En livets gave eller et dødskys?

„Hvor mange mennesker skal endnu dø? Hvor mange lig vil I have på bordet? Fortæl os hvor mange der skal til før I vil tro på at det er sådan det forholder sig.“

DON FRANCIS fra Det Amerikanske Center for Sygdomskontrol (CDC) hamrede sin knytnæve i bordet mens han råbte ovenstående på et møde for ledere inden for blodbankerne. Fra CDC søgte man at overbevise blodbankerne om at AIDS blev spredt gennem landets blodbanksystem.

Men blodbankernes ledere var ikke blevet overbevist. De betegnede bevismaterialet som spinkelt — blot en håndfuld tilfælde — og besluttede at de ikke ville intensivere de hæmatologiske undersøgelser eller screeninger. Sådan var stillingen den 4. januar 1983. Seks måneder senere sagde præsidenten for Den Amerikanske Sammenslutning af Blodbanker beroligende: „Der er ingen eller kun ringe fare for befolkningen i almindelighed.“

Mange sagkyndige mente imidlertid at der allerede var tilstrækkeligt med beviser til at man burde gøre noget. Og siden er den oprindelige „håndfuld tilfælde“ vokset med alarmerende hast. Allerede før 1985 havde måske op mod 24.000 personer fået transfusionsblod der var inficeret med HIV-virus (humant immundefekt-virus), der forårsager AIDS.

Det AIDS-fremkaldende virus spredes uhyggeligt effektivt gennem inficeret donorblod. Ifølge The New England Journal of Medicine for 14. december 1989, kan en enkelt portion inficeret blod indeholde tilstrækkeligt med virus til at kunne forårsage 1,75 millioner nye infektioner! Det Amerikanske Center for Sygdomskontrol har fortalt Vågn op! at der i juni 1990 var 3506 personer i De Forenede Stater som havde udviklet AIDS efter at have modtaget blodtransfusion, blodkomponenter og transplantation af fremmed væv.

Men disse tal er blot statistik. De kan ikke skildre omfanget af de personlige tragedier dette har medført. Tag for eksempel den 71-årige Frances Borchelt. Hun havde udtrykkeligt sagt til lægerne at hun ikke ønskede blodtransfusion. Alligevel fik hun blod. Hun døde en pinefuld død af AIDS, mens hendes familie hjælpeløst så til.

Eller tænk på den 17-årige pige der blødte kraftigt i forbindelse med sin menstruation, og som fik to portioner blod blot for at rette op på en lav blodprocent. Som 19-årig og gravid fandt hun ud af at hun ved blodtransfusionen var blevet smittet med AIDS-fremkaldende virus. I en alder af 22 havde hun AIDS i udbrud. Foruden at hun vidste at hun snart selv ville dø af AIDS, stod hun med uvisheden om hvorvidt hun havde givet sygdommen videre til sit barn. Sådan kunne man fortsætte med at berette om de tragedier der har ramt børn såvel som voksne i hele verden.

Bogen Autologous and Directed Blood Programs, der udkom i 1987, siger beklagende: „Næsten samtidig med at man havde afgrænset de oprindelige risikogrupper, skete det utænkelige — det blev påvist at denne potentielt dødelige sygdom [AIDS] kunne overføres og blev overført gennem donorblod. Dette var den mest bitre lægelige ironi: at donorblodet som en værdifuld livgivende gave kunne vise sig at være dødsensfarligt.“

Også medicin udvundet af blodplasma kunne overføre denne sygdom, og har faktisk medvirket til at sprede den i hele verden. Bløderpatienter, der i de fleste tilfælde benytter en koagulationsfaktor der er udvundet af plasma for at holde deres sygdom under kontrol, begyndte at dø i stort tal. I De Forenede Stater fik mellem 60 og 90 procent af denne patientgruppe AIDS inden der blev taget skridt til at varmebehandle medicinen for at fjerne HIV-smitten.

[Ramme/illustration på side 8, 9]

Er donorblod i dag fri for AIDS-smitte?

„GODT nyt om blod,“ lød en overskrift i New York-avisen Daily News for 5. oktober 1989. Artiklen oplyste at risikoen for at få AIDS ved en blodtransfusion er som 1 til 28.000. Metoderne til at holde blodforsyningen fri for det AIDS-fremkaldende virus er nu 99,9 procent sikre, hed det.

En lignende optimisme hersker inden for blodproduktindustrien. ’Donorblod er mere sikkert end nogen sinde,’ hævder man. Præsidenten for Den Amerikanske Sammenslutning af Blodbanker siger at risikoen for at pådrage sig AIDS ved en blodtransfusion „praktisk talt er elimineret“. Men hvis der ikke er nogen fare forbundet med brugen af blod, hvad er da grunden til at både dommere og læger har betegnet det som „giftigt“ og „ubetinget farligt“? Hvorfor søger nogle læger at undgå enhver kontakt med blod ved at iføre sig noget der minder om en rumdragt, komplet med ansigtsmaske og støvler? Hvorfor beder så mange hospitaler patienterne om at underskrive et dokument der fritager hospitalet for ethvert ansvar i forbindelse med eventuelle skadevirkninger som følge af en blodtransfusion? Kan man virkelig være sikker på at donorblod er helt smittefrit?

Sikkerheden afhænger af de to foranstaltninger der bliver benyttet for at beskytte forsyningen af donorblod: Kontrol af donorerne og testning af selve blodet. Nylige undersøgelser har vist at der trods alle anstrengelser for at sortere de donorer fra som på grund af deres livsform befinder sig i en af højrisikogrupperne, alligevel er nogle der slipper igennem kontrollen. Nogle giver forkerte oplysninger når de udfylder spørgeskemaet. Andre ønsker blot anonymt at finde ud af om de selv er blevet smittet.

I 1985 begyndte blodbankerne at teste donorblodet for antistoffer som legemet danner mod det AIDS-fremkaldende HIV-virus. Problemet er blot at der går et stykke tid fra en person er blevet smittet med HIV til vedkommende har dannet antistoffer som kan afsløres ved en test. Denne periode kaldes inkubationstiden.

Påstanden om at risikoen for at få AIDS ved en blodtransfusion er som 1 til 28.000, bygger på en undersøgelse som er blevet offentliggjort i The New England Journal of Medicine for 5. oktober 1989. Ifølge dette blad går der sandsynligvis gennemsnitlig otte uger fra smittetidspunktet til antistof kan konstateres. Men blot få måneder tidligere, i juni 1989, kunne man i det samme tidsskrift læse om en undersøgelse der viste at denne periode kan være meget længere — tre år eller mere! Denne undersøgelse antydede at perioder af denne længde måske forekommer mere hyppigt end først antaget og, hvad der er endnu værre, at nogle HIV-smittede muligvis aldrig udvikler antistoffer! Den senere og mere optimistiske undersøgelse tog imidlertid ikke hensyn til disse faktorer, idet den betegnede dem som „mangelfuldt dokumenterede“.

Som dr. Cory SerVass fra Den Amerikanske Præsidents AIDS-Kommission har sagt: „Blodbankerne kan fortælle offentligheden nok så meget at donorblodet er så sikkert som det overhovedet kan blive, men den hopper folk ikke længere på, for de fornemmer selv at det ikke er sandt.“

[Kildeangivelse]

CDC, Atlanta, Ga.