Kan rhesusbetinget sygdom i udbrud hos børn behandles?

Ja. Hæmolytisk sygdom hos nyfødte er en alvorlig lidelse, men meget taler til gunst for behandlingsmetoder der ikke omfatter udskiftningstransfusion. Den mest frygtede komplikation ved sygdommen er ophobning af et stof der kaldes bilirubin, som frigøres ved nedbrydningen af de røde blodlegemer. Derved opstår der gulsot og i nogle tilfælde organskader. (I den forbindelse kan det nævnes at der også kan opstå mild gulsot ved AB0-uforligelighed mellem moderens og barnets blod, men det giver sjældent grund til bekymring.)

Igennem en årrække mente lægerne at et bestemt bilirubin-niveau nødvendiggjorde udskiftningstransfusion, men videre forskning har anvist forskellige alternative behandlingsformer. Man kan sætte fødselen i gang tidligt, foretage kejsersnit, give lysbehandling med blåt lys, eller behandle med phenobarbital (uden benzylalkohol), aktivt kul eller andre midler. Alle disse behandlingsformer har bevist deres virkning og har væsentligt reduceret incitamentet til anvendelse af blodtransfusion. Faktisk har nogle nylige rapporter fremhævet det virkningsløse og tilmed farlige i at udskifte blodet hos børn som har rhesusbetingede hæmolytiske sygdomme eller erytroblastosis foetalis. — Se rammen på side 26.

Dog vil nogle læger stadig i visse ekstreme tilfælde holde på at udskiftningstransfusion er den eneste forsvarlige behandling. En del forældre foretrækker derfor at komme problemet i forkøbet med en indsprøjtning mod rhesusrelaterede sygdomme.

[Ramme på side 26]

Hyperbilirubinæmi — grundlag for transfusion?

Lægerne har længe frygtet følgerne af hyperbilirubinæmi (forhøjede mængder bilirubin i blodet) hos spædbørn. Mange læger insisterer på at foretage en udskiftningstransfusion når mængden af bilirubin begynder at nærme sig 20 milligram pr. deciliter blod, „for at forebygge hjerneskade“ (kernicterus). Er denne frygt velbegrundet, og er blodtransfusion en god udvej?

Dr.med. Anthony Dixon bemærker: „Trods adskillige undersøgelser af sådanne børn har det ikke været muligt at påvise nogen skadevirkninger, hverken kortvarige eller langvarige, af bilirubin-mængder på 18-51 milligram pr. 100 milliliter.“ Han kommer derefter ind på fænomenet „vigintifobia: frygten for 20“. (Jævnfør foregående afsnit.) Skønt der ikke har kunnet konstateres nogen fordele ved at behandle forhøjede bilirubin-niveauer, konkluderer han: „Dilemmaet er klart. Aggressiv behandling af forhøjet bilirubin-niveau er nu standardpraksis, og en standardpraksis bør man ikke rokke ved før den er blevet fagligt underkendt. Men ethvert forsøg på at vise at denne praksis er uhensigtsmæssig er uetisk!“ — Canadian Family Physician, oktober 1984, side 1981.

Det modsiges af en italiensk autoritet, dr.med. Ersilia Garbagnati, som har skrevet om en beskyttende funktion af bilirubin og om de „mulige uventede risici ved uforholdsmæssigt lave bilirubin-niveauer i serum“. (Kursiveret af os.) (Pediatrics, marts 1990, side 380) Dr.med. Joan Hodgman går et skridt videre og skriver i Western Journal of Medicine: „Udskiftningstransfusion vil ikke forhindre at hjernen farves af bilirubin hvor dette forekommer i små mængder, og i betragtning af førnævnte eksperimenter kan udskiftningstransfusion måske i virkeligheden gøre skade.“ — Juni 1984, side 933.