Titelblad/Udgiverside

Hvordan kan blod redde dit liv?

Indhold

3 Blod — en livsvigtig væske

7 Blodtransfusion — hvor risikofrit?

13 Seriøse alternativer til transfusion

17 Du har ret til at vælge

22 Det blod der virkelig kan redde liv

Forord

DAGLIG udsættes mange for det etiske dilemma at skulle tage stilling til organtransplantation, abort eller „retten til at dø“. Forhåbentlig bliver den slags aldrig aktuelt for dig.

Men der er ét spørgsmål som kræver din opmærksomhed: Hvordan kan blod være livreddende?

Mange spekulerer nu, af gode grunde, på hvor risikofrit det er at modtage blod. Men blodtransfusion er ikke kun et lægeligt spørgsmål. Det har bragt Jehovas Vidner i nyhedsmedierne. Har du tænkt på hvorfor disse mennesker, der ellers ikke afviser lægebehandling, nægter at modtage blod?

Som du vil få at se, har de medicinske og moralske aspekter i dette direkte betydning for hvordan du kan redde det dyrebareste du ejer — LIVET.

Hvor intet andet er angivet, er bibelcitater i denne brochure taget fra Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter

Blod — en livsvigtig væske

Hvordan kan blod redde dit liv? Det vil uden tvivl interessere dig, da blod jo er nøje forbundet med liv. Blodet fører ilt rundt i kroppen, fjerner kuldioxid, letter tilpasningen til temperaturforandringer, og er med til at bekæmpe sygdomsangreb.

Forbindelsen mellem liv og blod blev fremhævet længe før William Harvey beskrev blodkredsløbet i 1628. De fleste større religioner regner i deres grundlæggende etik med en Livgiver der har udtalt sig om livet og blodet. En jødekristen lovlærer sagde om ham: „Han giver selv liv og ånde og alting til alle. For ved ham lever vi og bevæger vi os og er vi til.“a

De der tror på en sådan Livgiver, stoler på at hans anvisninger er til varig gavn for dem. En hebraisk profet beskrev ham engang som „den som lærer dig hvad der gavner, den som fører dig ad den vej du skal gå“.

Denne forsikring findes i Esajas 48:17 i Bibelen, en bog som respekteres for etiske værdier der kan gavne os alle. Hvad siger den om menneskets brug af blod? Viser den hvordan liv kan reddes ved hjælp af blod? Bibelen viser faktisk at blod er andet og mere end en kompleks biologisk væske. Den nævner blod over 400 gange, og nogle af stederne er der tale om at redde liv.

Et af de første steder blodet nævnes, erklærede Skaberen: „Alt hvad der rører sig og lever, skal være jeres føde. . . . Men kød med blod i må I ikke spise.“ Han tilføjede: „Jeres eget blod vil jeg kræve hævn for,“ hvorefter han fordømte mord. (1 Mosebog 9:3-6, da. prøveovers. 1985) Han sagde dette til Noa, menneskenes fælles stamfader, som anerkendes og holdes i ære af både jøder, muslimer og kristne. Derved blev hele menneskeheden gjort opmærksom på at blodet i Skaberens øjne står for livet. Dette var mere end en kostbestemmelse. Der lå tydeligvis et moralsk princip i det. Menneskeblod har stor betydning og må ikke misbruges. Skaberen tilføjede senere flere detaljer hvoraf vi kan se hvilke moralprincipper han forbinder med blodet.

Han henviste igen til blodet da han gav fortidens Israel en lovsamling. Skønt mange i dag sætter denne lovsamling højt for dens visdom og etiske principper, er kun få klar over de alvorlige bestemmelser den indeholder angående blod. For eksempel: „Hvis nogen mand af Israels hus eller af de fremmede, som bor iblandt dem, spiser noget blod, så vil jeg vende mig mod den person, som spiser blodet, og jeg vil afskære ham fra hans folks midte. For et væsens liv afhænger af blodet.“ (3 Mosebog 17:10, 11, Bent Melchior) Derefter forklarede Gud hvad en jæger måtte gøre med de dyr han nedlagde: „Så skal han udgyde deres blod og dække det til med jord. . . . I må ikke spise blod af noget væsen, for ethvert væsens liv afhænger af dets blod; enhver, der spiser det, skal afskæres.“ — 3 Mosebog 17:13, 14, Mel.

Videnskabsfolk er nu klar over at den jødiske lov var sundhedsfremmende. Den krævede for eksempel at ekskrementer blev efterladt uden for lejren og dækket til, og at man ikke spiste kød der indebar stor sygdomsrisiko. (3 Mosebog 11:4-8, 13; 17:15; 5 Mosebog 23:12, 13) Der var også sundhedsmæssige aspekter i loven om blodet, men det var ikke det hele. Blodet havde en symbolsk betydning. Det stod for livet, tilvejebragt af Skaberen. Ved at behandle blodet som noget særligt anerkendte man at man skyldte Gud livet. Ja, den væsentligste grund til at man ikke måtte indtage blod var ikke at det var usundt, men at det havde særlig betydning i Guds øjne.

Skaberens forbud mod at indtage blod for at opretholde livet, går igen flere gange i Loven. „Pas på, at du ikke spiser blodet med, . . . hæld det ud på jorden som vand. Lad være med at spise det, for at det må gå dig og dine sønner efter dig godt, fordi du gør, hvad der er ret.“ — 5 Mosebog 12:23-25, da. prøveovers. 1988; 15:23; 3 Mosebog 7:26, 27; Ezekiel 33:25.b

I modsætning til hvad nogle mener i dag, måtte Guds lov om blodet ikke tilsidesættes blot fordi der opstod en nødsituation. I en kritisk situation under en krig slagtede israelitiske soldater nogle dyr og „spiste kødet med blodet i“. Kunne det, i betragtning af den specielle situation, tillades at de opretholdt livet ved at spise blod? Nej, deres øverstbefalende påpegede at deres handling stadig var en alvorlig overtrædelse. (1 Samuel 14:31-35) Hvor dyrebart livet end er, har Livgiveren aldrig tilladt at hans normer kan tilsidesættes i en nødsituation.

BLOD OG SANDE KRISTNE

Hvordan så med den kristne religion? Hvordan ser den på spørgsmålet om at redde menneskeliv ved hjælp af blod?

Jesus agtes den dag i dag for sine høje principper og sin uangribelighed. Han kendte Skaberens lov med forbudet mod at indtage blod, og han vidste at denne lov var bindende. Der er derfor god grund til at antage at Jesus ville overholde loven om blodet, selv hvis han var under pres til at gøre det modsatte. „Han begik ingen synd, og der var ikke svig i hans mund.“ (1 Peter 2:22, da. prøveovers. 1989) Derved satte han et eksempel for sine tilhængere, et eksempel der vidner om respekt for livet og blodet. (Vi skal senere komme ind på hvordan Jesu eget blod har betydning i forbindelse med at redde liv.)

Læg mærke til hvad der skete nogle år efter Jesu død, da der opstod tvivl om hvorvidt de der blev kristne, var nødt til at overholde alle de jødiske love. Sagen blev behandlet af de kristnes styrende råd, der blandt andet omfattede apostlene. Jesu halvbroder Jakob henviste til de skrifter der indeholdt de bestemmelser om blodet som var givet til Noa og til Israels folk. Var disse bud også gældende for kristne? — Apostelgerninger 15:1-21.

Afgørelsen blev sendt ud til alle menighederne: De kristne var ikke forpligtede til at holde den lov der var givet til Moses, men det var ’nødvendigt’ at de ’afholdt sig fra blod og fra kvalte dyr [kød som blodet ikke var løbet af] og fra utugt’. (Apostelgerninger 15:22-29) Dette var ikke bare en rituel forskrift eller en kostbestemmelse. Dekretet indeholdt grundlæggende etiske normer som de første kristne overholdt. Omkring ti år senere anerkendte de kristne stadig at de skulle „holde sig fra det der [var] ofret til afguder såvel som fra blod . . . og fra utugt“. — Apostelgerninger 21:25.

De fleste af dem der regner sig for at være kristne i dag, vil sikkert anerkende at den kristne etik indebærer at man ikke dyrker afguder eller giver sig af med umoralitet. Det er imidlertid værd at bemærke at apostlene placerede dét at undgå blod på samme høje moralske plan som det at undgå disse urette handlinger. Deres dekret sluttede med ordene: „Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil det gå jer godt. Lev vel!“ — Apostelgerninger 15:29.

Aposteldekretet blev længe anset for at være bindende. Eusebios fortæller om en ung kvinde i slutningen af det andet århundrede som — før hun døde under tortur — understregede at de kristne „ikke engang har Lov til at spise Blodet af umælende Dyr“. Hun krævede ikke „ret til at dø“. Hun ønskede at leve, men hun ville ikke fire på sine principper. Respekterer man ikke dem der sætter principper højere end personlig vinding?

Videnskabsmanden Joseph Priestley (1733-1804) skrev: „Det forbud mod at spise blod som blev givet til Noa, synes at være bindende for alle hans efterkommere . . . Hvis vi fortolker dette forbud ud fra den almindelige praksis blandt de første kristne, som man næppe kan formode har misforstået dets natur og udstrækning, kan vi kun drage den slutning at forbudet skulle være uomgængeligt og vedvarende, for i mange århundreder spiste ingen kristne blod.“

MÅ MAN BRUGE BLOD SOM MEDICIN?

Gælder det bibelske forbud mod blod også medicinsk brug, for eksempel til transfusion, der jo ikke var kendt på Noas, Moses’ eller apostlenes tid?

Det er sandt at de nuværende behandlingsmetoder som indbefatter brug af blod ikke fandtes dengang, men det betyder ikke at medicinsk brug af blod er af ny dato. I omkring 2000 år blev menneskeblod i Ægypten og andre steder betragtet som „det ypperste middel mod spedalskhed“. Og dengang Assyrien lå forrest i den teknologiske udvikling, skrev en læge til kong Asarhaddon om den behandling han gav kongens søn: „[Prinsen] har det meget bedre; min herre kongen kan være lykkelig. Fra og med den 22. dag giver jeg (ham) blod at drikke, han vil drikke (det) i 3 dage. I yderligere 3 dage vil jeg give (ham blod) til indvortes behandling.“ Asarhaddon havde kontakt med israelitterne. Men eftersom de havde Guds lov, ville de aldrig drikke blod som medicin.

Blev blod brugt som medicin i romertiden? Naturforskeren Plinius (der levede samtidig med apostlene) og lægen Aretaios fra det andet århundrede beretter om at man brugte menneskeblod til behandling af epilepsi. Tertullian skrev senere: „Tænk på dem der med grådig tørst ved et skuespil i arenaen tager det friske blod af onde forbrydere . . . og bærer det bort for at helbrede deres epilepsi.“ Han stillede dem i modsætning til de kristne, idet han sagde: „Vi har end ikke dyreblod ved vore måltider . . . Ved retssager mod kristne tilbyder I dem pølser fyldt med blod. I er naturligvis overbeviste om at netop det . . . er ulovligt for dem.“ De første kristne gik hellere i døden end at indtage blod.

„Blodet i den mere almindelige form gik . . . ikke af mode som ingrediens i medicin og magi,“ fortæller bogen Flesh and Blood. „I 1483, for eksempel, lå Louis XI af Frankrig for døden. ’Hans tilstand forværredes dag for dag, og lægemidlet hjalp ham ikke, skønt det var af en ganske særlig art: for han håbede stærkt på at blive rask ved at drikke menneskeblod som han fik fra nogle børn.’“

Hvordan så med blodtransfusion? Forsøgene med dette begyndte tidligt i 1500-tallet. Thomas Bartholin (1616-80), professor i anatomi ved Københavns Universitet, skrev imod dette: ’De der indfører brugen af menneskeblod til indvortes behandling af sygdomme synes at misbruge det og begå en alvorlig synd. Kannibaler fordømmes. Hvorfor vender vi os da ikke bort i afsky fra dem der besmitter deres svælg med menneskeblod? Det samme gør sig gældende med hensyn til det at modtage fremmed blod fra en opskåret vene, enten gennem munden eller ved hjælp af transfusionsredskaber. Ophavsmændene til denne praksis er hjemfaldne til straf ifølge Guds lov, efter hvilken det er forbudt at spise blod.’

I tidligere århundreder indså tænkende mennesker altså at den bibelske lov gjaldt indtagelse af blod i venerne lige så vel som indtagelse gennem munden. Bartholin sluttede: „Begge måder at indtage [blod] på har ét og samme formål, nemlig at blodet skal medvirke til at nære eller læge det syge legeme.“

Denne korte oversigt kan hjælpe dig til at forstå det urokkelige religiøse standpunkt Jehovas vidner indtager. De sætter livet højt, og de søger god lægehjælp. Men de er besluttede på ikke at krænke Guds norm, som altid har været den samme: De der respekterer livet som en gave fra Skaberen, forsøger ikke at opretholde livet ved at indtage blod.

Men nu har man i årevis hævdet at blod redder liv. Læger kan fortælle om tilfælde hvor nogle der har lidt et akut blodtab, er kommet sig hurtigt efter at have fået transfusioner. Derfor spørger du måske: ’Hvor klogt eller uklogt er det, lægeligt set, at modtage blod.’ Fra lægeside fremføres argumenter til støtte for at bruge blod. Du skylder derfor dig selv at undersøge tingene for at kunne træffe et informeret valg.

[Fodnoter]

[Ramme på side 4]

„De forskrifter der herved fremsættes på en præcis og metodisk måde [i Apostelgerninger 15] betegnes som ufravigelige, hvilket er det stærkeste bevis for at det efter apostlenes opfattelse ikke var en midlertidig ordning eller en provisorisk forholdsregel.“ — Professor Édouard Reuss, Strasbourgs universitet.

[Ramme/illustration på side 5]

Martin Luther påpegede hvad aposteldekretet indebar: „Men hvis vi ønsker at have en kirke som retter sig efter dette møde . . ., må vi lære og insistere på at der herefter ikke er nogen fyrste, herre, borger eller bonde som spiser gæs, dådyr, kronhjorte eller svin kogt i blod . . . Og borgere og bønder bør især afholde sig fra røde pølser og blodpølser.“

[Kildeangivelse]

Træsnit af Lucas Cranach

[Ramme på side 6]

„Gud og mennesker ser tingene i et meget forskelligt lys. Det der forekommer vigtigt i vore øjne er meget ofte uden betydning efter den uendelige visdoms skøn; og det der forekommer os uvæsentligt er ofte meget betydningsfuldt for Gud. Sådan var det fra begyndelsen.“ — „An Enquiry Into the Lawfulness of Eating Blood“, Alexander Pirie, 1787.

