Klassens afslutningshøjtidelighed blev holdt den 1. februar 1981, og jeg fik distriktstildeling i La Paz i Bolivia sammen med Enriqueta Ayala (nu Fernández).

Da vi ankom til La Paz, var brødrene som skulle hente os, endnu ikke kommet. „Hvorfor spilde tiden?“ sagde vi til hinanden, og så begyndte vi at forkynde for folk i lufthavnen. Efter tre dejlige timer kom brødrene fra afdelingskontoret. De undskyldte og sagde at der havde været stor trængsel på vejene på grund af karnevalet.

Forkyndelse oppe over skyerne

La Paz ligger mere end 3500 meter over havets overflade, så det meste af tiden befandt vi os oppe over skyerne. Den tynde luft gjorde det vanskeligt at trække vejret, og jeg følte mig udmattet efter kun at have været ude i forkyndelsen en kort tid. Der gik et år inden jeg vænnede mig til at være så højt oppe, men velsignelserne fra Jehova opvejede i høj grad de fysiske vanskeligheder. For eksempel klatrede jeg en morgen i 1984 op ad en bjergside til et hus der lå på toppen. Udmattet bankede jeg på døren, og en dame kom ud. Vi fik en dejlig drøftelse, og jeg sagde at jeg ville komme igen om et par dage.

„Det tvivler jeg nu på at du gør,“ sagde damen. Men det gjorde jeg, og damen bad mig om at undervise sin datter i Bibelen. „Det er forældrenes ansvar,“ sagde jeg. „Men hvis du gerne vil have det, kan jeg hjælpe dig.“ Det indvilligede hun i, og hun tog også selv imod tilbuddet om at studere Bibelen. Hun kunne ikke læse og skrive, så vi begyndte med en brochure som er udgivet af Jehovas Vidner med henblik på at hjælpe mennesker der ikke kan læse.

Med tiden nåede antallet af børn i denne familie op på otte. Når jeg kom på besøg, tog nogle af børnene hinanden i hånden og dannede en kæde for at hjælpe mig op ad skråningen. Hele familien — far, mor og otte børn — begyndte at tjene Jehova. Tre af døtrene er pionerer, og en af sønnerne er menighedsældste. Faderen tjente som menighedstjener indtil sin død i år 2000. Det varmer mig om hjertet at tænke på denne vidunderlige familie og deres trofasthed. Jeg takker Jehova for at jeg fik lov til at hjælpe dem.

Sammen med Carmen igen

Efter mors død i 1997 blev Carmen igen indbudt til at tjene som specialpioner, og i 1998 blev hun bedt om at virke i Cochabamba i Bolivia, hvor jeg var. Ja, efter 18 år var vi sammen igen, og Carmen fik status som missionær. Vi havde en dejlig tid i Cochabamba, hvor klimaet er så skønt at det siges at svalerne aldrig flyver bort! I øjeblikket tjener vi i Sucre i Bolivia, en smuk højtliggende by med 220.000 indbyggere. I denne by, som engang blev kaldt ’det lille vatikan’ fordi den havde så mange katolske kirker, er der nu fem menigheder af Jehovas Vidner.

Carmen og jeg har tilsammen været pionerer i over 60 år, og vi har haft den uvurderlige forret at hjælpe mere end 100 frem til dåb. Ja, der er ingen tvivl om at det at tjene Jehova af hele sit hjerte er den mest tilfredsstillende livsform! — Markus 12:30.

[Illustration på side 15]

Jeg klatrede op ad en bjergside for at studere med denne familie

[Illustration på side 15]

I forkyndelsen med min søster, Carmen (til højre)