vil normalt forsøge at afstøde fremmed væv. I nogle tilfælde kan blodtransfusion ligefrem undertrykke de naturlige immunreaktioner. En sådan immunsuppression gør patienten modtagelig for postoperative infektioner og hidtil inaktive virus. Det er derfor forståeligt at professor Ian M. Franklin, som er citeret i begyndelsen af artiklen, opfordrer klinikere til at „tænke sig om en ekstra gang før de giver patienter blodtransfusion“.

Udtalelser fra eksperter

På baggrund af sådanne oplysninger er et voksende antal sundhedspersoner blevet mere kritiske i deres syn på behandling med blodtransfusion. Opslagsbogen Dailey’s Notes on Blood siger: „Nogle læger hævder at allogent blod [blod fra et andet menneske] er et farligt lægemiddel, og at det ville være forbudt at anvende det hvis der blev stillet samme krav til det som til andre lægemidler.“

I slutningen af 2004 sagde professor Bruce Spiess følgende om transfusion med en af blodets hovedkomponenter i forbindelse med hjerteoperationer: „Der findes få, om overhovedet nogen, [lægevidenskabelige] artikler som taler for at transfusion giver et gunstigere udfald for patienten.“ Professor Spiess skriver at mange af sådanne transfusioner faktisk „kan gøre mere skade end gavn i praktisk taget hvert eneste tilfælde, undtagen ved traumer“, og at de øger „risikoen for lungebetændelse, infektioner, hjerteanfald og slagtilfælde“.

Det overrasker mange at høre at retningslinjerne for hvornår man skal give blodtransfusion, slet ikke er så ens som man skulle forvente. For nylig mindede dr.med. Gabriel Pedraza sine kolleger i Chile om at „blodtransfusion er en dårligt defineret behandlingsmetode“, en der gør det „vanskeligt . . . at udstikke almengyldige retningslinjer“. Intet under at Brian McClelland, som er leder af Edinburgh and South East Scotland Blood Transfusion Service, minder lægerne om at „en transfusion er en transplantation og derfor ikke noget man skal tage let på“. Han råder lægerne til at tænke over spørgsmålet: ’Hvis det nu var mig selv eller mit barn det drejede sig om, ville jeg så acceptere blodtransfusion?’

I virkeligheden har ret mange læger givet udtryk for samme synspunkt som en hæmatolog der har udtalt følgende til Vågn op!: „Vi specialister inden for transfusionsmedicin bryder os ikke om at få eller ordinere blod.“ Når dét er indstillingen blandt nogle veluddannede sundhedspersoner, hvad så med patienterne?

Vil lægerne ændre mening?

Nu tænker du måske: ’Hvis det er så farligt at få blodtransfusion, hvorfor er brugen af blod da stadig så udbredt, især når der findes alternativer?’ En af grundene er at mange læger simpelt hen er tilbageholdende med at ændre deres behandlingsmetode, eller også har de ikke kendskab til de lægevidenskabelige alternativer til blodtransfusion der findes. Ifølge en artikel i tidsskriftet Transfusion „er lægernes beslutninger i forbindelse med at ordinere blodtransfusion baseret på de fremherskende opfattelser i deres faglige miljø, deres kliniske vurdering og det de engang har lært under deres uddannelse“.

Kirurgens færdigheder spiller også ind. Dr.med. Beverley Hunt, som praktiserer i London, skriver at „der er stor forskel på blodtabet, alt afhængigt af hvem kirurgen er, og der er en stigende interesse for at undervise kirurger i tilstrækkelig kirurgisk hæmostase [blødningsstandsning].“ Andre hævder at alternativerne til blodtransfusion er for dyre, til trods for at der er rapporter som viser noget andet. Mange læger ville dog erklære sig enige med cheflæge Michael Rose, der siger: „Enhver patient der får transfusionsfri behandling, får i virkeligheden den bedste kirurgiske behandling der findes.“a

Den bedste lægebehandling der findes — er det ikke det du gerne vil have? I så fald har du noget tilfælles med dem der har givet dig dette blad. Læs venligst videre om deres bemærkelsesværdige standpunkt vedrørende blodtransfusion.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 6]