[Illustration på side 3]

Medicine and the Artist af Carl Zigrosser/Dover Publications

[Illustration på side 4]

Ved et historisk møde bekræftede de kristnes styrende råd at Guds lov om blodet stadig var bindende

[Illustration på side 7]

De første kristne nægtede at overtræde Guds lov om blodet uanset hvilke konsekvenser det måtte få

[Kildeangivelse]

Maleri af Gérôme, 1883, gengivet med velvillig tilladelse af Walters Art Gallery, Baltimore, USA

Blodtransfusion — hvor risikofrit?

Før man underkaster sig en omfattende lægebehandling er det naturligt at man sætter sig ind i de fordele og risici der er. Hvad er der at sige om blodtransfusion? Det er nu et af lægevidenskabens mest anvendte hjælpemidler. Mange læger som er oprigtigt interesserede i deres patienter nærer ingen som helst betænkeligheder ved at give blod. Det er blevet kaldt livets gave.

Millioner har givet eller fået blod. I 1986-87 havde Canada 1,3 millioner donorer ud af en befolkning på 25 millioner. „[I] det seneste år man har tal fra, blev der brugt mellem 12 og 14 millioner portioner blod til transfusioner alene i De Forenede Stater.“ — The New York Times, 18. februar 1990.

„Blod har altid haft noget ’magisk’ over sig,“ bemærker dr. Louise J. Keating. „I de første 46 år man oplagrede blod, blev forsyningen betragtet som mere ufarlig end den egentlig var af både læger og offentlighed.“ (Cleveland Clinic Journal of Medicine, maj 1989) Hvordan var situationen dengang, og hvordan er den nu?

Allerede for 30 år siden blev der sagt til patologer og blodbankpersonale: „Blod er dynamit! Det kan gøre meget godt, og det kan anrette store skader. Dødeligheden ved blodtransfusion svarer til dødeligheden ved enten bedøvelse eller blindtarmsoperationer. Der siges at være rundt regnet ét dødsfald pr. 1000 til 3000 eller måske 5000 transfusioner. I Londonområdet er der rapporteret ét dødsfald for hver 13.000 flasker blod der er givet.“ — New York State Journal of Medicine, 15. januar 1960.

Er farerne siden blevet fjernet, sådan at det nu er risikofrit at modtage blod? Nej, der er hvert år hundredtusinder som får komplikationer ved blodtransfusion, og mange dør af dem. Her tænker du sikkert på at der kan overføres sygdomme via blodet. Men lad os først betragte nogle risici som er mindre velkendte.

BLODET OG DIN IMMUNITET

Tidligt i dette århundrede udvidede forskerne vort kendskab til blodets indviklede sammensætning. De fandt ud af at der er forskellige blodtyper. Ved transfusioner er det afgørende at donorens blod svarer til patientens. Hvis en patient med blodtype A får blod af type B kan der opstå en alvorlig hæmolytisk reaktion. Mange af hans røde blodlegemer kan blive ødelagt, så døden hurtigt indtræder. Skønt blodtypebestemmelse og forligelighedsprøver nu er rutine, sker der fejl. Der forekommer hvert år dødsfald på grund af hæmolytiske reaktioner.

Spørgsmålet om forligelighed er nemlig ikke afgjort med de relativt få blodtyper hospitalerne søger at forlige. I artiklen „Blodtransfusion — brug, misbrug og farer“ skriver dr. Douglas H. Posey, jun.: „For næsten 30 år siden beskrev Sampson blodtransfusion som en forholdsvis farlig procedure . . . [Siden] har man påvist og beskrevet yderligere mindst 400 antistoffer i de røde blodlegemer. Der er ingen tvivl om at antallet fortsat vil stige, for de røde blodlegemers cellemembran er enormt kompleks.“ — Journal of the National Medical Association, juli 1989.

Forskerne studerer nu hvordan transfusionsblod indvirker på legemets immunsystem. Hvad kan det betyde for dig, eller for en af dine slægtninge som skal opereres?

Når man transplanterer et hjerte, en lever eller et andet organ, sker det at immunsystemet registrerer det fremmede væv og afstøder det. Men en transfusion er også en vævstransplantation. Selv blod der ifølge prøverne skulle være forligeligt med patientens, kan svække immunforsvaret. Ved en konference for patologer blev det for nylig fastslået at hundreder af lægetidsskrifter „har sat blodtransfusioner i forbindelse med immunologiske reaktioner“. — „Et stigende anklagemateriale mod transfusioner“, Medical World News, 11. december 1989.

En af immunsystemets hovedopgaver er at opspore og ødelægge ondartede celler (for eksempel kræftceller). Kunne et svækket immunforsvar medføre kræft og dermed døden? Læg mærke til to rapporter.

Tidsskriftet Cancer forelagde den 15. februar 1987 resultaterne af en undersøgelse der var foretaget i Holland: „Hos patienterne med tyktarmskræft viste det sig at transfusion havde en markant negativ indvirkning på langtidsoverlevelsen. I denne gruppe var der en samlet 5-års overlevelse på 48% hos de patienter der havde fået transfusion og på 74% hos dem der ikke havde fået transfusion.“ Læger ved University of Southern California i USA fulgte op med en undersøgelse af hundrede patienter der blev opereret for kræft. „Tilbagefaldsraten for alle typer strubekræft var 14% hos dem der ikke fik blod og 65% hos dem der fik blod. For kræft i mundhule, svælg og næse eller bihuler var tilbagefaldsraten 31% uden transfusioner og 71% med transfusioner.“ — Annals of Otology, Rhinology & Laryngology, marts 1989.

Hvordan bør man da se på blodtransfusion? I artiklen „Blodtransfusioner og kræftoperationer“ drager dr. John S. Spratt denne slutning: „Kræftkirurgen bliver måske nødt til at operere uden blod.“ — The American Journal of Surgery, september 1986.

En anden vigtig opgave for immunsystemet er at forsvare kroppen mod infektion. Det er derfor ikke overraskende at nogle undersøgelser har vist at patienter der får blod, er mere modtagelige for infektioner. Dr. P. I. Tartter har foretaget en undersøgelse af tyktarms- og endetarmsoperationer. Af de patienter man gav blod var der 25 procent som fik infektioner, sammenlignet med 4 procent af dem man ikke gav blod. Han fortæller: „Blodtransfusioner blev sat i forbindelse med infektionskomplikationer når de blev givet enten før, under eller efter operationen . . . Risikoen for infektion efter operationen steg progressivt med det antal blodportioner der blev givet.“ (The British Journal of Surgery, august 1988) Ved et møde i Den Amerikanske Forening af Blodbanker i 1989 blev deltagerne oplyst om at 23 procent af dem der fik donorblod under hofteudskiftningsoperationer fik infektioner, mens de der ikke fik blod heller ikke fik nogen infektioner.

Om denne virkning af blodtransfusioner skrev dr. John A. Collins: „Det ville bestemt være en skæbnens ironi hvis en ’behandling’ der kun viser meget ringe tegn på at udrette noget væsentligt, skulle vise sig at forstærke et af de hovedproblemer sådanne patienter har.“ — World Journal of Surgery, februar 1987.

SYGDOMSFRIT ELLER SYGDOMSFARLIGT?

Blodoverførte sygdomme bekymrer såvel samvittighedsfulde læger som mange patienter. Hvilke sygdomme? Faktisk er der en lang række.

Efter at have beskrevet de mere velkendte sygdomme går bogen Techniques of Blood Transfusion (1982) over til at tale om „andre transfusions-relaterede infektionssygdomme“, såsom syfilis, cytomegalovirus-infektion og malaria. Derefter siger den: „Der er også rapporter om at adskillige andre sygdomme overføres ved blodtransfusion, deriblandt herpesvirus-infektion, mononucleosis infectiosa (Epstein-Barr-virus), toxoplasmose, trypanosomiasis [afrikansk sovesyge og Chagas’ sygdom], leishmaniasis, brucellose, tyfus, filariasis, mæslinger, salmonellose og Colorado tick fever.“

Listen over sygdomme vokser stadig. I amerikanske aviser har der været overskrifter som „Lyme-sygdom ved transfusion? Næppe sandsynligt, men eksperterne er forsigtige“. Hvor trygt kan man modtage blod fra en donor der har givet positivt udslag ved prøven for Lyme-sygdom? Et panel af sundhedsfolk blev spurgt om de selv ville modtage det. „De svarede alle nej, men ingen af dem anbefalede at blod fra sådanne donorer blev kasseret.“ Hvordan skal offentligheden betragte blod som eksperterne ikke selv vil modtage? — The New York Times, 18. juli 1989.

En anden grund til bekymring er at blod som er blevet indsamlet i ét land hvor en bestemt sygdom er udbredt, kan blive brugt et helt andet sted, hvor hverken læger eller offentlighed er opmærksomme på faren. Med den øgede rejseaktivitet, indvandringen og flygtningestrømmen vokser risikoen for at finde en fremmedartet sygdom i et blodprodukt.

En specialist i infektionssygdomme har desuden advaret: „Det kan være nødvendigt at screene blodforsyningen for at hindre overførelse af et antal sygdomme der ikke tidligere blev anset for infektiøse, deriblandt leukæmi, lymfom og dementia [Alzheimers sygdom].“ — Transfusion Medicine Reviews, januar 1989.

Hvor ildevarslende dette end lyder, er der andre risici som har skabt langt større frygt.

AIDS-PANDEMIEN

„AIDS [erhvervet immundefekt-syndrom] har for bestandig ændret lægers og patienters syn på blod. Og det er slet ikke så dårligt, sagde de læger der var forsamlet på De Nationale Sundhedsinstitutter til en konference om blodtransfusion.“ — Washington Post, 5. juli 1988.

AIDS-pandemien har for alvor rusket folk vågne for faren for at pådrage sig smitsomme sygdomme gennem blod. Millioner er allerede smittet. Sygdommen breder sig ukontrollabelt. Og dødsprocenten ligger praktisk taget på 100.

AIDS forårsages af human immundefekt-virus (HIV), der kan spredes med blod. Den moderne AIDS-pest kom for dagen i 1981. Allerede året efter erfarede sundhedseksperter at viruset sandsynligvis kunne bringes videre i blodprodukter. Det erkendes nu at blodindustrien var sen til at reagere, selv efter at der var udviklet prøver der kunne påvise HIV-antistoffer i blod. Testning af donorblod blev omsider indført i 1985,a men selv da undlod man at kontrollere blodprodukter der allerede stod på hylderne.

Derefter forsikrede man offentligheden om at nu var blodforsyningen sikker. Senere viste det sig imidlertid at der kan gå flere måneder før en smittet person danner påviselige antistoffer. Uden at være klar over at han er smittet med viruset kan han give blod der reagerer negativt ved screeningen. Dette er sket. Og nogle har udviklet AIDS efter at have fået transfusioner med sådant blod!

Billedet blev endnu mere dystert. The New England Journal of Medicine rapporterede den 1. juni 1989 om „hvilende HIV-smitte“. Det blev forklaret at folk kan bære på AIDS-virus i årevis uden at det kan påvises ved hjælp af de nuværende indirekte prøver. Nogle vil bagatellisere dette og sige at det kun drejer sig om sjældne tilfælde, men disse tilfælde beviser trods alt „at risikoen for AIDS-smitte via blodet og dets bestanddele ikke helt kan udelukkes“. (Patient Care, 30. november 1989) Den foruroligende konklusion er at en negativ prøve ikke kan betragtes som en ren sundhedsattest. Hvor mange flere vil få AIDS gennem blod?

DET — ELLER DE — NÆSTE FODTRIN?

Mange som bor i lejlighed kender den situation at de hører et fodtrin i lejligheden ovenover, og spændt venter på det næste. I bloddilemmaet ved ingen hvor mange ildevarslende fodtrin der stadig kommer.

AIDS-viruset blev kaldt HIV, men nu kalder nogle eksperter det HIV-1. Hvorfor? Fordi de har fundet et andet virus af AIDS-typen som de kalder HIV-2. Det kan forårsage AIDS-symptomer og er udbredt i nogle områder. Desuden bliver det „ikke konsekvent påvist ved de AIDS-prøver som nu er i brug her,“ fortæller The New York Times for 27. juni 1989. „De nye opdagelser . . . gør det vanskeligere for blodbankerne at sikre sig at det blod der afgives, er risikofrit.“

Eller hvad skal man sige om AIDS-virusets fjerne slægtninge? En amerikansk præsidentkomité har udtalt at et af disse virus „menes at være årsagen til T-celle-leukæmi/lymfom hos voksne og en alvorlig nervesygdom“. Dette virus er allerede udbredt blandt bloddonorer og kan spredes i blodet. Man har ret til at spørge: ’Hvor effektiv er blodbankernes screening for sådanne andre virus?’

Kun tiden vil vise hvor mange blodbårne virus der gemmer sig i blodforsyningen. „Det ukendte kan volde større bekymring end det kendte,“ skriver dr. Harold T. Meryman. „Overførlige virus med inkubationstider på mange år vil være vanskelige at forbinde med transfusioner og endnu vanskeligere at påvise. HTLV-gruppen er givetvis kun den første af en lang række der vil dukke op.“ (Transfusion Medicine Reviews, juli 1989) „Som om AIDS-epidemien ikke var elendighed nok . . . har en række nyligt anførte eller beskrevne transfusionsrisici påkaldt sig opmærksomheden i 1980’erne. Der skal ikke megen fantasi til at forudsige at der findes andre alvorlige virussygdomme som overføres ved homologe transfusioner.“ — Limiting Homologous Exposure: Alternative Strategies, 1989.

Der har allerede lydt så mange „fodtrin“ at de amerikanske Centre for Sygdomskontrol anbefaler „altomfattende forholdsregler“, nemlig at ’behandlingspersonale bør gå ud fra at alle patienter er smittet med HIV og andre blodbårne patogener’. Det er ikke uden grund at både behandlingspersonale og medlemmer af offentligheden er begyndt at tage deres syn på blod op til revision.

[Fodnote]

[Ramme på side 8]

„Cirka 1 ud af 100 transfusioner ledsages af feber, kuldegysninger eller nældefeber. . . . Cirka 1 af 6000 transfusioner med røde blodlegemer resulterer i en hæmolytisk transfusionsreaktion. Dette er en alvorlig immunologisk reaktion der kan optræde akut eller forsinket nogle dage efter transfusionen; den kan resultere i akut [nyre]svigt, chok, intravaskulær koagulation, og endda død.“ — De Nationale Sundhedsinstitutters konference, USA, 1988.

