Sue tilføjer: „Der blev også ydet praktisk hjælp. Vennerne pressede frugt og grøntsager til mig som var rige på jern. Vi følte os forpligtede til at støtte lægerne eftersom vi bad dem respektere vore ønsker, og det betød i mit tilfælde at min blodprocent skulle opbygges. Jeg fik også et jerntilskud.“ Mange af os blev helt dygtige til at forvandle en middag til væske, og Sue blev lige så dygtig til at drikke den. (Har du nogen sinde prøvet at spise varm middagsmad med sugerør?) „Resultatet blev at mit hæmoglobintal steg tre milligram pr. deciliter før operationen, til stor glæde for min nye kirurg,“ siger Sue.

Tålmodighed, kærlighed, bøn, Guds ånds hjælp og tidens gang, samt en fornuftig kost, har bidraget til at Sue er kommet sig. Visse af kvæstelserne har sat spor som kun Guds rige kan fjerne. For dem der kender Sue godt er hendes ansigt en smule forandret nu, men det vidner ikke desto mindre om hvor dygtig hendes kirurg er. Og i mine øjne er hun stadig smuk.

Spørgsmålet om blod kommer på tale

Jeg fandt hende på intensivafdelingen, og da jeg første gang kiggede på hende fra fodenden af hendes seng, græd jeg. Et stærkt misfarvet ansigt, der var opsvulmet og forvredet til ukendelighed mødte mig. En mængde sting holdt hendes ansigt sammen ligesom små, sorte lynlåse.

Sue kunne intet se fordi hendes øjne, ja selv hendes øjenlåg, var skjult af hævet væv. Af hendes ansigtsknogler var næsebenet, overkæbebenet, kindbenet og knoglerne som indrammer øjet, knust. Men det virkeligt farlige var at en del af pandebenet var blevet trykket ind og havde punkteret en arterie. Mens hun lå bevidstløs og begravet i puds, var der, uden at man kunne se det, løbet blod ned i hendes mave. Hendes hæmoglobintal faldt til 6 gram pr. deciliter. (Gennemsnittet for kvinder er omkring 14 gram pr. deciliter.)

Blodtransfusion kom straks på tale, hvilket førte til en konfrontation med kirurgen. Han fortalte Sue at hendes afvisning af blodtransfusion ville binde ham på hænder og fødder. Sue forsikrede ham om at vi forstod dette og „at vi ville tage imod enhver fornuftig alternativ behandling, men at vort ønske om at ’afholde os fra blod’ ikke kunne forhandles“. (Apostelgerninger 15:28, 29) Dette ville han ikke acceptere.

Sue blev derefter udsat for psykisk chikane. Hun blev spurgt om hun havde børn, og da hun svarede nej lød svaret: „Godt, ellers ville de få en grim mor.“ Han snakkede også med Sue om risikoen for at jeg ville lade mig skille fra hende på grund af hendes ansigt. Hvordan reagerede Sue? „Det var nogle pinefulde øjeblikke. Jeg var besluttet på ikke at lade kirurgen trampe på min samvittighed selv om han på sin egen måde ønskede at jeg skulle blive så pæn som mulig.“ Hans manglende forståelse i spørgsmålet om blod øgede blot spændingen og spildte kostbar tid. I skarp kontrast hertil fik Sue en kærlig og medfølende behandling af plejepersonalet i denne nervepirrende periode. De vandt vores respekt.

Der var nu gået 11 dage siden eksplosionen. Sues ansigtsknogler var i en kritisk fase hvor de var ved at begynde at gro sammen, men de forkerte steder. Hun måtte hurtigt opereres! På næste stuegang udbrød hendes læge i vrede: „Jeg rører hende ikke!“ og gik sin vej. Dette var den sværeste tid vi har været udsat for i vort liv. Når vi nu ser tilbage viser det sig at det kun var godt at kirurgen afviste Sue.

En medfølende kirurg

Et Jehovas vidne der er læge talte på vore vegne med en plastikkirurg som gik ind på at behandle Sue med en alternativ teknik. Selv om det lægeligt set ikke var den bedste løsning, borteliminerede det blodspørgsmålet. Denne kirurg var respektfuld og venlig. Han var parat til at gøre sit bedste uden brug af blod, hvilket aftvang vores respekt.

Otte centimeter lange stålstifter med gevind blev skruet ind i Sues brækkede ansigtsknogler. Stifterne blev holdt på plads af stålbroer så knoglerne voksede rigtigt sammen. „Med disse spigre stikkende ud fra ansigtet i seks uger, var det ikke behageligt at sove!“ fortæller Sue. Hendes knuste overkæbe blev med ståltråd fæstnet til hendes ubeskadigede underkæbe for at sikre at den kom til at sidde rigtigt. Men hun havde for altid mistet lugtesansen.

Sue har en udviklet sans for humor og, hvad vigtigere er, hun kan le ad sig selv. Det gjorde hun ved tanken om at hun lignede ’en omvandrende tv-antenne’. Hun ville imidlertid få brug for mere end humoristisk sans da hun i de næste to og et halvt år skulle igennem den ene operation efter den anden, deriblandt en trommehindetransplantation og en omfattende tandlægebehandling.