Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Jeg længtes efter Gud — og fandt ham
    Vågn op! – 1993 | 22. august
    • Et overraskende besøg

      Året efter sad jeg en dag i en gårdhave mens værtinden bagte brød i en brændefyret ovn. En mand kom hen til porten, og da jeg troede at han skulle tale med værtinden, sagde jeg: „Kom ind!“ Han kom ind og satte sig ved siden af mig. Manden var nydeligt klædt, men jeg kunne mærke at han kom fra beskedne kår. Til min store overraskelse begyndte han at tale med mig om Bibelen.

      Senere fandt jeg ud af at manden hed Adrian Guerra og var et af Jehovas vidner. Jeg opdagede hurtigt at han ikke var særlig god til at læse. Jeg var vagtsom men ikke bange for ham. ’Når alt kommer til alt,’ tænkte jeg, ’kender jeg til både latin og græsk. Jeg har studeret teologi og har brugt flere år til at diskutere filosofi med teologer og biskopper.’ Det var ikke fordi jeg følte mig stolt eller så ned på ham, jeg forventede bare ikke at han kunne lære mig noget.

      Han spurgte mig om hvad jeg mente var grunden til at ondskaben i verden tager til. Vi talte lidt om det, og så spurgte han om han måtte se min bibel. På det tidspunkt havde jeg lige købt The Jerusalem Bible, en ny katolsk oversættelse. Han fik mig til at læse Åbenbaringen 12:12, hvor der står: „Men for jer, jord og hav, kommer der vanskeligheder — Djævelen er nemlig kommet ned til jer i raseri, da han ved at hans dage er talte.“

      „Det refererer til det tidspunkt hvor synden begyndte,“ indvendte jeg. Han fik mig til at læse vers 7-10, hvor der står at krigen i himmelen begyndte da Kristus blev konge, og at udfaldet af krigen blev at Satan og hans engle blev kastet ned til jorden. Adrian forklarede: „De frygtelige forhold vi ser omkring os er et resultat af at Djævelen raser. Men vi kan glæde os over at Kristus nu er konge og at Djævelens dage er talte.“

      Det var betagende for mig at læse dette i min egen bibel. Men jeg var også forbløffet over at denne smilende og ydmyge mand kunne sidde her og forklare Bibelen stille og roligt for mig.

      Min længsel bliver omsider stillet

      Adrian efterlod nogle publikationer hos mig og lovede at komme tilbage. Jeg blev glad da han kom igen, og jeg begyndte at stille ham de spørgsmål der i så lang tid havde plaget mig. For eksempel: „Hvordan kan Gud være en treenighed?“ og „Hvorfor var Jesus i helvede?“ Han benyttede en bibelstudiehåndbog der hed Sandheden der fører til evigt liv, og fik mig til i min egen bibel at læse de bibelcitater fra bogen der besvarede mine spørgsmål. Jeg følte mig som en burro (et æsel eller en tosse). Jeg lærte at Guds navn er Jahve eller Jehova og at han ikke er en treenighed, at „helvede“ er graven og at Jesus havde befundet sig dér, uden bevidsthed, i dele af tre dage. — Salme 16:10; Prædikeren 9:10; Esajas 42:8.

      På præsteseminariet havde jeg ofte stillet spørgsmål om livet efter døden, og jeg havde fået at vide at himmelen er som en stor kirke hvor alle vil stå foran Gud og bede. ’Hvor kedeligt,’ tænkte jeg. Men nu hvor jeg fik kendskab til Bibelens løfte om evigt liv på en paradisisk jord, blev min tro på Guds kærlighed til menneskeheden vakt til live igen. — Salme 37:9-11, 39; Åbenbaringen 21:3, 4.

      Efter nogle få besøg tog Adrian en dag en udlænding med, en tilsynsmand, som han kaldte ham. „Du stiller så mange spørgsmål,“ sagde han, „så jeg tænkte at missionæren her ville være bedre i stand til at hjælpe dig.“ Men jeg syntes vældig godt om Adrian, og missionærens tilstedeværelse gjorde mig nervøs, så jeg fortsatte med at studere Bibelen med Adrian. Jeg begyndte at overvære møderne i rigssalen og fandt at de bibelske foredrag var meget lærerige.

      Jeg overvinder min frygt

      Efterhånden tilskyndede Adrian mig til at dele det jeg lærte med andre. Jehovas vidner opfordres ved deres møder til at undervise fra hus til hus. Jeg fandt ud af at det bibelske emne som Adrian først drøftede med mig — årsagen til de stadig dårligere forhold i verden — havde været det samtaleemne som Jehovas vidner i Bolivia benyttede den måned i 1970. Jeg forstod at den oplæring som Adrian modtog havde gjort ham egnet til at være tjener for Gud — i langt højere grad end de ti års oplæring havde gjort for mit vedkommende! Tanken om at besøge folk fra dør til dør virkede imidlertid skræmmende på mig. Det var noget ganske andet end at prædike for folk i kirken.

      Næste gang Adrian kom for at studere med mig gemte jeg mig i huset og lod som om jeg ikke var hjemme. Han må have haft en mistanke om det, for han ventede tålmodigt udenfor i en halv time før han gik. Men han opgav mig ikke; til min store overraskelse kom han igen den følgende uge. Langsomt voksede min kærlighed til Jehova, og jeg overvandt min frygt. I 1973 blev min hustru og jeg døbt. Porfiria blev pioner og var på heltidsbasis optaget af at forkynde og lede bibelstudier. Hun fortsatte i denne tjeneste lige til den dag hun døde, i begyndelsen af 1992.

      Adrian lærte efterhånden at læse flydende, og selv har jeg i en del år tjent som ældste i en menighed. Vi fortsætter begge med at forkynde den gode nyhed om Guds rige fra hus til hus.

  • Jeg længtes efter Gud — og fandt ham
    Vågn op! – 1993 | 22. august
    • [Illustration på side 15]

      Adrian og jeg forkynder sammen Rigets budskab

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del