[Ramme på side 9]

Den danske forsker Niels Jerne modtog i 1984 en delt nobelpris i medicin. Da han blev spurgt hvorfor han havde afslået at modtage blodtransfusion under en operation, svarede han: „Et menneskes blod er som dets fingeraftryk — der findes ikke to blodtyper som er nøjagtig ens.“

[Ramme på side 10]

BLOD, ØDELAGT LEVER, OG . . .

„Ironisk nok har blodoverført AIDS . . . aldrig været så stor en trussel som andre sygdomme — hepatitis, for eksempel,“ forklarer Washington Post.

Ja, et stort antal er blevet meget syge og er døde af den hepatitisform som der ikke findes nogen specifik behandling for. Ifølge U.S.News & World Report for 1. maj 1989 udvikler cirka 5 procent af dem der får blod i De Forenede Stater hepatitis — 175.000 mennesker om året. Omkring halvdelen bliver kroniske smittebærere, og mindst hver femte ender med at få skrumpelever eller leverkræft. Det anslås at 4000 dør. Tænk på hvilke overskrifter man ville få at se hvis en jumbojet styrtede ned og alle ombordværende blev dræbt. Men 4000 døde svarer til at en fyldt jumbojet styrter ned hver måned!

Lægerne har længe vidst at en mildere hepatitis (type A) blev spredt gennem forurenet føde eller vand. Derefter så de at en alvorligere form spredtes gennem blod, og de havde ingen metode til at screene blodet for den. Omsider fandt nogle fremragende forskere ud af at afsløre de „fodtrin“ som dette virus (type B) afsatte. I begyndelsen af 1970’erne blev blodet screenet i nogle lande. Blodforsyningen syntes sikker, og fremtiden tegnede sig lys! Eller gjorde den?

Inden længe stod det klart at tusinder som fik screenet blod alligevel udviklede hepatitis. Efter en svækkende sygdomsperiode erfarede mange at deres lever var ødelagt. Men blodet var blevet testet, så hvordan var det gået til? Blodet indeholdt endnu en hepatitisform, kaldet hepatitis non-A, non-B (NANB). I et årti var det transfusionernes svøbe — der ramte mellem 8 og 17 procent af dem der fik transfusioner i Israel, Italien, Japan, Spanien, Sverige og De Forenede Stater.

Så kom der overskrifter som „Det mystiske hepatitis non-A, non-B virus endelig isoleret“, „En feber i blodet slået ned“. Igen var budskabet at ’den eftersøgte forbryder var fundet’. I april 1989 fik offentligheden så at vide at der fandtes en test for NANB, nu kaldet hepatitis C.

Man spekulerer på om det er for tidligt at ånde lettet op. Italienske forskere har rapporteret om endnu et hepatitisvirus, en mutant, som kan være skyld i en tredjedel af tilfældene. „Nogle autoriteter,“ siger Harvard Medical School Health Letter for november 1989, „spekulerer med bekymring på om A, B, C og D måske ikke er hele hepatitisvirus-alfabetet; der kan stadig dukke flere op.“ The New York Times skrev den 13. februar 1990: „Eksperterne nærer en stærk mistanke om at andre virus også kan forårsage hepatitis; hvis de bliver fundet, vil de blive kaldt hepatitis E og så videre.“

Må blodbankerne imødese flere lange efterforskninger efter tester der kan gøre blodet sikkert? Med henvisning til udgifterne har en direktør fra Amerikansk Røde Kors fremsat denne foruroligende kommentar: „Vi kan ikke blive ved med at tilføje test efter test for hver smittekilde der spredes.“ — Medical World News, 8. maj 1989.

Selv testen for hepatitis B er utilstrækkelig; mange pådrager sig stadig denne sygdom gennem blod. Og vil offentligheden være tilfreds med den omtalte test for hepatitis C? The Journal of the American Medical Association (5. januar 1990) viser at der kan gå et år før antistofferne fra sygdommen kan spores gennem testen. I mellemtiden må de der får blodtransfusion kalkulere med faren for ødelagt lever — og døden.

[Ramme/illustration på side 11]

Chagas’ sygdom illustrerer hvordan sygdomme kan spredes over store afstande gennem blodet. „The Medical Post“ for 16. januar 1990 meddeler at ’10-12 millioner mennesker i Latinamerika er kronisk smittede’. Dette er blevet omtalt som „en af de største transfusionsfarer i Sydamerika“. En „snigmorderbille“ bider et sovende offer i ansigtet, suger blod, og efterlader afføring i såret. Offeret kan derefter gå med Chagas’ sygdom i årevis (og i den tid afgive blod) før der melder sig dødelige hjertekomplikationer.

Hvorfor skulle dette bekymre folk som lever på andre kontinenter langt derfra? I „The New York Times“ (23. maj 1989) beretter dr. L. K. Altman om patienter der har fået Chagas’ sygdom efter transfusion. En af dem døde. Lægen skriver: „Der kan være flere tilfælde som blot ikke er blevet opdaget fordi [lægerne her] ikke er fortrolige med Chagas’ sygdom og heller ikke gør sig klart at den kan spredes via transfusioner.“ Ja, blod kan sprede sygdomme vidt omkring.

[Ramme på side 12]

Dr. Knud Lund-Olesen skriver i „Ugeskrift for Læger“: „Når det nu . . . meddeles, at nogle personer i visse risikogrupper melder sig som donorer, for så bliver de automatisk testede for AIDS, synes jeg nok, at man må være betænkelig ved at modtage blodtransfusion. Jehovas vidner har jo nægtet dette i mange år. Har de skuet ind i fremtiden?“ — 26. september 1988.

[Illustration på side 9]

Paven overlevede et skudattentat. Efter at han var blevet udskrevet fra hospitalet blev han indlagt igen i to måneder og „led temmelig meget“. Hvorfor? På grund af en potentielt dødelig cytomegalovirus-infektion fra det blod han havde fået

[Kildeangivelse]

UPI/Bettmann Newsphotos

[Illustration på side 12]

AIDS-virus

[Kildeangivelse]

CDC, Atlanta, Ga., USA

Seriøse alternativer til transfusion

Du vil måske sige: ’Transfusioner er nok risikable, men findes der seriøse alternativer?’ Det er et berettiget spørgsmål, med vægt på ordet „seriøse“.

Alle, også Jehovas vidner, ønsker seriøs lægebehandling. Dr. Grant E. Steffen nævner to hovedkrav: „Seriøs lægebehandling indebærer at de faktorer der indgår i behandlingen, kan føre til at man når berettigede lægelige og ikkelægelige mål.“ (The Journal of the American Medical Association, 1. juli 1988) Til „ikkelægelige mål“ hører at patientens etiske holdning eller bibelsk begrundede samvittighed ikke krænkes. — Apostelgerninger 15:28, 29.

Findes der retmæssige og effektive måder at behandle alvorlige tilstande på uden at bruge blod? Svaret er lykkeligvis ja.

Selv om de fleste kirurger har hævdet at de kun har givet blod når det har været absolut nødvendigt, er deres brug af blod dalet betydeligt efter at AIDS-epidemien brød ud. En leder i Mayo Clinic Proceedings (september 1988) siger at „et af epidemiens få lyspunkter“ var at „den førte til at patienter og læger tog forholdsregler for at undgå blodtransfusion“. En talsmand fra en blodbank forklarer: „Det der har ændret sig er budskabets styrke, hospitalslægernes modtagelighed for budskabet (fordi de i stigende grad erkender farerne), og kravet om at overveje alternativer.“ — Transfusion Medicine Reviews, oktober 1989.

Der findes altså alternativer! Det vil man forstå når man undersøger hvorfor der gives blod.

Hæmoglobinet i de røde blodlegemer transporterer ilt som er nødvendigt for at man kan leve og have et godt helbred. Hvis man har mistet meget blod, kunne det derfor synes logisk blot at erstatte det. Under normale forhold har man 14-15 gram hæmoglobin pr. 100 milliliter blod. (Et andet mål for koncentrationen er hæmatokritværdien, der almindeligvis ligger på omkring 45 procent.) Tommelfingerregelen har tidligere været at give blod før en operation hvis patientens hæmoglobintal var under 10 (eller hæmatokritværdien under 30 procent). Det schweiziske tidsskrift Vox Sanguinis (marts 1987) udtaler at „65% af [narkoselægerne] krævede at patienterne skulle have en hæmoglobinmængde på 10 g/dl før elektiv kirurgi“.

Men ved en konference om blodtransfusion i 1988 spurgte professor Howard L. Zauder: „Hvordan fik vi dette ’magiske tal’?“ Han fastslog klart: „Årsagen til kravet om at en patient skal have 10 gram hæmoglobin (Hgb) før narkose bunder i traditioner, fortaber sig i det uvisse, og er ikke begrundet med kliniske eller eksperimentelle vidnesbyrd.“ Tænk på hvor mange tusind patienter der har fået transfusioner dikteret af en ’ubegrundet tradition’!

Men hvorfor har man normalt et hæmoglobinniveau på 14, hvis man kan klare sig med langt mindre? Det er for at kroppen kan have en betragtelig iltbærende kapacitet i reserve, som man kan tære på når man motionerer eller udfører hårdt arbejde. Studier af anæmi-patienter viser endda at „det er vanskeligt at fastslå nogen forringet arbejdsevne ved hæmoglobinkoncentrationer helt ned til 7 g/dl. Andre har blot fundet vidnesbyrd om moderat nedsat funktion“. — Contemporary Transfusion Practice, 1987.

Voksne kan klare sig med et lavt hæmoglobinniveau. Men gælder det også børn? Dr. James A. Stockman III siger: „Med få undtagelser vil børn der fødes for tidligt opleve et fald i hæmoglobinet i de første en til tre måneder . . . Indikationerne for transfusion på spædbarnsstadiet er ikke veldefinerede. Mange spædbørn synes faktisk at tolerere bemærkelsesværdigt lave hæmoglobinkoncentrationer uden tegn på kliniske vanskeligheder.“ — Pediatric Clinics of North America, februar 1986.

Det vil ikke sige at behandling er unødvendig hvis man mister meget blod ved en ulykke eller en operation. Ved et akut og stort blodtab vil blodtrykket falde, og der kan opstå chok. Det der først og fremmest er behov for, er at standse blødningen og erstatte den tabte væskemængde. Det vil forhindre chok og holde de resterende røde blodlegemer og andre blodbestanddele i cirkulation.

Væskemængden kan erstattes uden at man bruger fuldblod eller blodplasma.a Der findes forskellige væsker uden blod som kan bruges med effektiv virkning. Den simpleste er saltvand, som både er billigt og forligeligt med menneskeblod. Desuden er der væsker med specielle egenskaber, såsom dextran (Macrodex), Haemaccel og Ringer-laktat. Et nyere plasmaerstatningsmiddel er hydroxyethyl-stivelseopløsning (HES), der ved forbrændinger „trygt kan anbefales til de patienter som afviser blodprodukter“. (Journal of Burn Care & Rehabilitation, januar/februar 1989) Sådanne væsker har afgjorte fordele. „Krystalloidopløsninger [som almindeligt saltvand og Ringer-laktat], dextran og HES er forholdsvis ugiftige og billige, nemme at fremskaffe, kan opbevares ved stuetemperatur, kræver ingen forligelighedsprøver og indebærer ingen risiko for transfusionsoverførte sygdomme.“ — Blood Transfusion Therapy — A Physician’s Handbook, 1989.

Hertil spørger du måske: ’Hvordan kan erstatningsvæsker der ikke indeholder blod være tilstrækkelige, når man behøver røde blodlegemer for at få ilt transporteret rundt i kroppen?’ Jo, som allerede nævnt har man iltbærende reserver. Hvis man mister blod, sættes en forunderlig kompensationsmekanisme i gang. Hjertet pumper mere blod ved hvert slag. Eftersom det mistede blod er blevet erstattet med en egnet væske, strømmer det nu fortyndede blod lettere, selv i de små blodkar. Og der sker kemiske forandringer som bevirker at der afgives mere ilt til vævene. Denne tilpasning er så effektiv at selv om man kun har halvdelen af sine røde blodlegemer tilbage, kan der stadig afgives 75 procent af den normale iltmængde. En patient som er i hvile, bruger kun 25 procent af den ilt der er til rådighed i blodet. Og de fleste former for narkose nedsætter legemets behov for ilt.

HVORDAN KAN LÆGEN HJÆLPE?

Dygtige læger kan hjælpe en der har mistet meget blod og derfor har færre røde blodlegemer. Når væskemængden er blevet erstattet, kan lægen give koncentreret ilt. Derved får kroppen mere ilt til rådighed, ofte med forbløffende resultater. Britiske læger anvendte denne metode over for en kvinde der havde mistet så meget blod at „hendes hæmoglobin faldt til 1,8 g/dl. Hun blev med held behandlet . . . [med] høje iltkoncentrationer og transfusioner af gelatineopløsning [Haemaccel]“. (Anaesthesia, januar 1987) Rapporten siger også at andre med akut blodtab med held er blevet behandlet med hyperbar ilt i trykkammer.

Lægerne kan også hjælpe deres patienter til at producere flere røde blodlegemer. Hvordan? Ved at give dem jernpræparater (i muskler eller vener), der kan hjælpe kroppen til at danne røde blodlegemer tre til fire gange hurtigere end normalt. For nylig er en anden hjælp også blevet mulig. Nyrerne danner et hormon kaldet erytropoietin (EPO), der stimulerer knoglemarven til at producere røde blodlegemer. Dette hormon kan nu fremstilles syntetisk. Læger kan ordinere det til visse patienter som lider af blodmangel, og derved hjælpe dem til hurtigt at danne røde blodlegemer til erstatning for de mistede.

Under selve operationen kan dygtige og samvittighedsfulde kirurger og narkoselæger yde hjælp ved at benytte avancerede metoder for at spare blod. En omhyggelig operationsteknik, hvor man for eksempel begrænser blodtabet ved hjælp af elektrokoagulation, er af største vigtighed. I nogle tilfælde kan blod der løber ud i et sår suges op, filtreres og ledes tilbage i kredsløbet.b

For patienter der forbindes med en hjerte-lungemaskine som er spædet med en væske der ikke indeholder blod, har denne fortynding af blodet den fordel at de mister færre røde blodlegemer.

Der findes også andre hjælpemidler. Nedkøling af patienten for at mindske iltbehovet under operationen. Hypotensiv anæstesi. Koagulationsfremmende behandling. Desmopressin (DDAVP) til at forkorte blødningstiden. Laserstrålekirurgi. Listen vil vokse efterhånden som flere læger og bekymrede patienter søger at undgå blodtransfusion. Vi håber at du aldrig mister meget blod. Men skulle det ske, taler meget for at dygtige læger vil kunne behandle dig uden at ty til blodtransfusion, der indeholder så mange risikomomenter.

