Bosnien-​Hercegovinas historie i nyere tid

„Den 16. maj 1992 var vi 13 der sad tæt sammen i en lejlighed alt imens mortérgranater eksploderede og spredte ødelæggelse i Sarajevo. To mortérgranater ramte den bygning vi havde søgt beskyttelse i. Selvom vi havde henholdsvis kroatisk, serbisk og bosnisk baggrund — de samme tre grupper som dræbte hinanden — var vi forenede i den sande tilbedelse. Ved daggry faldt der færre granater, så vi forlod lejligheden for at finde et mere sikkert opholdssted. Vi bad højt til Jehova, som vi havde gjort aftenen før, og han hørte os.“ — Halim Curi.

Sarajevo, der havde en befolkning på mere end 400.000, oplevede en af de længste og mest forfærdelige belejringer i nutidig historie. Hvordan kunne vores åndelige brødre og søstre klare sig i betragtning af alle de etniske og religiøse stridigheder som var ved at splitte og ødelægge landet? Inden vi hører hvad de kom ud for, lad os da få lidt mere at vide om Bosnien-Hercegovina.

Bosnien-Hercegovina ligger lige i midten af det tidligere Jugoslavien, omgivet af Kroatien, Serbien og Montenegro. De kulturelle bånd og familiebåndene er stærke, og der lægges stor vægt på gæstfrihed. At få en kop tyrkisk kaffe hos naboen eller at sidde på en kafići (kaffebar) er populært tidsfordriv. Den bosniske befolkning består af bosniere, serbere og kroatere, men det er svært at skelne den ene folkegruppe fra den anden. Mange anser ikke sig selv for at være særlig religiøse; og alligevel er det religion som har splittet folk. De fleste bosniere er muslimer, mens serberne hører til den serbiske ortodokse kirke og kroaterne til den romerskkatolske kirke.

Da religiøst og etnisk had først i 1990’erne tog voldsomt til, resulterede det i en uhyggelig politik kaldet etnisk udrensning. Fremrykkende hære fordrev civile — både i landsbyer og storbyer — for at skabe etnisk rene områder for deres egen religiøse gruppe. Det førte til neutralitetsprøver for vores brødre og søstre. I Bosnien, såvel som i andre lande i det tidligere Jugoslavien, har de fleste antaget deres forældres religion, og efternavnet angiver ofte familiens religiøse baggrund. Når mennesker med det rette sindelag bliver tjenere for Jehova, bliver de måske betragtet som nogle der forråder deres familie og deres traditioner. Alligevel har brødrene erfaret at det er en beskyttelse at være loyal over for Jehova.

EN BY UNDER BELEJRING

Som vi har set, var vores jugoslaviske brødre dybt bevægede over den kærlighed og enhed som kom til udtryk ved områdestævnet „Venner af gudgiven frihed“ i 1991 i Zagreb, Kroatien. Dette uforglemmelige stævne styrkede dem til de ildprøver som ventede forude. Det ene øjeblik levede bosniere, serbere og kroatere side om side i Sarajevo i al fredsommelighed. Det næste øjeblik omringede en hær byen, og alle var lukket inde — deriblandt vores brødre. Den politiske situation skabte voldsom uro, men ingen havde nogen idé om hvor længe stridighederne ville vare ved.

„Folk sulter,“ rapporterede Halim Curi, en ældste i Sarajevo. „Hver måned får de kun udleveret nogle få pund mel, 100 gram sukker og en halv liter olie. Hvor som helst det er muligt i byen, dyrker man grøntsager. Folk fælder Sarajevos træer for at få brænde. Når træerne er væk, fjerner de parketgulvet fra deres lejlighed og bruger det som brændsel til madlavning og til opvarmning. De bruger alt hvad der kan brænde, selv gamle sko.“

Under Sarajevos belejring var Ljiljana Ninković og hendes mand Nenad ikke bare fanget i en fælde, men også adskilt fra deres to døtre. Ljiljana fortæller: „Vi var en ganske almindelig familie med to børn, en lejlighed og en bil, og pludselig var alt forandret.“

De oplevede imidlertid ofte Jehovas beskyttende hånd. „To gange blev vores lejlighed ramt af bomber lige efter at vi havde forladt den,“ fortsætter Ljiljana. „Vi måtte lide afsavn, men fandt i stedet glæde i små ting. For eksempel nød vi at gå en tur i parken og plukke mælkebøtteblade til en salat så vi havde andet at spise end blot hvide ris. Vi lærte at være tilfredse med det vi havde, og ikke tage noget for givet.“

MATERIELLE OG ÅNDELIGE BEHOV DÆKKES

Et af de største problemer var at få vand. Der var sjældent rindende vand i husene, så folk måtte gå op til fem kilometer gennem områder hvor snigskytter huserede, for at få vand. Når de kom til aftapningsstederne, stod de i kø i fire timer for at få fyldt deres beholdere, og bagefter måtte de slæbe på den tunge byrde hele vejen hjem.

