På de fleste hospitaler kan man finde opslaget „Patientens rettigheder“. Et af punkterne gælder retten til informeret samtykke, hvilket måske snarere burde betegnes informeret valg. Når patienten er blevet oplyst om de mulige følger af forskellige behandlinger (eller undladelse af samme), må vedkommende selv afgøre hvad der videre skal ske. På Albert Einstein-Hospitalet i Bronx i New York hedder det i en handlingsplan om blodtransfusion og Jehovas vidner: „Enhver voksen patient der er ved sin fornufts fulde brug, har ret til at nægte en behandling uanset hvor skadeligt dette måtte være for vedkommendes helbred.“²

Mens ansvarlige læger måske bekymrer sig mest om etik og strafansvar, har domstolene betonet patientens suveræne ret til at vælge.³ Appelretten i New York har fastslået at „patientens ret til selv at bestemme behandlingsforløbet i sit eget tilfælde [er] altoverskyggende . . . [Man] kan ikke anklage en læge for at handle i modstrid med sit juridiske eller professionelle ansvar når han respekterer en voksen patient der ved sin fornufts fulde brug afslår lægelig behandling.“⁴ Denne domstol har tillige bemærket at „skønt lægestandens etiske uangribelighed er væsentlig, kan den ikke veje tungere end det enkelte menneskes grundlæggende rettigheder der hermed forsvares. Det er ikke samfundets krav men det enkelte menneskes behov og ønsker der vejer tungest.“⁵

Men som den amerikanske lægeforening gør opmærksom på er patienten selv „den øverste dommer i spørgsmålet om hvorvidt han vil vove en bestemt behandling eller operation som lægen anbefaler, eller tage den risiko at undvære denne. Det ligger i individets naturlige ret, som loven anerkender.“¹⁰