OPERATION, JA — MEN UDEN TRANSFUSION

Der er mange i dag som ikke vil have blod. Af sundhedsmæssige årsager beder de om det som Jehovas vidner først og fremmest ønsker af religiøse grunde: en god lægebehandling der bygger på metoder som ikke indebærer blodtransfusion. Som vi har set, udelukker dette ikke at der kan udføres større operationer. Hvis du stadig har en smule tvivl tilbage, vil flere vidnesbyrd fra lægelitteraturen måske kunne få bugt med den.

Artiklen „Firdobbelt ledudskiftning hos medlem af Jehovas Vidner“ (Orthopaedic Review, august 1986) fortalte om en anæmisk patient med „fremskreden ødelæggelse i begge knæ og hofter“. Der blev givet jerndextran før og efter den planlagte operation, som var vellykket. British Journal of Anaesthesia berettede i 1982 om et 52-årigt Jehovas vidne med et hæmoglobinniveau på under 10. Med anvendelse af hypotensiv anæstesi for at mindske blodtabet, fik hun udskiftet både hofte- og skulderled. Et hold kirurger ved Arkansas universitet i USA har anvendt samme metode ved hundrede hofteoperationer på Jehovas vidner, og alle patienterne er kommet sig godt. Professoren som leder afdelingen, siger: „Det vi har lært ved at operere disse patienter (som er Jehovas vidner), bruger vi nu på alle patienter som vi udskifter hofter på.“

Nogle Jehovas vidner føler at de med god samvittighed kan modtage en organtransplantation, hvis den udføres uden blod. En rapport om 13 nyretransplantationer konkluderer: „De samlede resultater tyder på at nyretransplantation udmærket og med god virkning kan foretages på de fleste Jehovas vidner.“ (Transplantation, juni 1988) Der er endda blevet udført vellykkede hjertetransplantationer uden blod.

’Hvordan så med andre former for operationer?’ tænker du måske. Medical Hotline for april/maj 1983 fortalte om operation af „Jehovas vidner der fik udført større gynækologiske og obstetriske indgreb [ved Wayne State University, USA] uden blodtransfusion“. Det medfølgende nyhedsbrev oplyste: „Der var ikke flere dødsfald eller komplikationer end hos kvinder der havde fået de samme operationer med blodtransfusion.“ Og der blev føjet denne kommentar til: „Resultaterne af denne undersøgelse berettiger måske til en fornyet overvejelse af brugen af blod til alle kvinder der gennemgår obstetriske og gynækologiske operationer.“

På universitetshospitalet i Göttingen (Tyskland) har 30 patienter som afviste blod, fået udført rutineoperationer. „Der opstod ingen komplikationer som ikke også kunne være opstået hos patienter der tager imod blodtransfusioner. . . . At det ikke er muligt at ty til transfusion bør ikke overbetones, og det bør således ikke føre til at man afstår fra at udføre en operation der er nødvendig og kirurgisk gennemførlig.“ — Risiko in der Chirurgie, 1987.

På et stort antal børn og voksne er der endog blevet udført hjerneoperationer uden brug af blod. Dette er for eksempel sket ved New York University Medical Center. I 1989 skrev lederen af den neurokirurgiske afdeling, dr. Joseph Ransohoff: „Det er ganske klart at man i de fleste tilfælde med minimal risiko kan undgå anvendelse af blodprodukter til patienter som har religiøse principper imod brugen af disse produkter, især hvis indgrebet kan udføres hurtigt og med en relativt kort operationsperiode. Det er ret interessant at jeg ofte glemmer at patienten er et Jehovas vidne indtil det tidspunkt da de bliver udskrevet og de takker mig fordi jeg har respekteret deres religiøse tro.“

Kan der også udføres komplicerede hjerte-kar-operationer på børn og voksne uden brug af blod? Dr. Denton A. Cooley har været banebrydende på netop dette felt. Som du kan se i den lægeartikel der er gengivet i tillægget, side 27-29, er dr. Cooley på grundlag af en tidligere analyse kommet til den slutning at „risikoen ved kirurgiske indgreb på Jehovas vidner, som patientgruppe betragtet, ikke var væsentlig højere end for andre“. Efter at han nu har udført 1106 af disse operationer skriver han: „I hvert tilfælde bliver min aftale eller overenskomst med patienten [om ikke at give blod] overholdt.“

Kirurger har bemærket at noget andet som kendetegner Jehovas vidner, er deres gode indstilling. „Disse patienters indstilling har været eksemplarisk,“ skrev dr. Cooley i oktober 1989. „De har ikke den frygt for komplikationer eller endda døden som de fleste patienter har. De har en dyb og varig tro på deres religion og deres Gud.“

Det vil ikke sige at de hævder en ret til at dø. De søger god lægehjælp fordi de gerne vil være raske. De er overbeviste om at det er klogt at adlyde Guds lov, og dette har gavnet udviklingen inden for blodløs kirurgi.

Dr. V. Schlosser, professor ved universitetshospitalet i Freiburg, Tyskland, siger: „I denne patientgruppe var forekomsten af blødning under og efter operationen ikke hyppigere, og komplikationerne snarere færre. Det særlige syn på sygdom som er typisk for Jehovas vidner havde en positiv indflydelse på operationsforløbet.“ — Herz Kreislauf, august 1987.

[Fodnoter]

[Ramme på side 13]

„Vi må drage den slutning at mange af de patienter der i øjeblikket får blodkomponenter, ikke har nogen chance for at få gavn af transfusionerne (blodet er unødvendigt) men tværtimod har en betydelig risiko for uønskede bivirkninger. Ingen læge vil bevidst give en patient en behandling der ikke kan hjælpe men kunne skade, men det er nøjagtig hvad der sker når der gives unødvendige blodtransfusioner.“ — „Transfusion-Transmitted Viral Diseases“, 1987.

[Ramme på side 14]

„Nogle skribenter har erklæret at hæmoglobinværdier helt ned på 2 til 2,5 g/100 ml kan være acceptable. . . . En rask person kan tåle at miste 50 procent af mængden af røde blodlegemer og alligevel være næsten helt upåvirket af det hvis blodtabet sker over en periode.“ — „Techniques of Blood Transfusion“, 1982.

[Ramme på side 15]

„Ældre opfattelser angående ilttransport til vævene, sårheling og blodets næringstransport opgives nu. Erfaringen med patienter som er Jehovas vidner viser at svær blodmangel tolereres udmærket.“ — „The Annals of Thoracic Surgery“, marts 1989.

[Ramme på side 16]

Også små børn? „Der er udført 48 kirurgiske indgreb uden blod på åbent hjerte hos børn, uden hensyn til hvor komplicerede tilfældene har været.“ Børnene vejede ned til 4,7 kg. „På grund af den stadige succes med Jehovas vidner og den omstændighed at blodtransfusion indebærer en risiko for alvorlige komplikationer, udfører vi i øjeblikket de fleste af vore hjerteoperationer på børn uden transfusion.“ — „Circulation“, september 1984.

[Illustration på side 15]

Hjerte-lungemaskinen har været til stor gavn ved hjerteoperationer på patienter der ikke ønsker blod

Du har ret til at vælge

Samarbejdet mellem læge og patient kan fremmes ved en nøgtern analyse af fordele og ulemper. Lægen vil altid bedømme de risici der er forbundet med et medikament eller et kirurgisk indgreb, set i forhold til det mulige udbytte af behandlingen. Patienten kan være med til at foretage en sådan analyse.

Lad os tage et eksempel som de fleste kender til — kronisk betændelse i mandlerne. Hvis du var plaget af dette ville du sikkert gå til læge. Ja, du ville måske konsultere to, da sundhedseksperter ofte anbefaler at man hører to lægers mening. En mulighed er operation. Lægen forklarer hvad det indebærer: hvor længe du skal være indlagt, hvilket ubehag behandlingen medfører, og så videre. Med hensyn til risikoen siger han at svære blødninger ikke er almindelige og at dødsfald er meget sjældne. En anden mulighed er imidlertid at prøve behandling med antibiotika. Lægen forklarer om medicintype, udgifter og sandsynligheden for et vellykket resultat. Med hensyn til risikoen siger han at meget få patienter har haft livstruende reaktioner på medicinen.

Lægen har sikkert med fuld kompetence vurderet risici og gavnlige virkninger, men nu må du bedømme de nævnte risici og det mulige udbytte, sammenholdt med andre faktorer som du bedst selv kender. (Du er bedst i stand til at bedømme sådanne aspekter som din følelsesmæssige og åndelige styrke, familiens økonomi, virkningen på familien, og dine egne etiske principper.) Derefter træffer du et valg. Du vil sandsynligvis give dit informerede samtykke til den ene behandling og afslå den anden.

Det samme vil være tilfældet hvis det er dit barn der har kronisk betændte mandler. Fordele, ulemper og behandlingsformer vil blive ridset op for dig og din ægtefælle, da I som kærlige forældre er dem der er mest direkte berørt af sagen og må leve med resultatet af behandlingen. Efter at have overvejet alle aspekter kan I træffe en informeret afgørelse i denne sag der berører jeres barns helbred og måske endda dets liv. I foretrækker måske operation, med de risici dette indebærer. Andre forældre vil måske vælge den medicinske behandling, med de risici den indebærer. Ligesom læger giver forskellige råd, har forældre eller patienter forskellige meninger om hvad de finder bedst. Det er underforstået når man foretager en sådan analyse.

Hvordan så med blodtransfusion? Ingen der undersøger kendsgerningerne objektivt kan benægte at der er store risici forbundet med at bruge blod. Dr. Charles Huggins, der er leder af transfusionstjenesten ved det store General Hospital i Massachusetts, siger rent ud: „Blod har aldrig været mere sikkert end nu. Men det må betragtes som fundamentalt usikkert. Det er det farligste stof vi bruger i lægegerningen.“ — The Boston Globe Magazine, 4. februar 1990.

Behandlende personale har med god grund fået denne anvisning: „Det er også nødvendigt, når man skal vurdere risici kontra goder, at tage risikosiden af blodtransfusion op til revision og at søge alternativer.“ (Kursiveret af os.) — Perioperative Red Cell Transfusion, USA’s Nationale Sundhedsinstitutters konference, 27.-29. juni 1988.

Læger kan være uenige om fordelene og ulemperne ved at bruge blod. En vil måske give transfusioner og være overbevist om at de er risikoen værd. En anden vil måske mene at det ikke kan betale sig at løbe risikoen, da han har haft gode resultater med behandlingsformer uden blod. Men i sidste ende er det dig, patienten, der må træffe afgørelsen. Hvorfor? Fordi det er dit (eller dit barns) legeme, dit liv, din etiske holdning og dit grundlæggende gudsforhold det drejer sig om.

DIN RET ANERKENDES

Mange steder har patienten i dag en ukrænkelig ret til at afgøre hvilken lægebehandling han vil modtage. „Loven om informeret samtykke bygger på to forudsætninger: for det første at patienten har ret til at modtage tilstrækkeligt med oplysninger til at kunne træffe et informeret valg med hensyn til den anbefalede behandling; og for det andet at patienten kan vælge at tage imod eller at afslå det lægen anbefaler. . . . Medmindre patienterne anses for at have ret til at sige nej, såvel som ja, og endda betinget ja, forsvinder meget af det logiske grundlag for informeret samtykke.“ — Informed Consent — Legal Theory and Clinical Practice, 1987.a

Nogle patienter har mødt modstand når de har forsøgt at udøve deres ret. Modstanden kan være kommet fra en ven som har stærke meninger om fjernelse af mandler eller brug af antibiotika. Eller fra en læge som er overbevist om at hans råd er det rette. Eller fra hospitalspersonale, som måske er meget opmærksomt på juridiske eller økonomiske aspekter.

„Mange ortopæder vælger ikke at operere patienter [som er Jehovas vidner],“ siger dr. Carl L. Nelson. „Det er vor overbevisning at patienten har ret til at afvise enhver form for lægebehandling. Hvis det er teknisk muligt at operere sikkert med udelukkelse af en bestemt behandling, som for eksempel transfusion, bør dette foreligge som en valgmulighed.“ — The Journal of Bone and Joint Surgery, marts 1986.

En betænksom patient vil ikke presse en læge til at give en behandling han ikke har erfaring med. Men som dr. Nelson bemærker, er mange pligtopfyldende læger i stand til at indrette sig efter patientens tro. Et tysk lægetidsskrift siger: „Lægen kan ikke nægte at yde hjælp . . . med den tanke at da det gælder et Jehovas vidne, står ikke alle lægelige muligheder åbne for ham. Han har stadig pligt til at yde hjælp, selv om de muligheder der står åbne for ham, er begrænsede.“ (Der Frauenarzt, maj-juni 1983) På samme måde er det hospitalernes opgave at hjælpe alle uden forskel. Den katolske teolog Richard J. Devine siger: „Skønt hospitalet må gøre sig enhver anden lægelig bestræbelse for at bevare patientens liv og helbred, må det sikre sig at behandlingen ikke krænker [vedkommendes] samvittighed. Desuden må det undgå enhver form for tvang, lige fra at besnakke patienten til at skaffe en dommerkendelse for at påtvinge ham blod.“ — Health Progress, juni 1989.

BEDRE END AT GÅ RETTENS VEJ

De fleste vil sige at personlige spørgsmål om lægebehandling ikke er domstolenes sag. Hvad ville du for eksempel sige til at nogle gik rettens vej for at tvinge dig til at få dine mandler fjernet ved operation, hvis du selv havde valgt medicinsk behandling? En læge vil sikkert ønske at give den behandling han anser for bedst, men han har ingen pligt (eller ret) til at søge juridisk belæg for at trampe på dine grundlæggende rettigheder. Og da Bibelen moralsk set ligestiller dét at undgå blod med dét at undgå utugt, vil dét at påtvinge en kristen blod være det samme som seksuel tvang — voldtægt. — Apostelgerninger 15:28, 29.

Trods dette bliver nogle domstole, ifølge bogen Informed Consent for Blood Transfusion (1989), så foruroligede når en patient er villig til at løbe en risiko på grund af sine religiøse rettigheder, „at de opfinder juridiske undtagelser — gør juridiske krumspring, om man vil — for at tillade transfusion“. De forsøger måske at undskylde sig med at der er en graviditet at tage hensyn til, eller børn at forsørge. „Det er juridiske krumspring,“ siger bogen. „Habile voksne har ret til at nægte behandling.“

Nogle som insisterer på at give transfusion overser at Jehovas vidner ikke afslår alle former for behandling. De afviser blot én behandlingsform, som selv eksperter siger er forbundet med fare. Et sygdomstilfælde kan som regel behandles på flere måder. Ved den ene er der én risiko, ved den anden en anden risiko. Kan en dommer eller læge alfaderligt vide hvilken risiko der ’tjener ens interesser bedst’? Nej, det må man selv afgøre. Jehovas vidner fastholder at de ikke ønsker at andre skal bestemme for dem; det er deres eget ansvar over for Gud.