’Tænk dig om en ekstra gang før du giver patienter blodtransfusion.’ — Professor Ian M. Franklin

[Tekstcitat på side 6]

’Hvis det nu var mig selv eller mit barn det drejede sig om, ville jeg så acceptere blodtransfusion?’ — Brian McClelland

[Ramme/illustration på side 7]

Dødsfald som følge af TRALS

Transfusionsrelateret akut lungeskade (TRALS), som blev rapporteret første gang i begyndelsen af 1990’erne, er en livstruende immunreaktion efter en blodtransfusion. Man ved i dag at TRALS forårsager flere hundrede dødsfald hvert år. Eksperter mener dog at det reelle tal er meget højere eftersom mange sundhedspersoner ikke genkender symptomerne. Man er ikke helt klar over hvad denne reaktion skyldes, men ifølge tidsskriftet New Scientist kommer det blod som forårsager den, „tilsyneladende primært fra personer der har været eksponeret for forskellige blodtyper, såsom . . . folk der har fået adskillige blodtransfusioner“. En rapport oplyser at TRALS står næsten øverst på listen over årsagerne til transfusionsrelaterede dødsfald i USA og Storbritannien og er derved blevet „et større problem for blodbanker end velkendte sygdomme som hiv [aids]“.

[Ramme/diagram på side 8, 9]

Blodets sammensætning

Bloddonorer afgiver sædvanligvis fuldblod. I mange tilfælde giver donorerne dog kun plasmaet. I nogle lande giver man transfusioner med fuldblod, men oftest bliver donorblodet separeret i dets hovedkomponenter før det bliver testet og brugt til transfusion. Her er nogle oplysninger om de fire hovedkomponenter, deres funktion samt hvor stor en procentdel af den totale blodvolumen de hver især udgør.

PLASMA udgør mellem 52 og 62 procent af fuldblod. Denne gullige væske transporterer blodlegemer, proteiner og andre stoffer som er opslæmmet i den.

Plasma består af 91,5 procent vand. Plasmaproteiner, hvoraf man udvinder derivater, udgør 7 procent af plasmaet (af disse udgør albumin knap 4 procent, globuliner godt 2,5 procent, og fibrinogen cirka en halv procent). De resterende 1,5 procent af plasmaet består af andre stoffer, såsom næringsstoffer, hormoner, luftarter (som ilt, kvælstof og kuldioxid), elektrolytter, vitaminer og kvælstofholdige affaldsstoffer.

HVIDE BLODLEGEMER (leukocytter) udgør mindre end 1 procent af fuldblod. De angriber og ødelægger potentielt farlige fremmedlegemer.

BLODPLADER (trombocytter) udgør mindre end 1 procent af fuldblod. De danner blodkoagler som standser blødninger.

RØDE BLODLEGEMER (erytrocytter) udgør mellem 38 og 48 procent af fuldblod. Disse blodlegemer er med til at holde kroppens forskellige væv levende ved at tilføre dem ilt og fjerne kuldioxid.

Ligesom man af blodplasma kan fremstille diverse derivater, kan man af de andre hovedkomponenter udvinde mindre bestanddele, eller derivater. For eksempel er hæmoglobin en bestanddel af det røde blodlegeme.

[Diagram]

PLASMA

VAND 91,5%

PROTEINER 7%

ALBUMIN

GLOBULINER

FIBRINOGEN

ANDRE STOFFER 1,5%

NÆRINGSSTOFFER

HORMONER

LUFTARTER

ELEKTROLYTTER

VITAMINER

KVÆLSTOFHOLDIGE AFFALDSSTOFFER

[Kildeangivelse]

Side 9: Blodkomponenter i cirkler: This project has been funded in whole or in part with federal funds from the National Cancer Institute, National Institutes of Health, under contract N01-CO-12400. The content of this publication does not necessarily reflect the views or policies of the Department of Health and Human Services, nor does mention of trade names, commercial products, or organizations imply endorsement by the U.S. Government

[Ramme/illustration på side 8, 9]