„Prøven kom da vi hørte at der ville være vand i hjemmene i en kort tid,“ fortæller Halim. „Så var alle nødt til at tage brusebad, vaske tøj og fylde vand i så mange beholdere som muligt. Men hvad nu hvis dette længe ventede øjeblik faldt sammen med et menighedsmøde? Vi måtte beslutte os for enten at gå til møde eller at blive hjemme for at tappe vand.“

Selvom det er nødvendigt at få dækket sit materielle behov, forstod brødrene vigtigheden af at få dækket deres åndelige behov og være sammen med deres trosfæller. Ved møderne fik de ikke blot åndelig føde, men også detaljerede oplysninger om hvem der var blevet fængslet og såret, og også hvem der havde mistet livet. „Vi var som en familie,“ siger Milutin Pajić, som er ældste. „Når vi var til møde, havde ingen af os lyst til at gå hjem. Efter de fleste møder blev vi og talte sammen om sandheden i flere timer.“

Livet var ikke let, og brødrene frygtede ofte for deres liv. Alligevel var det de åndelige interesser de satte først. Mens landet blev splittet på grund af krigen, blev Jehovas folk knyttet nærmere til hinanden og til deres himmelske Fader. Børn lagde mærke til deres forældres ubrydelige loyalitet over for Jehova, og med tiden opbyggede de en lignende loyalitet.

Byen Bihać, der lå nær den kroatiske grænse, var isoleret i næsten fire år. Folk kunne ikke komme ud af byen, og nødhjælp kunne ikke komme ind. „Det var værst i begyndelsen af krigen,“ fortæller Osman Šaćirbegović, som var den eneste broder i byen. „Det var ikke så meget på grund af den vanskelige situation, men mere fordi vi stod over for noget nyt, noget vi aldrig havde oplevet før. Mærkværdigvis lettede den spændte stemning da beskydningen med mortérgranater begyndte, for vi fandt snart ud af at ikke alle granater var dræbende; nogle eksploderede endda slet ikke.“

Eftersom ingen kunne regne ud hvor længe kamphandlingerne ville vare ved, sørgede Betel i Kroatien og i Østrig for at der blev oplagret nødforsyninger i rigssale og i nogle af Vidnernes hjem i Sarajevo, Zenica, Tuzla, Mostar, Travnik og Bihać. Mens krigen rasede, blev byer pludselig omringet og isoleret. Derved blev forsyningslinjerne uventet afskåret og depoterne hurtigt tømt. Men selvom mange byer i Bosnien blev afskåret fra omverdenen, var brødrenes enhed fortsat ubrydelig. Det stod i skærende kontrast til det inferno af etnisk og religiøst had der bredte sig som en steppebrand i landet.

NIDKÆRE MEN FORSIGTIGE

Ud over vanskelighederne ved at skaffe de daglige fornødenheder var der faren fra snigskytter som befandt sig rundt om i Sarajevo. De skød vilkårligt på uskyldige civile. Mortérgranater regnede fortsat ned fra himmelen og forårsagede død. Indimellem var det farligt at bevæge sig rundt i belejrede byer. Folk levede i konstant frygt. Men vores brødre forstod at finde den rette balance mellem visdom og mod, så de holdt ikke op med at forkynde den gode nyhed om Riget for folk som havde desperat brug for trøst.