Hvordan kunne det berøre din samvittighed og din livsvilje at en domstol påtvang dig en behandling du afskyede? Dr. Konrad Drebinger skriver: „Det ville afgjort være misforstået lægelig ærgerrighed at tvinge en patient til at tage imod en given behandling, at underkende hans samvittighed for at behandle ham fysisk men tildele hans psyke et dødsstød.“ — Der Praktische Arzt, juli 1978.

KÆRLIG OMSORG FOR BØRN

Retssager om blod drejer sig ofte om børn. Når kærlige forældre respektfuldt anmoder om at der behandles uden blod, sker det at lægerne henvender sig til myndighederne for at få tilladelse til at give blod. Kristne anerkender naturligvis at politi og domstole griber ind for at beskytte børn mod misbrug eller vanrøgt. Man læser undertiden om tilfælde hvor forældre mishandler et barn eller nægter det enhver lægehjælp. Det er meget tragisk. Det er klart at myndighederne i sådanne tilfælde må skride ind for at beskytte barnet. Det er imidlertid ikke vanskeligt at se at sagen stiller sig helt anderledes når kærlige forældre anmoder om seriøs lægebehandling uden blod.

Sådanne retssager gælder som regel børn der er indlagt på et hospital. Hvordan kom barnet der, og hvorfor? Det var i så godt som alle tilfælde de omsorgsfulde forældre der fik barnet indlagt for at det kunne få den rette behandling. Ligesom Jesus holdt af børn, har kristne forældre omsorg for deres børn. Bibelen taler om ’en ammende moder der plejer sine børn’. Jehovas vidner nærer denne dybe kærlighed til deres børn. — 1 Thessaloniker 2:7; Mattæus 7:11; 19:13-15.

Alle forældre træffer helt naturligt afgørelser som berører deres børns liv og sikkerhed: Skal hjemmet opvarmes med gas eller olie? Vil de tage barnet med på en bilferie? Skal barnet have lov til at tage en svømmetur? Alt dette indebærer risici, endda for barnets liv. Men samfundet anerkender forældrenes skøn; de har det afgørende ord i næsten alle sager som berører deres børn.

I 1979 erklærede De Forenede Staters højesteret: „Lovens familieopfattelse bygger på den forudsætning at forældre besidder hvad et barn mangler i modenhed, erfaring og dømmekraft, som man må have for at træffe de vanskelige afgørelser i livet. . . . Alene det at et forældrepars afgørelse [i et lægeligt anliggende] indebærer risici, overfører ikke automatisk bemyndigelsen til at træffe denne afgørelse fra forældrene til en offentlig institution eller embedsmand.“ — Parham v. J.R.

Samme år traf New Yorks appelret denne afgørelse: „Den mest betydningsfulde faktor ved afgørelsen af om et barn bliver berøvet tilstrækkelig lægehjælp . . . er om forældrene har sørget for en acceptabel lægebehandling til deres barn i betragtning af omstændighederne. Dette kan ikke afgøres med et spørgsmål om hvorvidt forældrene har truffet en ’rigtig’ eller en ’forkert’ afgørelse, for trods de enorme fremskridt inden for lægegerningen, tillader dens nuværende stade meget sjældent så definitive konklusioner. Retten kan heller ikke tiltage sig rollen som erstatningsforældre.“ — In re Hofbauer.

Tænk igen på eksemplet med forældrene der måtte vælge mellem operation og antibiotika. Hver behandling ville indebære risici. Kærlige forældre må bedømme risici, goder og andre faktorer, og så træffe en afgørelse. I denne forbindelse foreslog dr. Jon Samuels (i Anesthesiology News, oktober 1989) at man repeterede dokumentet „Retningslinjer for dommeren i sager vedrørende lægebehandling af børn“, skrevet af et råd af amerikanske dommere. Heri anlægges denne holdning:

„Lægevidenskaben er ikke så udviklet at en læge med rimelig sikkerhed kan forudsige at hans patient vil leve eller dø . . . Hvis der er et valg mellem flere fremgangsmåder — hvis for eksempel lægen anbefaler en fremgangsmåde som har 80 procents chance for at lykkes, men som forældrene modsætter sig, og forældrene ikke har noget imod en fremgangsmåde som kun har 40 procents chance for at lykkes — så bør lægen vælge den lægeligt set mere risikable, men for forældrene ikke-anstødelige kurs.“

I betragtning af de mange farer der har vist sig ved den lægelige brug af blod, og de effektive alternativer der er udviklet, kunne man endda sige at man i de fleste tilfælde løber den mindste risiko ved at undgå blod.

Kristne forældre tager naturligvis mange faktorer i betragtning hvis deres børn behøver en operation. Ethvert indgreb, med eller uden blod, indebærer risici. Hvilken kirurg giver garantier? Forældrene ved måske at der er dygtige læger som har opnået gode resultater med blodløs kirurgi på børn af Jehovas vidner. Så selv om en læge eller et hospital ville foretrække en anden behandling, ville det da ikke være mere fornuftigt af dem at samarbejde med de omsorgsfulde forældre end at forsøge at tage forældremyndigheden fra dem? Eller forældrene kunne overføre deres barn til et andet hospital hvor staben har erfaring i at behandle den slags sager og er indstillet på at gøre det. Når det kommer til stykket vil en behandling uden blod utvivlsomt være den bedste, da den kan hjælpe familien til at nå „berettigede lægelige og ikkelægelige mål“, som tidligere nævnt.

[Fodnote]

[Ramme på side 18]

LÆGENS JURIDISKE BETÆNKELIGHEDER

Du undrer dig måske over hvorfor nogle læger er så hurtige til at skaffe myndighedernes godkendelse til at give blod. Nogle steder er grunden frygt for senere sagsanlæg.

Der er dog ingen grund til at nære en sådan bekymring når Jehovas vidner vælger at blive behandlet uden blod. En læge ved Albert Einstein College of Medicine (USA) skriver: „De fleste [Jehovas vidner] underskriver beredvilligt den amerikanske lægeforenings blanket der fritager lægerne og hospitalet for retslige konsekvenser, og mange bærer et lægeligt dokument på sig. En behørigt underskrevet og dateret blanket med en erklæring om at underskriveren nægter at modtage blodprodukter, er en kontraktlig overenskomst og er juridisk bindende.“ — Anesthesiology News, oktober 1989.

Ja, Jehovas vidner giver gerne en juridisk forsikring om at lægen eller hospitalet ikke vil blive draget til ansvar for følgerne af den behandling de anmoder om. Som anbefalet af lægelige eksperter bærer hvert Jehovas vidne et kort som angiver at han eller hun ikke ønsker blod. Kortet bliver fornyet en gang om året og er underskrevet af personen selv og to vidner, deriblandt som regel vedkommendes nærmeste slægtning.

I marts 1990 stadfæstede Ontarios højesteret i Canada en tidligere afgørelse, hvori der blev sagt om dette dokument: „Kortet er en skriftlig erklæring om en gyldig holdning som kortets indehaver er berettiget til at indtage, og lægger en skriftlig begrænsning på overenskomsten med lægen.“ I Medicinsk Etik (1985) skriver professor Daniel Andersen: „Foreligger der en utvetydig skriftlig tilkendegivelse fra patienten om, at vedkommende er Jehovas vidne og ikke ønsker blod under nogen omstændigheder, kræver respekt for patientens autonomi, at dette ønske respekteres, som om der havde foreligget et mundtligt udsagn.“

Jehovas vidner vil også underskrive en eventuel aftale med hospitalet. En blanket der bruges ved et hospital i Freiburg i Tyskland, har en rubrik hvor lægen kan beskrive de oplysninger han har givet patienten om behandlingen. Derefter følger denne tekst, før lægens og patientens underskrifter: „Som medlem af trossamfundet Jehovas Vidner afviser jeg kategorisk brugen af fremmed blod eller fremmede blodbestanddele under operationen. Jeg er klar over at det planlagte og nødvendige indgreb således er forbundet med en større risiko som følge af eventuel blødning. Efter at specielt dette er blevet grundigt forklaret for mig, anmoder jeg om at det påkrævede kirurgiske indgreb udføres uden brug af fremmed blod eller fremmede blodbestanddele.“ — Herz Kreislauf, august 1987.

I virkeligheden er risikoen ofte ringere ved behandling uden blod. Men hovedpunktet er at patienter som er Jehovas vidner, med glæde rydder unødige betænkeligheder af vejen så lægerne kan udføre den gerning de har viet sig til, nemlig at hjælpe mennesker til at blive raske. Dette samarbejde gavner alle parter, som dr. Angelos A. Kambouris har vist i artiklen „Større underlivsoperationer på Jehovas vidner“:

„En føroperativ aftale bør af kirurgen anses for bindende og bør overholdes uden hensyn til hvordan begivenhederne udvikler sig under og efter operationen. [Dette] stemmer patienterne positivt til den kirurgiske behandling, og det leder lægens opmærksomhed fra de retslige og filosofiske overvejelser til de kirurgiske og tekniske, hvorved han kan præstere det optimale og tjene sin patients interesser bedst.“ — The American Surgeon, juni 1987.

[Ramme på side 19]

„Overforbrug af lægeteknologi er væsentligt medvirkende til stigningen i de nuværende sundhedsudgifter. . . . Blodtransfusion er af særlig betydning på grund af omkostningerne og det høje risikoniveau. Den Amerikanske Fælleskommission for Hospitalsautorisation har således klassificeret blodtransfusion som ’meget pladskrævende, risikofyldt og disponeret for fejl’.“ — „Transfusion“, juli-august 1989.

[Ramme på side 20]

Sverige: „Selv om en patient risikerer at dø uden blodtransfusion, bør man respektere en klart udtrykt vilje hos en habil patient som ikke vil modtage blod. . . . At patienten måske er bevidstløs ændrer i princippet intet ved dette. . . . Hvis denne patient klart har udtrykt at han ikke vil have blod skal det altså respekteres, selv om der er risiko for en dødelig udgang.“ — „Läkartidningen“, 8. februar 1989.

Tyskland: „Patientens selvbestemmelsesret går forud for princippet om at yde hjælp og bevare liv. Derfor: ingen blodtransfusion mod patientens vilje.“ — „Herz Kreislauf“, august 1987.

England: „At en læge (eller nogen anden) tvinger en patient til behandling er både moralsk og juridisk forkert . . . Ved påtvungen behandling udtrykker man den overbevisning at lægen ved bedst og at patienten vil være taknemmelig for det når hun er kommet sig. Dette er en selvisk holdning hvis gyldighed ikke er blevet bekræftet gennem erfaringer.“ — „Journal of Medical Ethics“, september 1981.

[Ramme på side 21]

„Jeg har erfaret at familierne [blandt Jehovas vidner] er tæt sammenknyttede og kærlige,“ meddeler dr. Lawrence S. Frankel. „Børnene er oplyste, omsorgsfulde og respektfulde. . . . Der synes endda om muligt at være en stærkere tilbøjelighed til at følge lægelige anvisninger, hvilket kan skyldes en bestræbelse for at vise at de anerkender lægelig indgriben i det omfang deres tro tillader.“ — Pædiatrisk afdeling ved M. D. Anderson Hospital and Tumor Institute, Houston, USA, 1985.

[Ramme på side 22]

„Jeg er bange for at det ikke er ualmindeligt,“ bemærker dr. James L. Fletcher, jun., „at professionel arrogance træder i stedet for sund lægelig dømmekraft. Behandlinger der anses for ’de bedste i dag’ bliver modificeret eller kasseret i morgen. Hvad er farligst, en ’religiøs fader eller moder’ eller en arrogant læge der er overbevist om at hans eller hendes behandling er absolut livsvigtig?“ — „Pediatrics“, oktober 1988.

Det blod der virkelig redder liv

Det foregående har gjort flere ting klart. Selv om mange regner blodtransfusioner for at være livreddende er de forbundet med mange risici. Hvert år dør tusinder som følge af transfusioner; mange flere bliver alvorligt syge og må døje længe med følgerne. Alene af sundhedsmæssige grunde er det derfor klogt at efterkomme det bibelske bud om at ’afholde sig fra blod’. — Apostelgerninger 15:28, 29.

Patienter beskyttes mod mange farer ved at anmode om lægebehandling uden blod. Dygtige læger der har set det som en udfordring at behandle Jehovas vidner på denne måde, har udviklet en fremgangsmåde der er både sikker og effektiv, som det fremgår af utallige lægerapporter. Læger som yder seriøs behandling uden blod slækker ikke på højt anerkendte lægelige principper. De viser derimod respekt for patientens ret til at kende risici og fordele for at kunne træffe en informeret afgørelse om hvad der skal ske med hans eller hendes legeme og liv.

Vi er ikke godtroende hvad dette angår. Vi erkender at ikke alle kan være enige med os i denne holdning. Samvittigheder reagerer forskelligt, ligesom etiske holdninger og synet på lægebehandling varierer. Andre, også læger, kan derfor have svært ved at acceptere en patients afgørelse om at afholde sig fra blod. En kirurg i New York har således skrevet: „Jeg glemmer aldrig da jeg for 15 år siden, som ung lægekandidat, stod ved en seng med et Jehovas vidne som døde af blodtab på grund af et sår på tolvfingertarmen. Man respekterede patientens ønske og undlod at give blodtransfusion, men jeg kan stadig huske den stærke følelse af desperation jeg som læge følte dengang.“

Han mente uden tvivl at blod ville have været livreddende. Men året efter at han skrev dette, rapporterede The British Journal of Surgery (oktober 1986) at før man begyndte at give transfusioner, havde mave- og tarmblødninger „en dødelighedsrate på kun 2,5 procent“. Efter at transfusioner er blevet almindelige ’viser de fleste større undersøgelser en dødelighed på 10 procent’. Hvorfor er dødeligheden steget til det firdobbelte? Forskerne gav denne forklaring: „Det ser ud til at tidlig blodtransfusion vender den koagulationsforstærkende reaktion på blødningen i modsat retning, hvorved blødningen øges.“ Da det førnævnte Jehovas vidne med det blødende sår på tolvfingertarmen afviste blod, kan hans valg altså i virkeligheden have øget hans chancer for at overleve til det maksimale.