Alternativer til blodtransfusion

I løbet af de sidste seks år har Jehovas Vidners Kontaktudvalg til Hospitaler i hele verden uddelt i titusindvis af videofilmen Transfusion-Alternative Strategies — Simple, Safe, Effective (Alternative transfusionsstrategier — enkle, sikre og effektive) på cirka 25 sprog til personer inden for lægeverdenen.b På denne video udtaler verdenskendte læger sig om de effektive strategier der anvendes i dag til at behandle patienter uden brug af blod. Filmens budskab har vakt opmærksomhed. Efter at man i National Blood Service (NBS) i Storbritannien havde set videoen i slutningen af 2001, sendte man et brev og et eksemplar af denne video ud til alle overlæger i hæmatologi samt chefer for blodbanker i hele landet. De blev opfordret til at se videofilmen på grund af „den voksende erkendelse af at ét af målene for god lægebehandling er at undgå blodtransfusion når som helst det er muligt“. I brevet stod der også at „det generelle budskab [i videoen] er rosværdigt og et som NBS i høj grad går ind for“.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 9]

Fraktionering — Anvendelse af blodets mindre bestanddele i lægebehandling

Forskning og teknologi gør det muligt at adskille blodet i mindre bestanddele ved hjælp af en proces der kaldes fraktionering. Det kan illustreres med det man kan gøre med havvand. Havvand, hvoraf 96,5 procent er vand, kan fraktioneres for at udvinde de resterende stoffer, som for eksempel magnesium, brom og, naturligvis, salt. Blodplasma, som udgør over halvdelen af blodets volumen, består også af mere end 90 procent vand og kan forarbejdes så man kan fremstille derivater, inklusive plasmaproteiner som albumin, fibrinogen og globuliner.

Som led i en behandling anbefaler lægen måske at patienten tilføres koncentrerede mængder af et derivat udvundet af plasma. Det kunne for eksempel være proteinrigt kryopræcipitat, som fremstilles ved frysning og efterfølgende optøning af plasma. Dette uopløselige derivat indeholder mange koagulationsfaktorer og bruges normalt til at standse blødninger. Andre behandlinger kan omfatte brugen af produkter som indeholder et blodderivat, enten i små mængder eller som en væsentlig bestanddel.c Nogle plasmaproteiner injiceres for at øge immuniteten hos patienten efter at vedkommende har været udsat for smitte. Næsten alle blodderivater til medicinsk brug fremstilles af plasmaproteiner.

Ifølge tidsskriftet Science News „har forskere kun identificeret nogle hundreder af de skønsmæssigt tusinder af proteiner der findes i et menneskes blodbane“. Efterhånden som man får mere viden om blod, vil der måske komme nye produkter på markedet som bliver fremstillet af disse plasmaproteiner.

[Fodnote]

[Illustration på side 7, 8]

Mange sundhedspersoner udviser stor påpasselighed når de kommer i kontakt med blod

Blod — Dets virkelige værdi

„Det globale samfund er fælles om en livskilde: blodet. Det er livskraften i alle mennesker, uanset hudfarve, race eller religion.“ — Præsidenten for FN’s generalforsamling.

DETTE citat indeholder et vist mål af sandhed. Blod er livsnødvendigt for menneskene. Det er en meget værdifuld væske. Men er du overbevist om at det er klogt og risikofrit at være fælles om denne væske i forbindelse med lægebehandling?

Som vi har set, er der landene imellem stor forskel på sikkerhedsforanstaltningerne i forbindelse med blodforsyning, og behandling med blodtransfusion er mere risikofyldt end mange tror. På grund af lægers uddannelsesmæssige baggrund, faglige ekspertise og holdninger er der også stor forskel på deres brug af blod. Mange er dog blevet mere forsigtige med at give blodtransfusion. Et betydeligt og stigende antal læger er begyndt at foretrække transfusionsfri behandling.

Det fører os tilbage til et spørgsmål som blev stillet i indledningen af den første artikel. Hvad er det egentlig der gør blodet så værdifuldt? Når den medicinske anvendelse af blod er så tvivlsom, er der da et andet formål som blodet opfylder?

