Da mine forældre ankom, bekræftede de mit syn på blodet. Neurologen accepterede min beslutning og sagde at han kendte en kirurg som formentlig ville respektere mit ønske. Sådan gik det til at vi traf neurokirurgen dr. H. Dale Richardson.

Vi skulle mødes med ham på hans kontor torsdag aften den 29. september 1988. I adskillige måneder fremover skulle denne mand blive en vigtig og respekteret del af vores tilværelse. Han havde talt med dr. Stewart og kendte vores holdning til blodet.

„Vi er nødt til at skære ind i et meget karfyldt område,“ sagde han. „Svulsten har omringet sagittalblodåren (et af de større blodkar i hjernen), men i hvor stor udstrækning ved vi endnu ikke.“

„Selv om min situation bliver kritisk,“ sagde jeg, „og det er jeg fuldt ud klar over at den kan blive, vil jeg alligevel ikke modtage blod.“ Min mor og far sagde bekræftende at min holdning også var deres holdning. Vi lagde mærke til at kirurgen fik tårer i øjnene, og senere fandt vi ud af at han selv har to sønner og en datter.

„Jeg er ikke enig med jer i jeres overbevisning,“ sagde han, „men jeg respekterer jeres anmodning. Uden blod har vi en 70 procents chance for at det lykkes. I må være klar over at vi muligvis ikke får fjernet hele svulsten i første omgang. Det er ikke ualmindeligt at man er nødt til at operere to eller tre gange når det drejer sig om svulster af denne størrelse.“

Dr. Richardson fortalte at han havde kunnet fjerne omkring 80 procent af svulsten. Han så meget træt ud, hvilket ikke var så mærkeligt efter 13 ¹/₂ times arbejde der havde stillet store krav til hans dygtighed! Jeg fik senere at vide at han havde sagt til min far: „Vi var nær ved at miste hende. Da vi kom til sagittalblodåren, blødte hun voldsomt. Vi var heldige at få det stoppet.“ Men under alle omstændigheder ville han være nødt til at operere igen, måske endda flere gange. „Nogle patienter med meningeoma [den slags svulst jeg havde] er nødt til at blive opereret hvert tredje til femte år,“ sagde han. „Det er ikke sikkert at vi nogen sinde vil kunne fjerne det hele.“

Denne gang varede operationen ikke så lang tid — kun ti timer — og den modtagelse min familie og jeg fik da jeg vågnede virkede meget opmuntrende. En smilende dr. Richardson fortalte os at han havde været i stand til at fjerne hele svulsten og at vi derfor kunne forvente at jeg ville komme mig fuldstændig. Senere, da han skiftede min forbinding, fik han mig til at le ved at sige: „Bethel, vi kan ikke blive ved at mødes på denne måde.“ Hvor var vi taknemmelige over for Jehova og de dygtige læger!