Den samme kirurg tilføjede: „Man har en tendens til at ændre syn på tingene som tiden går og man behandler mange patienter. I dag finder jeg nemlig at den gensidige tillid mellem læge og patient, samt den pligt man har til at respektere en patients ønsker, er af langt større betydning end al den nye lægevidenskabelige teknologi der omgiver os. . . . det [er] interessant at følelsen af håbløshed nu har veget pladsen for en følelse af respekt og beundring for denne patients urokkelige tro.“ Han sluttede: ’Det minder mig om at jeg altid bør respektere en patients personlige og religiøse ønsker, uanset hvordan jeg selv føler det eller hvilke konsekvenser det måtte medføre.’

Du indser måske allerede nu noget som mange læger erfarer ’som tiden går og de behandler mange patienter’. Selv med den bedste lægebehandling på de fineste hospitaler, vil folk på et eller andet tidspunkt dø. Med eller uden blodtransfusioner indhentes vi af døden. Vi ældes alle, og livet går mod sin afslutning. Denne holdning er ikke fatalistisk. Den er realistisk. Døden er en af livets realiteter.

Kendsgerningerne viser at de der tilsidesætter Guds lov om blodet ofte kommer ud for øjeblikkelige eller måske forsinkede virkninger; nogle dør ligefrem af det. Og selv de der overlever, lever ikke evigt. Blodtransfusioner redder ikke livet for bestandig.

De fleste af dem der af religiøse og/eller lægelige grunde afviser blod men tager imod en alternativ lægebehandling, kommer sig. De får deres liv forlænget nogle år. Men ikke evigt.

Det at alle mennesker er ufuldkomne og efterhånden dør, fører os til den centrale sandhed i det Bibelen siger om blodet. Hvis vi forstår og anerkender denne sandhed, vil vi indse hvordan blod virkelig kan redde liv — vort liv — for evigt.

DET ENESTE BLOD DER ER LIVREDDENDE

Som allerede nævnt, sagde Gud til hele menneskeheden at blodet ikke må spises, fordi det repræsenterer livet. (1 Mosebog 9:3-6) Senere uddybede han det i den lovsamling han gav til Israels folk. Da denne lov blev ratificeret, blev blodet af offerdyr ofret på et alter. (2 Mosebog 24:3-8) Nogle af bestemmelserne i denne lov drejede sig om at alle mennesker er ufuldkomne — eller syndere, som Bibelen siger. Gud sagde til israelitterne at de kunne vise at de anerkendte behovet for at få deres synder tilgivet, ved at bringe ham dyreofre. (3 Mosebog 4:4-7, 13-18, 22-30) Det var naturligvis noget Gud bad dem gøre dengang, ikke noget han beder sande kristne gøre i dag. Og alligevel har det stor betydning for os nu.

Gud forklarede selv det princip der lå til grund for disse ofre: „Kødets sjæl [eller liv] er i blodet, og jeg har selv givet jer det på alteret til at skaffe jeres sjæle soning, for det er blodet der skaffer soning ved sjælen i det. Det er derfor jeg har sagt til Israels sønner: ’Ingen sjæl iblandt jer må spise blod.’“ — 3 Mosebog 17:11, 12.

Under den gamle højtid på forsoningsdagen tog Israels ypperstepræst blodet af offerdyr ind i det allerhelligste rum i templet, centeret for tilbedelsen af Gud. Ved at gøre dette, bad han i symbolsk forstand Gud om at tilgive folkets synder. (3 Mosebog 16:3-6, 11-16) Da disse ofre ikke virkelig tog synder bort måtte de gentages år efter år. Med denne brug af blod blev der imidlertid skabt et betydningsfuldt forbillede.

Et hovedpunkt i Bibelen er at Gud til sidst ville sørge for et fuldkomment offer der fuldt ud kunne sone alle troende menneskers synder. Dette kaldes genløsningen, og offeret var det der blev bragt af den forudsagte Messias eller Kristus.

De Kristne Græske Skrifter sammenligner Messias’ rolle med det der fandt sted på forsoningsdagen: „Da Kristus kom som ypperstepræst for de goder der er tilvejebragt gennem det større og fuldkomnere [tempel], som ikke er gjort med hænder, . . . gik han, nej, ikke med blod af bukke og tyrekalve, men med sit eget blod, én gang for alle ind på det hellige sted [i himmelen] og skaffede os en evig udfrielse. Ja, næsten alle ting renses med blod ifølge loven, og uden at der udgydes blod finder der ingen tilgivelse sted.“ — Hebræerne 9:11, 12, 22.

Det bliver således klart hvorfor vi må anlægge Guds syn på blodet. I overensstemmelse med sin ret som Skaber har han afgjort hvad blodet udelukkende må bruges til. Fortidens israelitter har måske haft sundhedsmæssig gavn af ikke at spise dyre- eller menneskeblod, men det var ikke det vigtigste. (Esajas 48:17) De måtte undgå at opretholde livet ved hjælp af blod, ikke først og fremmest fordi det ville være usundt, men fordi det var helligbrøde i Guds øjne. De skulle afholde sig fra blod, ikke fordi det var forurenet, men fordi det var et dyrebart middel til opnåelse af tilgivelse.

Apostelen Paulus forklarede om genløsningen: „Ved hjælp af ham [Kristus] har vi udfrielsen ved en løsesum, ved hans blod, ja, tilgivelsen af vore overtrædelser, efter hans ufortjente godheds rigdom.“ (Efeserne 1:7) Det græske ord som findes i grundteksten her betyder „blod“, men i nogle bibeludgaver er det fejlagtigt blevet udskiftet med „død“. Derved skjules den omstændighed at der lægges vægt på Skaberens syn på blodet og den offerværdi han tillægger det.

Bibelens tema har at gøre med at Kristus døde som et fuldkomment genløsningsoffer men ikke forblev død. Efter det forbillede Gud viste på forsoningsdagen blev Jesus oprejst til himmelen „for nu at møde frem for Guds person til bedste for os“. Dér frembar han værdien af sit offerblod. (Hebræerne 9:24) Bibelen lægger vægt på at vi må undgå enhver kurs der ville være ensbetydende med at ’træde på Guds søn og regne hans blod for at være af almindelig værdi’. Kun derved kan vi bevare et godt forhold til Gud og have fred med ham. — Hebræerne 10:29; Kolossenserne 1:20.

OPNÅ LIVET DER REDDES VED HJÆLP AF BLOD

Når vi forstår hvad Gud siger om blod, får vi den største respekt for dets livreddende værdi. Bibelen beskriver Kristus som den der „elsker os og har løst os fra vore synder ved sit eget blod“. (Åbenbaringen 1:5; Johannes 3:16) Ja, ved hjælp af Jesu blod kan vi opnå fuld og varig tilgivelse for vore synder. Apostelen Paulus skrev: „Da vi nu er blevet erklæret retfærdige ved hans blod, skal vi så meget mere frelses gennem ham fra vreden.“ Det er sådan vi kan redde livet for bestandig ved hjælp af blod. — Romerne 5:9; Hebræerne 9:14.

Jehova Gud gav for længe siden et løfte om at ’alle jordens slægter skulle velsigne sig’ ved Kristus. (1 Mosebog 22:18) Denne velsignelse indebærer at Paradiset genoprettes på jorden. Da vil troende mennesker ikke længere skulle trækkes med sygdom, alderdom eller død; de vil opnå velsignelser der langt overstiger den midlertidige hjælp som lægerne i dag kan tilbyde. Vi har dette storslåede løfte: „Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:4.

Vi gør derfor klogt i at give agt på alle Guds krav. Det indebærer at vi adlyder hans bud om blodet og ikke misbruger det, heller ikke i forbindelse med sygdomsbehandling. Ved at respektere dette lever vi ikke blot i nuet, men viser stor agtelse for livet, herunder også udsigten til evigt liv i fremtiden som fuldkomne mennesker.

[Ramme på side 25]

Guds tjenere nægtede at opretholde livet ved hjælp af blod, ikke fordi det ville være usundt, men fordi det var helligbrøde, ikke fordi blodet var forurenet, men fordi det var dyrebart.

[Illustration på side 24]

„Ved hjælp af ham [Jesus] har vi udfrielsen ved en løsesum, ved hans blod, ja, tilgivelsen af vore overtrædelser.“ — Efeserne 1:7.

[Illustration på side 26]

At liv reddes ved hjælp af Jesu blod åbner mulighed for evigt liv i sundhed i et jordisk paradis

Tillæg

Jehovas Vidner — en lægeetisk udfordring

Eftertryk med tilladelse af Den Amerikanske Lægeforening fra foreningens tidsskrift The Journal of the American Medical Association (JAMA), 27. november 1981, årgang 246, nr. 21, side 2471, 2472. Copyright 1981, American Medical Association.

Når læger skal behandle patienter der er Jehovas vidner, står de over for en særlig udfordring. Tilhængerne af denne trosretning nærer en stærk religiøs overbevisning der forbyder dem at indtage fuldblod — både blod af tilsvarende type fra et andet individ og eget blod — pakkede røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader. Mange går gerne med til brug af hjerte-lungemaskine (som ikke er spædet med blod), dialyse eller behandlinger med lignende apparatur, på betingelse af at blodkredsløbet, hvis det føres uden for kroppen, ikke afbrydes. Det behandlende personale behøver ikke at frygte sagsanlæg, da Jehovas vidner gerne tager de fornødne juridiske skridt til at befri personalet for det juridiske ansvar i forbindelse med deres nægtelse af at modtage blod. De tager gerne imod erstatningsmidler der ikke indeholder blod. Med disse og andre metoder der kræver omhu, udfører læger i dag større operationer af enhver art på både voksne og mindreårige patienter som er Jehovas vidner. Man har således fundet frem til en standard for behandling af disse patienter i overensstemmelse med den opfattelse at det er „hele mennesket“ der skal behandles. (JAMA 1981; 246:2471-2472)

LÆGER står over for en voksende udfordring på et vigtigt sundhedsmæssigt felt. Der er over en halv million Jehovas vidner i De Forenede Stater som ikke vil modtage blodtransfusion. Antallet af Jehovas vidner og deres tilknyttede vokser. Tidligere betragtede mange læger og hospitalsledere vægring ved blodtransfusion som et juridisk spørgsmål og gik rettens vej for at kunne gå videre med den behandling de lægeligt set mente var nødvendig; men den senere tids lægelitteratur viser at der er ved at ske en mærkbar holdningsændring på dette område. Ændringen kan være et resultat af den øgede kirurgiske erfaring man har med patienter med meget lavt hæmoglobintal, og den kan også være et udtryk for voksende forståelse af begrebet „informeret samtykke“ som juridisk princip.

I dag udføres et stort antal operationer, både ved elektiv kirurgi og efter læsioner og både for voksne og for mindreårige Jehovas vidner, uden blodtransfusion. For nylig mødtes repræsentanter for Jehovas Vidner med kirurger og administratorer på nogle af de største hospitalscentre i landet (USA). Disse møder har uddybet forståelsen og medvirket til at opklare nogle spørgsmål om oplagring af blod, om transplantationer, og om undgåelse af konfrontationer af lægelig/juridisk art.

JEHOVAS VIDNERS SYN PÅ LÆGEBEHANDLING

Jehovas vidner tager gerne imod medicinsk og kirurgisk lægebehandling. Snesevis af Jehovas vidner er selv læger eller kirurger. Men Vidnerne er dybt religiøse mennesker som er overbeviste om at blodtransfusion er dem forbudt i kraft af bibelsteder som disse: „Kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise!“ (1 Mosebog 9:3, 4); „[Du skal] lade blodet løbe ud og dække det med jord“ (3 Mosebog 17:13, 14); og: „[I skal afholde] jer fra utugt og fra det der er kvalt og fra blod“ (Apostelgerninger 15:19-21).¹

Disse vers er ganske vist ikke formuleret i lægesprog, men Jehovas vidner forstår dem sådan at de udelukker transfusion af fuldblod, pakkede røde blodlegemer og plasma, såvel som indgift af hvide blodlegemer og blodplader. Deres religiøse overbevisning forbyder dog ikke nødvendigvis at man bruger albumin, globuliner eller hæmofili-præparater; det enkelte Jehovas vidne afgør selv om han eller hun kan tage imod disse.²

Jehovas vidner mener at blod der tages ud af legemet ikke bør anvendes, hvorfor de heller ikke accepterer autotransfusion af oplagret blod. En teknik der indbefatter oplagring af patientens eget blod under operation er derfor uacceptabel for dem. Mange Jehovas vidner har dog ingen indvendinger mod brugen af dialyse- eller hjerte-lungeapparatur (som ikke spædes med blod) eller mod at blodet føres ud af kroppen under en operation, når blot kredsløbet ikke brydes; lægen bør her tale med den enkelte patient for at afgøre hvad dennes samvittighed tillader.²

Med hensyn til organtransplantationer mener Jehovas vidner ikke at Bibelen indeholder udtalelser der finder direkte anvendelse; spørgsmål om transplantation af hornhinder, nyrer eller andet væv må derfor afgøres af det enkelte Jehovas vidne.

STØRRE OPERATIONER OGSÅ MULIGE

Kirurger har ofte nægtet at foretage operationer på Jehovas vidner fordi det forekom dem at disse patienters syn på brugen af blodbestanddele betød at lægen måtte arbejde „med bundne hænder“; men mange læger har nu valgt i stedet at betragte forholdet som blot en yderligere udfordring til deres dygtighed. Da Jehovas vidner ikke har nogen indvending mod kolloide eller krystalloide erstatningsmidler, ej heller mod elektrokirurgi eller blodtrykssænkning³ eller temperatursænkning (hypotermi) under narkosen, har lægerne anvendt disse metoder med godt resultat. Anvendelsen af „hetastarch“,⁴ intravenøse jerndextrantilskud i store doser,^5, 6 og „lydskalpel“⁷ ser lovende ud og støder ikke mod religiøse indvendinger. Hvis det nyligt udviklede bloderstatningsmiddel Fluosol-DA viser sig at være forsvarligt og virkningsfuldt,⁸ vil også dette kunne bruges uden samvittighedskonflikter for Jehovas vidner.

