DIN RET ANERKENDES

Mange steder har patienten i dag en ukrænkelig ret til at afgøre hvilken lægebehandling han vil modtage. „Loven om informeret samtykke bygger på to forudsætninger: for det første at patienten har ret til at modtage tilstrækkeligt med oplysninger til at kunne træffe et informeret valg med hensyn til den anbefalede behandling; og for det andet at patienten kan vælge at tage imod eller at afslå det lægen anbefaler. . . . Medmindre patienterne anses for at have ret til at sige nej, såvel som ja, og endda betinget ja, forsvinder meget af det logiske grundlag for informeret samtykke.“ — Informed Consent — Legal Theory and Clinical Practice, 1987.a

Nogle patienter har mødt modstand når de har forsøgt at udøve deres ret. Modstanden kan være kommet fra en ven som har stærke meninger om fjernelse af mandler eller brug af antibiotika. Eller fra en læge som er overbevist om at hans råd er det rette. Eller fra hospitalspersonale, som måske er meget opmærksomt på juridiske eller økonomiske aspekter.

„Mange ortopæder vælger ikke at operere patienter [som er Jehovas vidner],“ siger dr. Carl L. Nelson. „Det er vor overbevisning at patienten har ret til at afvise enhver form for lægebehandling. Hvis det er teknisk muligt at operere sikkert med udelukkelse af en bestemt behandling, som for eksempel transfusion, bør dette foreligge som en valgmulighed.“ — The Journal of Bone and Joint Surgery, marts 1986.

En betænksom patient vil ikke presse en læge til at give en behandling han ikke har erfaring med. Men som dr. Nelson bemærker, er mange pligtopfyldende læger i stand til at indrette sig efter patientens tro. Et tysk lægetidsskrift siger: „Lægen kan ikke nægte at yde hjælp . . . med den tanke at da det gælder et Jehovas vidne, står ikke alle lægelige muligheder åbne for ham. Han har stadig pligt til at yde hjælp, selv om de muligheder der står åbne for ham, er begrænsede.“ (Der Frauenarzt, maj-juni 1983) På samme måde er det hospitalernes opgave at hjælpe alle uden forskel. Den katolske teolog Richard J. Devine siger: „Skønt hospitalet må gøre sig enhver anden lægelig bestræbelse for at bevare patientens liv og helbred, må det sikre sig at behandlingen ikke krænker [vedkommendes] samvittighed. Desuden må det undgå enhver form for tvang, lige fra at besnakke patienten til at skaffe en dommerkendelse for at påtvinge ham blod.“ — Health Progress, juni 1989.

BEDRE END AT GÅ RETTENS VEJ

De fleste vil sige at personlige spørgsmål om lægebehandling ikke er domstolenes sag. Hvad ville du for eksempel sige til at nogle gik rettens vej for at tvinge dig til at få dine mandler fjernet ved operation, hvis du selv havde valgt medicinsk behandling? En læge vil sikkert ønske at give den behandling han anser for bedst, men han har ingen pligt (eller ret) til at søge juridisk belæg for at trampe på dine grundlæggende rettigheder. Og da Bibelen moralsk set ligestiller dét at undgå blod med dét at undgå utugt, vil dét at påtvinge en kristen blod være det samme som seksuel tvang — voldtægt. — Apostelgerninger 15:28, 29.

Trods dette bliver nogle domstole, ifølge bogen Informed Consent for Blood Transfusion (1989), så foruroligede når en patient er villig til at løbe en risiko på grund af sine religiøse rettigheder, „at de opfinder juridiske undtagelser — gør juridiske krumspring, om man vil — for at tillade transfusion“. De forsøger måske at undskylde sig med at der er en graviditet at tage hensyn til, eller børn at forsørge. „Det er juridiske krumspring,“ siger bogen. „Habile voksne har ret til at nægte behandling.“

Nogle som insisterer på at give transfusion overser at Jehovas vidner ikke afslår alle former for behandling. De afviser blot én behandlingsform, som selv eksperter siger er forbundet med fare. Et sygdomstilfælde kan som regel behandles på flere måder. Ved den ene er der én risiko, ved den anden en anden risiko. Kan en dommer eller læge alfaderligt vide hvilken risiko der ’tjener ens interesser bedst’? Nej, det må man selv afgøre. Jehovas vidner fastholder at de ikke ønsker at andre skal bestemme for dem; det er deres eget ansvar over for Gud.

Hvordan kunne det berøre din samvittighed og din livsvilje at en domstol påtvang dig en behandling du afskyede? Dr. Konrad Drebinger skriver: „Det ville afgjort være misforstået lægelig ærgerrighed at tvinge en patient til at tage imod en given behandling, at underkende hans samvittighed for at behandle ham fysisk men tildele hans psyke et dødsstød.“ — Der Praktische Arzt, juli 1978.

[Ramme på side 20]

Sverige: „Selv om en patient risikerer at dø uden blodtransfusion, bør man respektere en klart udtrykt vilje hos en habil patient som ikke vil modtage blod. . . . At patienten måske er bevidstløs ændrer i princippet intet ved dette. . . . Hvis denne patient klart har udtrykt at han ikke vil have blod skal det altså respekteres, selv om der er risiko for en dødelig udgang.“ — „Läkartidningen“, 8. februar 1989.

Tyskland: „Patientens selvbestemmelsesret går forud for princippet om at yde hjælp og bevare liv. Derfor: ingen blodtransfusion mod patientens vilje.“ — „Herz Kreislauf“, august 1987.

England: „At en læge (eller nogen anden) tvinger en patient til behandling er både moralsk og juridisk forkert . . . Ved påtvungen behandling udtrykker man den overbevisning at lægen ved bedst og at patienten vil være taknemmelig for det når hun er kommet sig. Dette er en selvisk holdning hvis gyldighed ikke er blevet bekræftet gennem erfaringer.“ — „Journal of Medical Ethics“, september 1981.