Der var mange oplevelser jeg kunne glæde mig over som nybagt missionær. En dag, mens jeg gik fra hus til hus i et af de bedrestillede kvarterer af La Paz, åbnede en tjenestepige døren og inviterede mig indenfor. Husets frue lyttede til min prædiken og tegnede abonnement på Vagttårnet. Hvorfor reagerede hun så hurtigt? Jo, hun havde nylig gennemgået en operation, og mens hun lå på klinikken havde hun benyttet lejligheden til at læse i Bibelen. Hun opdagede at der var temmelig stor forskel mellem Bibelens lære og det hun hørte i kirken, så hun var meget ivrig efter at læse de publikationer jeg gav hende. Inden jeg kunne komme tilbage for at besøge hende begyndte hun imidlertid at lede efter mig. Hun fandt mig endelig på et gadehjørne, hvor jeg stod og tilbød bladene Vagttårnet og Vågn op! til de forbipasserende. ’Kom og besøg mig!’ bad hun. Hun gjorde hurtigt fremskridt i sit studium af Bibelen og blev snart døbt. Nu, 30 år senere, er hun stadig en trofast tjener for Jehova.

Da Esther og jeg begyndte at gennemarbejde byen lagde vi mærke til at folk havde skilte i vinduerne hvor der stod: „Besøg af Jehovas vidner og evangelister frabedes.“ Men befolkningen i Villazón havde ingen anelse om hvem Jehovas vidner var! Ligesom i Tupiza havde en præst forsøgt at bremse vores forkyndelse — ved at uddele skiltene i kirken så folk kunne sætte dem i deres vinduer. Men til trods for skiltene i vinduerne reagerede folk gunstigt, og vi afsatte mange publikationer og påbegyndte mange bibelstudier. Efterhånden forsvandt skiltene fra vinduerne.