I 1977 meddelte Ott og Cooley⁹ at de havde udført 542 hjerte-karoperationer på Jehovas vidner uden brug af blodtransfusion, og konkluderede at dette kan gennemføres med „en i acceptabel grad ringe risiko“. På opfordring af os har Cooley for nylig foretaget en statistisk opgørelse over 1026 operationer, deraf 22 procent på mindreårige, og han nåede til det resultat at „risikoen ved kirurgiske indgreb på Jehovas vidner, som patientgruppe betragtet, ikke var væsentligt højere end for andre“. Ligeledes har dr. med. Michael E. DeBakey oplyst at „i langt det største antal tilfælde [med Jehovas vidner] er risikoen ved operation uden blodtransfusioner ikke større end den er hos de patienter vi giver blodtransfusioner“ (personlig oplysning, marts 1981). Litteraturen meddeler også om større urologiske og ortopædiske operationer udført med godt resultat.^10, 11 Dr. med. G. Dean MacEwen og dr. med. J. Richard Bowen skriver at rygsøjlesammensætning „i 20 tilfælde er blevet udført med godt resultat på børn [af Jehovas vidner]“ (august 1981, ikke udgivet på tryk). De tilføjer: „Kirurgen må holde fast ved respekten for patientens ret til at nægte blodtransfusion, men alligevel udføre operationen på en måde der er til sikkerhed for patienten.“

Herbsman¹² fortæller at han med godt resultat har behandlet patienter, deriblandt børn og unge, „som havde lidt store blodtab ved læsioner“. Han mener at „Jehovas vidner er noget ringere stillet når der skal bruges blod“, men tilføjer: „Det står ikke desto mindre ganske klart at vi også har alternativer til blod.“ Han bemærker at mange kirurger har holdt sig tilbage fra at tage imod patienter som er Jehovas vidner, „af frygt for juridiske konsekvenser“, men påviser at der ikke er nogen gyldig grund til dette.

JURIDISKE OVERVEJELSER OM MINDREÅRIGE

Jehovas vidner underskriver beredvilligt Den Amerikanske Lægeforenings skema som befrier læger og hospitaler for eventuelle retslige konsekvenser,¹³ og de fleste af dem bærer et dateret og bekræftet kort der er udarbejdet i samarbejde med læger og jurister og som beskriver deres standpunkt. Disse dokumenter er bindende for patienten (eller hans værge) og giver lægen retslig beskyttelse, idet højesteretsdommer Warren Burger har udtalt at et sagsanlæg angående lægeforsømmelighed „ikke ser ud til at kunne støttes“ når der foreligger en sådan underskreven erklæring. I øvrigt har dr. Paris¹⁴ kommenteret dette i en analyse af „tvungen lægebehandling og religionsfrihed“; han skriver: „En kommentator som har gennemgået litteraturen, meddeler: ’Jeg har ikke kunnet finde nogen autoritativ støtte for den opfattelse at lægen ville udsætte sig for . . . anklage for at have begået en kriminel handling ved at undlade at tvinge en patient til at få blodtransfusion mod dennes vilje.’ Denne risiko er tilsyneladende snarere et produkt af en livlig juridisk fantasi end den er en reel mulighed.“

Omsorgen for mindreårige udgør her det største problem, og på dette område rejses der ofte tiltale mod forældre under lovens bestemmelser om forsømmelighed over for børn. Men berettigelsen af sådanne sagsanlæg betvivles af mange læger og advokater som kender tilfælde der angår Jehovas vidner; de mener at sådanne forældre gør hvad de kan for at sikre deres børn en god lægebehandling. Jehovas vidner ønsker ikke at skubbe forældreansvaret fra sig eller overlade det til en dommer eller en tredje part, men opfordrer indtrængende til at man viser hensyn over for familiens religiøse overbevisning. Dr. A. D. Kelly, tidligere sekretær for Den Canadiske Lægeforening, skriver¹⁵ at „forældre til mindreårige, og en værge for en bevidstløs patient, har ret til at fortolke patientens vilje. . . . Jeg har ikke meget tilovers for de farceagtige retsmøder der indkaldes til klokken to om natten, med det formål at fratage nogle forældre rettigheden over deres børn.“

Det er umiddelbart indlysende at forældre må have noget at sige når det drejer sig om deres børns vel, for eksempel i overvejelser angående de risici der er ved kirurgi, strålebehandling eller kemoterapi. Af moralske grunde som ikke blot drejer sig om risikoen ved blodtransfusion,¹⁶ beder forældre som er Jehovas vidner om at der anvendes en behandling som ikke strider imod deres overbevisning. Dette stemmer overens med den lægeholdning at det er „hele mennesket“ der skal behandles. Man må desuden ikke overse den langvarige psykiske og sociale skade der kan ske hvis man påtvinger patienten en behandling der strider mod familiens helt grundlæggende overbevisning. Mange hospitalscentre i hele landet (USA) der har erfaring med behandling af Jehovas vidner, tager nu gerne imod patienter som overføres fra institutioner hvor man ikke er villig til at behandle Vidnerne, også når det drejer sig om børn.

EN UDFORDRING TIL LÆGEN

Det er forståeligt at lægen, der ser sig forpligtet til at bevare patientens liv og sundhed med enhver teknik der står til hans rådighed, føler sig sat i et dilemma når det drejer sig om blod til Jehovas vidner. Som indledning til en artikelserie om større operationer udført på Jehovas vidner skriver dr. Harvey¹⁷ på lederplads i et lægetidsskrift: „Jo, jeg finder det irriterende når visse opfattelser griber ind i mit arbejde.“ Så tilføjer han imidlertid: „Men måske glemmer vi for let at kirurgi er et håndværk der afhænger af den enkeltes personlige teknik. Og man kan forbedre sin teknik.“

Professor Bolooki¹⁸ har kommenteret en foruroligende rapport som fortæller at et af de travleste hospitaler som tager sig af ulykkesofre i Dade County i Florida „over en kam nægter at behandle“ Jehovas vidner. Han peger på at „de fleste operationsopgaver hos denne gruppe patienter er forbundet med ringere risiko end normalt“. Han tilføjer: „Skønt kirurgerne kan føle at de er berøvet et af den moderne lægevidenskabs redskaber . . . er jeg overbevist om at de, ved at udføre operationer på disse patienter, vil kunne lære en hel del.“

Flere og flere læger accepterer denne situation som en udfordring til deres dygtighed, i stedet for at betragte forholdet som et problem. Ved at tage denne udfordring op har de udviklet en standardpraksis til denne gruppe patienter som nu er taget i anvendelse ved adskillige hospitalscentre i landet. Disse læger handler derved til bedste for „hele patienten“. Som Gardner et al¹⁹ påpeger: „Hvem ville gavne patienten ved at helbrede hans legemlige sygdom, hvis det går ud over livets åndelige gave fra Gud, sådan som patienten ser det, og hans liv af den grund bliver uden mening og måske værre end døden?“

Jehovas vidner forstår at den overbevisning de holder fast ved, i lægers øjne kan forekomme at indebære en øget risiko og komplicere deres behandling. Derfor viser de almindeligvis en usædvanlig stor taknemmelighed for den hjælp læger yder dem. Foruden at de besidder de betydningsfulde elementer som en stærk tro og intens livsvilje er, vil de med glæde samarbejde med læger og hospitalspersonale. Deres specielle situation er således en udfordring som patienten og lægen i fællesskab står over for.

HENVISNINGER

1. Jehovas vidner og spørgsmålet om blod, Vagttårnets selskab 1977, s. 1-62.

2. Vagttårnet 1978, 15. september, s. 22-24.

3. „Hypotensive anesthesia facilitates hip surgery“, MEDICAL NEWS, JAMA 1978; 239:181.

4. „Hetastarch (Hespan)— a new plasma expander.“ Med Lett Drugs Ther 1981; 23:16.

5. Hamstra, R.D., Block, M.H., Schocket, A.L.: „Intravenous iron dextran in clinical medicine.“ JAMA 1980; 243:1726-1731.

6. Lapin, R.: „Major surgery in Jehovah’s Witnesses.“ Contemp Orthop 1980; 2:647-654.

7. Fuerst, M.L.: „’Sonic Scalpel’ spares vessels.“ Med Trib 1981; 22:1, 30.

8. Gonzáles, E.R.: „The saga of ’artificial blood’: Fluosol a special boon to Jehovah’s Witnesses.“ JAMA 1980; 243:719-724.

9. Ott, D.A., Cooley, D.A.: „Cardiovascular surgery in Jehovah’s Witnesses.“ JAMA 1977; 238:1256-1258.

10. Roen, P.R., Velcek, F.: „Extensive urologic surgery without blood transfusion.“ NY State J Med 1972; 72:2524-2527.

11. Nelson, C.L., Martin, K., Lawson, N., et al: „Total hip replacement without transfusion.“ Contemp Orthop 1980; 2:655-658.

12. Herbsman, H.: „Treating the Jehovah’s Witness.“ Emerg Med 1980; 12:73-76.

13. Medicolegal Forms With Legal Analysis. Chicago, American Medical Association, 1976, s. 83.

14. Paris, J.J.: „Compulsory medical treatment and religious freedom: Whose law shall prevail?“ Univ San Francisco Law Rev 1975; 10:1-35.

15. Kelly, A.D.: „Aequanimitas.“ Can Med Assoc J 1967; 96:432.

16. Kolins, J.: „Fatalities from blood transfusion.“ JAMA 1980; 245:1120.

17. Harvey, J.P.: „A question of craftsmanship.“ Contemp Orthop 1980; 2-629.

18. Bolooki, H.: „Treatment of Jehovah’s Witnesses: Example of good care.“ Miami Med 1981; 51:25-26.

19. Gardner, B., Bivona, J., Alfonso, A., et al: „Major surgery in Jehovah’s Witnesses.“ NY State J Med 1976; 76:765-766.

Tillæg

Blod — hvis afgørelse og hvis samvittighed?

af dr. med. J. Lowell Dixon

Eftertryk med tilladelse af New York State Journal of Medicine, 1988; 88:463-464, copyright by the Medical Society of the State of New York.

LÆGER har forpligtet sig til at anvende deres viden, færdigheder og erfaring i kampen mod sygdom og død. Hvordan skal man da forholde sig hvis en patient afslår at modtage en anbefalet behandling? Dette vil højst sandsynlig være tilfældet hvis patienten er et Jehovas vidne og behandlingen består i transfusion af fuldblod, pakkede røde blodlegemer, blodplader eller plasma.

Hvad angår spørgsmålet om blodtransfusion, kan man måske fra lægelig side føle det som om hænderne bliver bundet på det ansvarlige personale dersom en patient vælger at blive behandlet uden brug af blod. Man må imidlertid ikke glemme at også andre patienter end Jehovas vidner ofte vælger ikke at følge den af lægen anbefalede behandling. Ifølge Appelbaum og Roth¹ vægrede 19 procent af patientgruppen på universitetshospitalerne sig ved mindst én behandlingsform eller fremgangsmåde, og det skønt der i 15 procent af disse tilfælde var tale om „potentiel livsfare“.

Som følge af den almindelige opfattelse at „lægen ved bedst“, underordner de fleste patienter sig lægens færdighed og viden. Men deri ligger en skjult fare, hvis den ansvarlige læge går frem som om denne talemåde var et videnskabeligt faktum og behandler patienterne derefter. Det er sandt at vor lægevidenskabelige uddannelse, autorisation og erfaring giver os særlige privilegier inden for dette område. Men samtidig har vore patienter visse rettigheder. Og som det sikkert er os alle bekendt lægger loven (ja selve forfatningen) større vægt på den enkeltes rettigheder.

På de fleste hospitaler kan man finde opslaget „Patientens rettigheder“. Et af punkterne gælder retten til informeret samtykke, hvilket måske snarere burde betegnes informeret valg. Når patienten er blevet oplyst om de mulige følger af forskellige behandlinger (eller undladelse af samme), må vedkommende selv afgøre hvad der videre skal ske. På Albert Einstein-Hospitalet i Bronx i New York hedder det i en handlingsplan om blodtransfusion og Jehovas vidner: „Enhver voksen patient der er ved sin fornufts fulde brug, har ret til at nægte en behandling uanset hvor skadeligt dette måtte være for vedkommendes helbred.“²

Mens ansvarlige læger måske bekymrer sig mest om etik og strafansvar, har domstolene betonet patientens suveræne ret til at vælge.³ Appelretten i New York har fastslået at „patientens ret til selv at bestemme behandlingsforløbet i sit eget tilfælde [er] altoverskyggende . . . [Man] kan ikke anklage en læge for at handle i modstrid med sit juridiske eller professionelle ansvar når han respekterer en voksen patient der ved sin fornufts fulde brug afslår lægelig behandling.“⁴ Denne domstol har tillige bemærket at „skønt lægestandens etiske uangribelighed er væsentlig, kan den ikke veje tungere end det enkelte menneskes grundlæggende rettigheder der hermed forsvares. Det er ikke samfundets krav men det enkelte menneskes behov og ønsker der vejer tungest.“⁵

Når et Jehovas vidne nægter at modtage blod får ansvarlige læger måske samvittighedskvaler ved udsigten til ikke at kunne yde den behandling der for ham synes at være den bedste. Men det den pågældende beder den ansvarsbevidste læge om at gøre er at yde den bedst mulige alternative behandling under de givne omstændigheder. Det sker ofte at vi må ændre en behandling under omstændigheder som for eksempel forhøjet blodtryk eller allergi over for antibiotika, eller fordi kostbart behandlingsudstyr ikke er til rådighed. I tilfælde hvor patienten er et Jehovas vidne bliver lægen bedt om at løse det medicinske eller kirurgiske problem i overensstemmelse med patientens valg og samvittighed, nemlig vedkommendes moralsk/religiøse beslutning om at afholde sig fra blod.

