Sonya var en glad pige på 13 år da hun i begyndelsen af 1989 fik at vide at hun havde en kræftsvulst under det ene øje. En kirurg gjorde det klart for Sonya og hendes forældre at den påkrævede operation var vanskelig. Eftersom svulsten voksede hurtigt burde indgrebet ikke udsættes. Bagefter ville man sandsynligvis være nødt til at behandle med kemoterapi, og lægen sagde at det var nødvendigt at forældrene gav tilladelse til at der blev givet blodtransfusioner. Men det kunne familien ikke gå med til på grund af deres religiøse overbevisning. Den dygtige kirurg som tog sig af Sonya var villig til at fjerne svulsten uden at bruge blod. Men på grund af hospitalets politik kunne kirurgen ikke finde en narkoselæge som var villig til at samarbejde.

I begge tilfælde ydede kontaktudvalgene i Canada en værdifuld hjælp. Sonyas familie blev forsikret om at udvalget, hvis det blev nødvendigt, kunne hjælpe dem med at få hende overført til et hospital i et andet land. Men kunne man gøre noget så den kvindelige kirurg, som allerede var kendt med hendes situation, kunne fortsætte sin behandling? Kirurgen var faktisk blevet så knyttet til Sonya at hun tilbød at være med på operationsholdet uanset hvor operationen skulle udføres. Men det blev ikke nødvendigt med en overflytning. Det lykkedes kontaktudvalgets medlemmer at overtale det lokale hospitalspersonale til at samarbejde med kirurgen. Denne læge sagde at det første Sonya spurgte om efter den otte og en halv time lange operation var om hun havde fået blod. Hun blev meget glad da hun fik at vide at det havde hun ikke.