Skaberen og blodet

Da Noa, en af menneskets stamfædre, levede, udstedte Gud en betydningsfuld lov. Gud gav menneskene lov til at spise dyrekød, men forbød dem at spise blodet. (1 Mosebog 9:4) Han begrundede også denne lov, idet han sidestillede blodet med levende skabningers sjæl, eller liv. Senere sagde han at ’sjælen [eller livet] er i blodet’. Blodet er helligt i Skaberens øjne. Det repræsenterer den kostbare livets gave som alle levende sjæle har fået. Gud gentog dette princip flere gange. — 3 Mosebog 3:17; 17:10, 11, 14; 5 Mosebog 12:16, 23.

Kort efter at kristendommen blev grundlagt for cirka 2000 år siden, gav Gud de kristne befalingen om at „afholde sig fra . . . blod“. Dette forbud blev ikke fremsat af sundhedsmæssige årsager, men på grund af blodets hellighed. (Apostelgerninger 15:19, 20, 29) Nogle hævder at dette forbud fra Gud blot betyder at man ikke må spise blod, men ordet „afholde“ taler for sig selv. Hvis man fik at vide af sin læge at man skulle afholde sig fra alkohol, ville man naturligvis ikke tro at det var i orden at sprøjte det direkte ind i sine årer.

Bibelen forklarer hvorfor blodet er så helligt. Jesu Kristi udgydte blod, som repræsenterer det liv han som menneske gav til gavn for os, er grundlaget for det kristne håb. Det betyder at vi kan få tilgivelse for vores synder og et håb om evigt liv. Når en kristen afholder sig fra blod, giver han dermed udtryk for sin tro på at det kun er Jesu Kristi udgydte blod som kan løskøbe ham og redde hans liv. — Efeserne 1:7.

Jehovas Vidner er kendt for at overholde disse påbud fra Bibelen. De afviser enhver transfusion med fuldblod og med blodets fire hovedkomponenter — røde blodlegemer, plasma, hvide blodlegemer og blodplader. Når det drejer sig om behandling med de forskellige derivater som udvindes af disse komponenter — og produkter som indeholder sådanne derivater — må hver enkelt kristen træffe sin egen personlige afgørelse eftersom Bibelen ikke siger noget om det spørgsmål. Betyder Jehovas Vidners bibelbegrundede standpunkt at de afviser lægebehandling eller tager let på deres liv og helbred? Bestemt ikke! — Se rammen „Jehovas Vidner og sundhed“.

I de senere år har mange læger erkendt at Jehovas Vidner har haft sundhedsmæssig gavn af at følge Bibelens normer. For eksempel har en neurokirurg for nylig udtalt sig til gunst for alternativer til blodtransfusion. Han sagde: „Det er absolut det sikreste at gøre, ikke kun for Jehovas Vidner, men for alle.“

At skulle træffe alvorlige beslutninger angående helbredet kan være meget stressende og er ofte yderst vanskeligt. Læg mærke til hvad lungespecialist og cheflæge Dave Williams siger om brugen af blodtransfusion: „Det er vigtigt at vi respekterer folks ønsker. . . . Og vi skal være meget påpasselige med hvad vi indfører i vores legeme.“ Disse ord er mere aktuelle end nogen sinde.

[Ramme/illustrationer på side 11]

Hvad er hæmoglobinbaserede ilttransportører?

I hvert enkelt røde blodlegeme er der cirka 300 millioner hæmoglobinmolekyler. Hæmoglobin udgør cirka en tredjedel af et modent rødt blodlegemes volumen. Hvert molekyle indeholder proteinet globin og et farvestof der kaldes hæm — som indeholder et jernatom. Når et rødt blodlegeme kommer ind i lungekredsløbet, trænger iltmolekyler ind i blodlegemet og fæstner sig til hæmoglobinmolekylerne. Sekunder senere bliver ilten transporteret til legemets væv, hvorved vævets celler holdes i live.