Talrige rapporter om større kirurgiske indgreb udført på Jehovas vidner viser at mange læger er i stand til, med god samvittighed og med godt resultat, at efterkomme patientens krav om at der ikke anvendes blod. I 1981 gennemgik Cooley for eksempel 1026 rapporter om hjerte-kar-operationer, hvoraf 22 procent var udført på mindreårige. Han kom til det resultat at „risikoen ved kirurgiske indgreb på Jehovas vidner, som patientgruppe betragtet, ikke var væsentlig højere end for andre“.⁶ Kambouris⁷ rapporterer om større operationer på Jehovas vidner, hvoraf nogle tidligere var blevet „nægtet akut kirurgisk behandling på grund af deres vægring ved at modtage blod“. Han siger: „Alle patienter blev inden påbegyndt behandling forsikret om at deres religiøse overbevisning ville blive respekteret, uanset omstændighederne på operationsstuen. Denne fremgangsmåde havde ingen uheldige følgevirkninger.“

I tilfælde hvor et Jehovas vidne er patient, er der ikke blot tale om et valg men om et samvittighedsspørgsmål. Her drejer det sig ikke kun om lægens samvittighed men også om patientens. Jehovas vidner betragter livet som Guds gave repræsenteret ved blodet. De holder fast ved Bibelens påbud om at kristne må ’afholde sig fra blod’ (Apg. 15:28, 29).⁸ Det kan derfor få tragiske konsekvenser hvis en læge formynderisk ignorerer en sådan patients dybtfølte og indgroede religiøse overbevisning. Pave Johannes Paul II har sagt at dét at tvinge et andet menneske til at gå imod sin samvittighed „er det mest smertefulde slag mod den menneskelige værdighed. I en vis forstand er det værre end at volde fysisk død eller at dræbe“.⁹

Mens Jehovas vidner nægter at modtage blod af religiøse grunde, vælger flere og flere der ikke er Jehovas vidner, at undgå blod på grund af faren for AIDS, non-A non-B hepatitis og immunologiske reaktioner. Vi kan fremholde vore synspunkter for dem og forklare hvorfor vi mener at disse risici er ubetydelige sammenlignet med fordelene. Men som den amerikanske lægeforening gør opmærksom på er patienten selv „den øverste dommer i spørgsmålet om hvorvidt han vil vove en bestemt behandling eller operation som lægen anbefaler, eller tage den risiko at undvære denne. Det ligger i individets naturlige ret, som loven anerkender.“¹⁰

I den forbindelse bragte Macklin¹¹ spørgsmålet om risiko og udbytte på bane angående et Jehovas vidne der „risikerede at forbløde hvis han ikke fik en transfusion“. En medicinstuderende sagde: „Hans tænkeevne fejlede intet. Hvad gør man når religiøse opfattelser stiller sig i vejen for den eneste mulige behandling?“ Hertil svarede Macklin: „Vi har måske en stærk opfattelse af at manden tager fejl. Men Jehovas vidner mener at en transfusion . . . [kan] føre til evig fordømmelse. I lægevidenskaben er vi oplært til at analysere risici i forhold til fordele, men hvis man ser den evige fordømmelse i sammenligning med det tilbageværende liv på jorden, ser analysen helt anderledes ud.“¹¹

Vercillo og DuPrey¹² henviser i dette nummer af bladet til In re Osborne for at fremhæve interessen i at garantere de personers sikkerhed for hvem patienten har forsørgerpligt. Men hvad blev udfaldet af denne sag? Den drejede sig om en hårdt kvæstet mand der var fader til to mindreårige børn. Retten fastslog at hvis han døde, ville hans slægtninge sørge både materielt og åndeligt for børnene. Ligesom i andre nyere tilfælde¹³ fandt retten derfor ikke at statslige interesser på nogen måde kunne retfærdiggøre en tilsidesættelse af patientens valg af behandling. Der var således ingen hjemmel til retsligt at gribe ind og tillade en behandling der var dybt frastødende for ham.¹⁴ Patienten kom sig imidlertid ved alternativ behandling og kunne fortsat forsørge sin familie.

Er det ikke sandt at langt de fleste af de tilfælde vi som læger stilles eller sandsynligvis vil blive stillet over for, vil kunne behandles uden blod? Det vi er bedst kendt med og har studeret, har at gøre med lægelige problemer, men patienter er mennesker hvis individuelle normer og mål man ikke blot kan ignorere. De kender bedst selv deres egne værdinormer, deres egne moralbegreber og deres egen samvittighed, det der giver livet mening for dem.

Når vi har Jehovas vidner som patienter kan det at respektere deres religiøse samvittighed frembyde en udfordring for vor færdighed. Men tager vi denne udfordring op er vi med til at sikre den værdifulde frihed vi alle skatter højt. Som John Stuart Mill træffende skrev: „Intet Samfund, i hvilket disse Friheder i det hele taget ikke anerkjendes, er frit, hvilken Regeringsform det end har, . . . Enhver er den retmæssige Vogter af sin legemlige, aandelige og moralske Sundhed. Menneskeheden vinder mere ved at lade enhver leve, som det synes ham bedst, end ved at tvinge enhver til at leve saaledes, som alle andre finde for godt.“¹⁵

HENVISNINGER

1. Appelbaum PS, Roth LH: Patients who refuse treatment in medical hospitals. JAMA 1983; 250:1296-1301.

2. Macklin R: The inner workings of an ethics committee: Latest battle over Jehovah’s Witnesses. Hastings Cent Rep 1988; 18(1):15-20.

3. Bouvia v Superior Court, 179 Cal App 3d 1127, 225 Cal Rptr 297 (1986); In re Brown, 478 So 2d 1033 (Miss 1985).

4. In re Storar, 438 NYS 2d 266, 273, 420 NE 2d 64, 71 (NY 1981).

5. Rivers v Katz, 504 NYS 2d 74, 80 n 6, 495 NE 2d 337, 343 n 6 (NY 1986).

6. Dixon JL, Smalley MG: Jehovah’s Witnesses. The surgical/ethical challenge. JAMA 1981; 246:2471-2472.

7. Kambouris AA: Major abdominal operations on Jehovah’s Witnesses. Am Surg 1987; 53:350-356.

8. Jehovas Vidner og spørgsmålet om blod. Udgivet på dansk af Vagttårnets Selskab, 1977, siderne 1-64.

9. Paven fordømmer polske overgreb. NY Times, 11. januar 1982, side A9.

10. Det amerikanske Advokatråd: Medicolegal Forms with Legal Analysis. Chicago, American Medical Association, 1973, side 24.

11. Kleiman D: Hospital philosopher confronts decisions of life. NY Times, 23. januar 1984, siderne B1, B3.

12. Vercillo AP; Duprey SV: Jehovah’s Witnesses and the transfusion of blood products. NY State J Med 1988; 88:000-000.

13. Wons v Public Health Trust, 500 So 2d 679 (Fla Dist Ct App) (1987); Randolph v City of New York, 117 AD 2d 44, 501 NYS 2d 837 (1986); Taft v Taft, 383 Mass 331, 446 NE 2d 395 (1983).

14. In re Osborne, 294 A 2d 372 (DC Ct App 1972).

15. Mill JS: On liberty (Om friheden), på dansk ved Mogens Blegvad, Berlingske Filosofi Bibliotek, 1969, s. 200.

[Fra Tillæg til Rigets Tjeneste 2/91]

Studiespørgsmål

til brochuren ’Hvordan kan blod redde dit liv?’

Nogle steder under studiet henvises der til tillægget på siderne 27-31. Der kan under studiet gives kommentarer til de nævnte paragraffer, og de kan læses i den udstrækning der er tid til det.

Ugen fra 11. februar 1991

Side 2

1-4. Hvorfor er det på sin plads at overveje hvordan blod kan redde liv? (Se side 27, § 1-3.)

Side 3

1, 2. Hvorfor er det naturligt at forbinde blodet med livet, og hvordan kommer Gud ind i billedet?

3, 4. Hvorfor bør vi være interesserede i hvad Gud har at sige om blod?

5. Af hvilken grund bør vi lægge mærke til det der siges i Første Mosebog 9:3-6, og hvilken betydning har denne passage?

6. Hvilket påbud fik israelitterne angående blodet?

Side 4

1, 2. Hvordan havde israelitterne gavn af Guds love, men hvad var den væsentligste grund til at de undgik blod?

3. Hvordan skulle loven om blodet betragtes i en nødsituation?

Side 5

1, 2. Hvilket eksempel satte Jesus i forbindelse med loven om blodet?

3, 4. (a) Hvilken afgørelse traf apostelrådet vedrørende de kristne og blodet? (b) Hvordan ved vi om det blot var en midlertidig bestemmelse at man skulle afholde sig fra blod?

5. Hvor vigtigt var det ifølge Jesu apostle at undgå blod?

6, 7. Hvad bekræfter yderligere at forbudet mod blod var et permanent krav?

Side 6

1, 2. Hvordan blev blod anvendt medicinsk i førkristen tid?

3. Hvordan reagerede de første kristne på brugen af blod, også den medicinske brug, i romertiden?

4-6. (a) Hvordan begyndte man at bruge blod til transfusion? (b) Hvorfor ville det ifølge Guds lov være forkert at indtage blod i venerne?

7. Hvorfor afviser Jehovas vidner blodtransfusion? (Se side 27, § 4-6, og side 28, § 1.)

Side 7

1. Hvorfor bør vi undersøge den lægelige side af sagen, selv om vi først og fremmest undgår blodtransfusion af religiøse grunde?

Ugen fra 18. februar 1991

Side 7

2, 3. Hvilken plads indtager blodtransfusion i moderne lægebehandling?

4, 5. Hvorfor er det fornuftigt at undersøge om transfusioner er risikable?

Side 8

1. Hvilket spørgsmål er det fornuftigt at stille vedrørende blodtransfusion?

2, 3. Hvorfor er blodtypebestemmelse og forligelighedsprøver vigtige men ikke nødvendigvis tilstrækkelige?

4, 5. Hvordan kan blodtransfusion skabe immunologiske problemer?

6, 7. Hvilken skade kan blodtransfusioner volde efter en kræftoperation?

Side 9

1. Hvad kan man udlede af oplysningerne om blodtransfusion og kræftoperationer?

2, 3. Hvilke andre immunologiske skader kan blodtransfusioner volde?

4, 5. Hvorfor bør man kende til farerne for at pådrage sig sygdomme ved blodtransfusion?

Side 10 (Ramme)

1, 2. Hvor alvorlig er risikoen for transfusionsoverført hepatitis?

3. Hvorfor så det engang ud til at man havde overvundet faren for spredning af hepatitis gennem blod?

4, 5. Hvilken udvikling viste at faren for at få hepatitis ved blodtransfusion stadig ikke kunne ignoreres?

6-8. Hvorfor er bekymringen for hepatitis ikke forbi?

Side 11

1. Hvoraf fremgår det at sygdomsrisikoen ved blodtransfusion ikke er ved at forsvinde?

2-4. Hvordan kan man gennem blod blive smittet med en sygdom som ikke er almindelig dér hvor man bor? (Se også rammen side 11.)

5-7. Hvordan har AIDS-pandemien vist at nye, dødelige sygdomme kan overføres med blod?

Side 12

1, 2. Hvorfor kan man ikke garantere at blod er risikofrit, selv om man tester det for antistoffer mod AIDS-virus?

3-5. Hvorfor er AIDS-virustruslen ikke enden på sagen?

6, 7. Hvilken bekymring nærer eksperter med hensyn til blodbårne virus?

Ugen fra 25. februar 1991

Side 13

1, 2. Hvem ønsker seriøs lægebehandling, og hvad indebærer dette?

3-5. Hvordan kan man vise at der findes alternativer til blodtransfusion?

6-8. I hvilke tilfælde har man ofte givet blod, men hvorfor har denne praksis ikke været velfunderet?

Side 14

1. Hvoraf fremgår det at man godt kan klare sig med et hæmoglobinniveau som ligger under det normale?

2, 3. Hvad er der behov for ved et akut og stort blodtab, og hvordan kan dette behov imødekommes?

4. Hvorfor er erstatningsvæsker der ikke indeholder blod, effektive?

5. Hvordan kan læger hjælpe en patient som har mistet røde blodlegemer?

Side 15

1. Hvordan kan man sætte produktionen af røde blodlegemer i vejret?

2-4. Hvordan kan blodtabet under en operation mindskes?

Side 16

1-3. Hvilke vidnesbyrd bekræfter at større operationer kan udføres uden blodtransfusion?

4-6. Hvilken slags operationer kan udføres uden brug af blod? (Se side 28, § 2-4.)

Side 17

1. Hvilke gode resultater er der opnået ved hjerteoperationer hvor der ikke blev givet blod?

2-4. Hvordan har patienter som er Jehovas vidner, selv bidraget til de gode resultater der ofte opnås ved blodløs kirurgi?

Ugen fra 4. marts 1991

Side 17

5, 6. Hvilken analyse vil man foretage før et kirurgisk indgreb, og hvordan?

Side 19

1, 2. Hvad er patientens rolle i bedømmelsen af risici og fordele?

3-5. Hvorfor bør blodtransfusion indgå i overvejelserne når man bedømmer risici og fordele? (Se side 31, § 2, 3.)

6. Hvilket juridisk princip underbygger patientens ret til at vælge lægebehandling? (Se side 30, § 1-8.)

Side 18 (Ramme)

1-4. Hvad gør patienter som er Jehovas vidner for at hjælpe lægerne af med deres juridiske betænkeligheder ved at behandle uden blod? (Se side 28, § 5.)

5-7. Hvorfor burde læger og hospitaler samarbejde med Jehovas vidner, i betragtning af hvad Vidnerne vil gøre for at rydde de juridiske betænkeligheder af vejen?

Side 20

1-3. Hvordan har nogle hospitalsansatte reageret på det standpunkt Jehovas vidner indtager?

4, 5. Hvordan kan det være at domstolene er blevet inddraget i nogle tilfælde hvor Jehovas vidner har skullet opereres?

Side 21

1, 2. Hvorfor er det ikke så heldigt at få domstole til at afgøre sager vedrørende Jehovas vidner og blod?

3, 4. Af hvilke grunde er det heller ikke på sin plads at gå rettens vej når patienten er mindreårig?

5, 6. Hvilke rettigheder som forældrene har, kommer ind i billedet når der skal vælges lægebehandling til deres børn? (Se side 28, § 6, og side 29, § 1.)

7 og s. 22, § 1-3. Hvilke juridiske afgørelser og retningslinjer taler for at forældre må have frihed til at træffe lægelige afgørelser for deres børn?

Side 22

4. Hvorfor bør forældrene og det behandlende personale arbejde sammen?

Ugen fra 11. marts 1991

Side 22

6, 7. Hvilke faktorer bør man have i tanke når et Jehovas vidne anmoder om lægebehandling uden blod?

Side 23

1-3. Hvad må vi ikke overse, selv om nogle måske dør fordi de afviser blod? (Se side 29, § 2-5, og side 31, § 4-6.)

4 og s. 24, § 1. Hvordan er det realistisk at se på spørgsmålet om døden og blod?

Side 24

2, 3. Hvad kan hjælpe os til at forstå hvordan blod virkelig kan redde liv?

4 og s. 25, § 1. Hvordan betragtede Gud blodet i førkristen tid, og hvorfor?

Side 25

2. Hvordan blev der anvendt blod på forsoningsdagen, og hvorfor angår det os?

3, 4. Hvilken forbindelse er der mellem forsoningsdagen og Jesu rolle?

5. (a) Hvad er den væsentligste grund til at kristne afholder sig fra blod? (b) Hvorfor skal vi ikke lægge alt for stor vægt på farerne ved blodtransfusion?

6, 7. (a) Hvilken tilknytning har blod til vort forhold til Gud? (b) Hvilken lære har central betydning for vort syn på blodet?

8. Hvordan kan vi sige at Jehovas vidners holdning til blodet udtrykker respekt for livet?

Side 26

1, 2. Hvordan er blod forbundet med vor evige fremtid?