17. Hvilken holdning indtog en 14-årig pige til spørgsmålet om blod, og med hvilket resultat?

¹⁷ Det kan gå helt anderledes med mindreårige der er godt oplært i Guds veje og aktivt vandrer i hans sandhed. En anden ung kristen havde den samme sjældne type kræft. Pigen og hendes forældre gik med til at hun fik modificeret kemoterapi hos en specialist på et kendt hospital. Men alligevel blev sagen indbragt for en domstol. Dommeren skrev: „D.P. sagde at hun ville modsætte sig en blodtransfusion af al magt. Hun betragtede en blodtransfusion som en lige så grov krænkelse af hendes legeme som voldtægt. Hun bad retten om at respektere hendes valg og lade hende blive på [hospitalet] uden at der blev udstedt en retskendelse der tillod at man gav hende blodtransfusion.“ Den kristne oplæring pigen havde fået hjalp hende i denne vanskelige tid. — Se rammen.

18. (a) Hvilket fast standpunkt indtog en syg pige til det at modtage blod? (b) Hvad afgjorde dommeren vedrørende hendes behandling?

¹⁸ En 12-årig pige blev behandlet for leukæmi. Børneværnet indbragte sagen for en domstol for at hun kunne blive påtvunget blod. Dommeren nåede til følgende konklusion: „L. har på en tydelig og nøgtern måde fortalt denne domstol at hvis man gør forsøg på at påtvinge hende blod, vil hun af al magt kæmpe imod dette. Hun har sagt at hun vil skrige og kæmpe og at hun vil hive kanylen ud af armen og forsøge at ødelægge blodposen over sin seng; og jeg tror hende. Jeg nægter at afsige nogen retskendelse der vil føre til at hun udsættes for denne prøvelse . . . Hvad denne patient angår tager den behandling hospitalet anbefaler kun sigte på at behandle sygdommen i fysisk forstand. Den tager ikke hensyn til hendes følelsesliv og hendes religiøse tro.“

[Ramme på side 17]

RETTEN BLEV IMPONERET

Hvilken afgørelse traf domstolen i forbindelse med D.P.?

„Retten var særdeles imponeret over denne 14¹/₂-årige piges begavelse, ligevægt, værdighed og styrke. Det må have overvældet hende at få at vide at hun led af en dødelig form for kræft . . . Det var ikke desto mindre et modent ungt menneske der vidnede i retten. Det lader til at hun koncentrerede sig fuldstændigt om den vanskelige opgave hun stod over for. Hun havde overværet samtlige rådgivende konsultationer og havde indvilliget i en behandlingsplan. Hun havde også sin egen logiske filosofi om hvordan hun som menneske ville klare denne medicinske udfordring, og hun fremsatte følgende rørende anmodning for retten: Respektér min afgørelse . . .

Ud over at D.P. er moden af sin alder, har hun anført tilstrækkelige grunde for sin beslutning til at retten vil respektere den. Åndeligt, psykologisk, moralsk og følelsesmæssigt ville hun tage skade af en lægebehandling der omfattede blodtransfusioner. Retten vil respektere hendes valg af behandlingsform.“