Nogle producenter udvinder hæmoglobin fra røde blodlegemer fra mennesker eller dyr. Det udvundne hæmoglobin filtreres for at fjerne urenheder. Derefter bliver det kemisk modificeret og renset, tilsat en opløsning og endelig emballeret. Slutproduktet — som i de fleste lande endnu ikke er godkendt — kaldes hæmoglobinbaserede ilttransportører (HBOC). Eftersom hæm er det der giver blodet dets røde farve, ligner en portion HBOC fuldstændig en portion røde blodlegemer, den hovedkomponent hvorfra det er taget.

I modsætning til røde blodlegemer, som skal opbevares på køl og kun har en holdbarhed på få uger, kan HBOC opbevares ved stuetemperatur og holde sig i flere måneder. Og da cellemembranen med dens unikke antigener er blevet fjernet, er der ikke fare for at der kan ske alvorlige reaktioner på grund af uforligelighed mellem blodtyper. Men sammenlignet med andre derivater giver HBOC samvittighedsfulde kristne som ønsker at adlyde Guds lov om blodet, grund til flere overvejelser. Hvorfor? Så længe HBOC udvindes af blod, kan der rejses to indvendinger. For det første udfører HBOC en af de fire hovedkomponenters, nemlig de røde blodlegemers, primære funktion. For det andet udgør hæmoglobin, som HBOC er udvundet af, en betydelig del af denne komponent. I forbindelse med dette og lignende produkter står kristne derfor over for en alvorlig afgørelse. De må omhyggeligt og under bøn grunde over de bibelske principper om blodets hellighed. Ud fra et stærkt ønske om at bevare et godt forhold til Jehova må hver enkelt lade sig lede af sin bibeloplærte samvittighed. — Galaterne 6:5.

[Illustration]

HÆMOGLOBINMOLEKYLE

[Ramme/illustration på side 12]

Et godt alternativ

„Et stigende antal hospitaler tilbyder nu et alternativ: ’blodløs’ kirurgi,“ rapporterer The Wall Street Journal. „Behandlingsmetoden blev oprindelig udviklet for at imødekomme Jehovas Vidner, men har nu fået udbredt anvendelse idet mange hospitaler tilbyder transfusionsfri behandling til alle,“ skriver tidsskriftet. Hospitaler verden over har fået øjnene op for talrige fordele — især for patienterne — ved at anvende behandlingsstrategier som begrænser brugen af blodtransfusion. I dag behandler tusindvis af læger deres patienter uden at gøre brug af blodtransfusion.

[Ramme/illustration på side 12]

Jehovas Vidner og sundhed

Jehovas Vidner, hvoraf nogle er læger og sygeplejersker, er kendt verden over for deres afvisning af transfusion med fuldblod og med blodets hovedkomponenter. Afviser de denne behandlingsmetode på grund af en menneskeskabt lære eller fordi de går ind for troshelbredelse? Nej, bestemt ikke.

Jehovas Vidner betragter livet som en gave fra Gud og bestræber sig for at leve deres liv i overensstemmelse med Bibelen, som de mener er „inspireret af Gud“. (2 Timoteus 3:16, 17; Åbenbaringen 4:11) Denne bog tilskynder Guds tjenere til at undgå handlinger og vaner der er farlige eller skader helbredet — som for eksempel alkoholmisbrug, umådeholden indtagelse af mad, stofmisbrug og rygning eller tygning af tobak. — Ordsprogene 23:20; 2 Korinther 7:1.

Ved at holde os selv og vores omgivelser rene og ved at sørge for at få motion for at bevare et godt helbred handler vi i overensstemmelse med Bibelens principper. (Mattæus 7:12; 1 Timoteus 4:8) Når Jehovas Vidner bliver syge, kommer deres rimelighed til udtryk ved at de søger læge og accepterer de allerfleste af de behandlingsmuligheder de tilbydes. (Filipperne 4:5) Det er sandt at de adlyder Bibelens befaling om at ’afholde sig fra blod’ og insisterer på at der ikke bruges blod i behandlingen af dem. (Apostelgerninger 15:29) Men ofte fører dette til at de får en bedre behandling.