Jonathan er Michael og Valeries ældste søn. I slutningen af 1989, da han var 16 år, fortalte lægerne dem at Jonathan havde en meget stor svulst på milten. Lægerne var noget ængstelige for at skulle operere uden at bruge blod, men de gik alligevel modigt med til det og respekterede familiens religiøse standpunkt. Efter operationen opstod der alvorlige komplikationer, og Jonathans blodtryk faldt brat. Under endnu en operation mistede han så meget blod at hans hæmoglobintal faldt til 5,5 — hvilket er omkring en tredjedel af det normale. En læge sagde til familien: „Jeres søns tilstand er meget alvorlig. Vi står med ryggen mod muren. Hvis han ikke får blod vil han måske dø!“ Hvad skulle de gøre?

Efter at Jonathans hæmoglobintal var faldet til 5,5 efter to operationer, var lægerne overbeviste om at det var nødvendigt med en blodtransfusion for at redde hans liv, og de var parate til at skaffe en dommerkendelse for at tvinge blod i ham. Men Jonathans stærke tro og hans modstand mod at få blod forsinkede dette. Jonathan fortæller: „Jeg tog dr.— i kraven og så ham i øjnene og sagde: ’Ingen blod eller blodprodukter, tak!’“ Kontaktudvalget hjalp med at ordne det sådan at Jonathan kunne blive fløjet til et større hospital. Da han ankom var der allerede et medlem af udvalget som havde talt med de ansvarshavende læger på hospitalet. Den næste dag stabiliseredes Jonathans hæmoglobintal. Derefter steg det konstant, og 15 dage efter den første operation blev han udskrevet.