De fleste mennesker ved at blodets normale funktioner har betydning for livets opretholdelse, men i virkeligheden er der langt mere involveret i spørgsmålet. Både muslimer, jøder og kristne regner i deres grundlæggende etik med en Livgiver der har udtalt sig om livet og om blodet. Og Skaberen har meget at sige om blod.

Guds ufravigelige holdning til blodet

4. Hvad sagde Gud om blodet tidligt i menneskehedens historie?

⁴ Blod omtales over 400 gange i Guds ord, Bibelen. Et af de første steder læser vi Jehovas bud: „Alt hvad der rører sig og lever, skal være jeres føde. . . . Men kød med blod i må I ikke spise.“ Han tilføjede: „Jeres eget blod vil jeg kræve hævn for.“ (1 Mosebog 9:3-5, da. prøveovers. 1985) Dette sagde Jehova til Noa, menneskeslægtens stamfader. Derved blev hele menneskeheden gjort opmærksom på at blodet i Skaberens øjne står for livet. Alle der hævder at de betragter Gud som Livgiveren bør derfor erkende at Han har en meget afgjort holdning til det at bruge blod.

5. Hvad var den væsentligste grund til at israelitterne ikke ville modtage blod?

⁵ Da Gud gav Israel en lovsamling kom han igen ind på brugen af blodet. Ifølge Bent Melchiors jødiske oversættelse siges der i Tredje Mosebog 17:10, 11: „Hvis nogen mand af Israels hus eller af de fremmede, som bor iblandt dem, spiser noget blod, så vil jeg vende mig mod den person, som spiser blodet, og jeg vil afskære ham fra hans folks midte. For et væsens liv afhænger af blodet.“ Det var sundhedsgavnligt at overholde denne lov. Men ikke nok med det. Ved at behandle blodet som noget særligt anerkendte israelitterne at de skyldte Gud livet. (5 Mosebog 30:19, 20) Den væsentligste grund til at de ikke måtte indtage blod var altså ikke at blodet var usundt, men at det havde en særlig betydning i Guds øjne.

6. Hvorfor kan vi være sikre på at Jesus havde samme syn på blodet som Gud?

⁶ Hvordan så med de kristne? Hvordan ser de på spørgsmålet om at redde menneskeliv ved hjælp af blod? Jesus vidste hvad hans Fader havde sagt om det at bruge blod. Jesus „begik ingen synd, og der var ikke svig i hans mund“. Det vil sige at han holdt Loven til fuldkommenhed, deriblandt loven om blodet. (1 Peter 2:22, da. prøveovers. 1989) Derved satte han et eksempel for sine disciple, et eksempel der vidner om respekt for livet og blodet.

7, 8. Hvordan kom det til at stå klart at Guds lov om blodet også gælder kristne?

⁷ Historien viser os hvad der senere skete da de kristnes styrende råd traf beslutning om hvorvidt kristne skulle overholde alle de jødiske love. Under guddommelig ledelse udsendte de det dekret at kristne ikke er forpligtede til at holde Moseloven, men at det er ’nødvendigt’ at de ’afholder sig fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr [kød som blodet ikke er løbet af] og fra utugt’. (Apostelgerninger 15:22-29) Derved gjorde de det klart at det moralsk set er lige så vigtigt at undgå blod som det er at undgå afgudsdyrkelse og grov umoralitet.a

⁸ De første kristne rettede sig efter dette guddommelige forbud. I en kommentar hertil har den engelske bibelforsker Joseph Benson sagt: ’Man bør lægge mærke til at dette forbud mod at spise blod — et forbud som blev givet Noa og alle hans efterkommere og som . . . blev gentaget over for israelitterne — aldrig er blevet hævet, men tværtimod er blevet bekræftet under Det Nye Testamente (Apostlenes Gerninger XV) og derved gjort til en varig forpligtelse.’