Man mener at den første dokumenterede blodtransfusion blev foretaget på pave Innocens VIII i 1492. En samtidig beretning lyder: „I den forløbne tid har der ingen ende været på trængslerne og dødsfaldene i byen [Rom]. Først og fremmest er tre ti-årige drenge døde kort tid efter at en vis jødisk læge (der havde lovet at gøre paven rask) havde tappet blod fra deres årer. Jøden havde nemlig sagt til dem at han ville helbrede paven, hvis blot han kunne få en vis mængde menneskeblod, frem for alt fra unge mennesker. Derefter gav han ordre til at tappe blod af de tre drenge, hvorefter han gav dem en dukat hver; men kort efter døde de. Jøden flygtede naturligvis, og paven blev ikke helbredt.“l

I den sidste halvdel af 1600-tallet blev der foretaget yderligere eksperimenter med blodtransfusioner. Den italienske læge Bartolomeo Santinelli betvivlede deres medicinske værdi. Men der var også en anden grund til at han var modstander af denne behandlingsform. Han skrev:

„Tillad os for en stund at krydse lægevidenskabens grænser. Eftersom der allerede er ført medicinsk bevis for blodtransfusionens uegnethed skal vi, for til overmål at tilfredsstille den nysgerrige læser, lade dette blive yderligere bekræftet af De Hellige Skrifters vidnesbyrd, for derved vil ikke bare læger, men alle slags lærde se hvor afskyeligt det er. . . . Skønt forbudet mod at bruge blod ganske rigtigt kun blev fremsat med henblik på at man ikke måtte spise det, hvilket kunne antyde at det ikke i væsentlig grad angår vort tilfælde, er vor tids transfusionspraksis ikke desto mindre i strid med dette påbuds hensigt, hvilket vil sige at den der anvender [blodtransfusion] faktisk sætter sig op imod Gud der viser nåde.“a

Ja, Santinelli betragtede blodtransfusion som en overtrædelse af Guds lov. Den danske forsker Thomas Bartholin var af samme opfattelse. I 1673 skrev han: „[Hvad angår] transfusionskirurgi udført af novicer er man i de senere år gået for vidt, eftersom man gennem en åben vene ikke alene har indført opkvikkende væsker i hjertet på et sygt menneske, men varmt blod fra dyr eller [blod] fra ét menneske til et andet . . . den lærde mand Elsholtz undskylder ganske vist denne fremgangsmåde med at det apostolske dekret udelukkende må opfattes som et forbud mod det at indtage blod gennem munden, og at det på ingen måde gælder når det indføres i venerne. (New Clyster, kap. 7) Men begge måder at indtage [blod] på har ét og samme formål, nemlig at blodet skal medvirke til at nære eller læge det syge legeme.“b

[Illustration på side 24]

Patient der får tilført blod fra et lam, 1874