Jeg havde på et tidspunkt sørget for at et eksemplar af Vågn op! for 22. november 1991 blev lagt ind i min journal. Barbro Larson fandt bladet og bemærkede overskriften, „Lægevidenskabelige alternativer til blodtransfusion“. Hun undersøgte artiklen nøje, i håb om at finde noget der kunne hjælpe mig til at overleve. Hun bemærkede ordet „erytropoietin“, et præparat som stimulerer dannelsen af de røde blodlegemer, og det ordinerede hun. Der går dog nogen tid inden det giver resultater, så spørgsmålet var om erytropoietinen ville virke hurtigt nok.

Som overlæge Barbro Larson havde lovet, blev en rapport om mit tilfælde med titlen „Erytropoietin erstattede blodtransfusion“ senere udgivet i det svenske lægetidsskrift Läkartidningen. Der stod: „En 35-årig kvinde, et af Jehovas vidner, fik en akut massiv obstetrisk blødning. Hun modsatte sig blodtransfusion men accepterede behandling med erytropoietin. Efter ni dages postoperativ behandling med højdosis erytropoietin, var hæmoglobintallet steget fra 2,9 til 8,2 gram pr. deciliter (fra cirka 1,9 mmol/l til cirka 5,5 mmol/l), uden bivirkninger.“

Artiklen sluttede med at sige: „Patienten var til at begynde med meget afkræftet, men kom sig forbavsende hurtigt, og det postoperative forløb var helt uden komplikationer. To uger efter kunne hun udskrives fra hospitalet.“