En ældste fortæller: „Under et ret voldsomt angreb på Sarajevo eksploderede tusinder af granater i løbet af én dag. Netop denne lørdag morgen ringede brødrene til de ældste og spurgte: ’Hvor skal samlingen være i dag?’“

„Jeg kunne se at folk havde stærkt brug for sandheden,“ siger en søster. „Det var lige præcis det der hjalp mig, ikke blot til at holde ud, men også til at bevare glæden under de vanskelige forhold.“

Mange i lokalbefolkningen var klar over at de havde brug for Bibelens håb. En broder sagde: „Folk opsøger os for at få åndelig hjælp i stedet for at vi opsøger dem. De dukker bare op i rigssalen og beder om at få et bibelstudium.“

At forkyndelsen under krigen gik så godt, skyldtes for en stor del enheden i vores kristne brodersamfund, noget som folk ikke kunne undgå at lægge mærke til. „Det var et stort vidnesbyrd,“ fortæller Nada Bešker, en søster som har været specialpioner i adskillige år. „Mange kunne se at bosniske og serbiske forkyndere arbejdede sammen i tjenesten. Og når folk så en kroatisk søster og en søster der før havde været muslim, studere Bibelen med en serber, kunne de ikke undgå at vide at vi var anderledes.“

Resultatet af brødrenes flittige arbejde ses den dag i dag, for mange af dem der tjener Jehova, tog imod sandheden under krigen. Menigheden i Banja Luka, for eksempel, voksede til det dobbelte på trods af at cirka hundrede forkyndere flyttede til andre menigheder.

EN TROFAST FAMILIE

Forkynderne var altid meget forsigtige. Alligevel blev nogle ofre for „tid og tilfælde“ når de befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. (Præd. 9:11) Božo Ðorem, en broder med serbisk baggrund, blev døbt ved det internationale stævne i Zagreb i 1991. Efter at han var vendt tilbage til Sarajevo, blev han adskillige gange sat i fængsel, hvor han blev behandlet dårligt på grund af sit neutrale standpunkt. I 1994 blev han idømt 14 måneders fængsel. Det der var hårdest for ham, var at han måtte undvære sin kone, Hena, og deres femårige datter, Magdalena.

Kort efter at Božo var blevet løsladt fra fængselet, skete der noget tragisk. En eftermiddag hvor alt syntes roligt, var alle tre på vej for at studere Bibelen med en interesseret nær deres bopæl. Mens de gik, blev stilheden pludselig brudt af en eksplosion fra en artillerigranat. Hena og Magdalena blev dræbt på stedet, og Božo døde senere på hospitalet.

KRISTEN NEUTRALITET

Fordommene rasede, så der var meget lidt, om overhovedet nogen, tolerance hvad angik det at være neutral. I Banja Luka bestod menigheden fortrinsvis af unge brødre, som militæret ønskede at gøre brug af i krigen. Men brødrene forblev neutrale, og derfor blev de slået.

„Politiet forhørte os ofte og kaldte os kujoner fordi vi ikke ville forsvare vores familier,“ mindes Osman Šaćirbegović.

Osman ræsonnerede med politifolkene på denne måde: „Jeres gevær er en beskyttelse for jer, er det ikke?“

„Helt sikkert,“ svarede de.

„Ville I bytte det med en kanon for at få større beskyttelse?“

„Ja.“

„Ville I bytte kanonen med en kampvogn?“

„Naturligvis.“

„Alt dette ville I gøre for at få en bedre beskyttelse,“ sagde Osman. „Min beskyttelse kommer fra Jehova, den almægtige Gud, Skaberen af universet. Hvilken bedre beskyttelse kunne jeg få?“ Han pointe var krystalklar, og politiet lod ham være.

DER KOMMER HUMANITÆR HJÆLP

Skønt brødrene i de omkringliggende lande vidste at de bosniske Vidner led, var det i en periode umuligt at transportere nødforsyninger til deres trængende trosfæller. Men i oktober 1993 lod myndighederne forstå at det måske var muligt at få nødforsyninger frem. På trods af faren besluttede brødrene at gøre et forsøg på at udnytte denne mulighed. Den 26. oktober satte fem lastbiler fra Wien kurs mod Bosnien, læsset med 16 tons fødevarer og brænde. Hvordan kunne denne lastbilkonvoj komme igennem alle de mange områder hvor der stadig var heftige kampe?c

Der var tidspunkter på turen hvor brødrene var i stor fare. En af chaufførerne beretter: „Jeg var kommet lidt sent af sted den morgen og befandt mig nu bag flere andre lastbiler med nødhjælpsforsyninger. Da jeg nærmede mig en af kontrolposterne, blev alle lastbiler stoppet mens soldaterne tjekkede papirerne. Pludselig hørte jeg lyden af en snigskyttes riffel, og vi så at en chauffør, der ikke var et Jehovas vidne, var blevet ramt.

Kun lastbilchauffører havde tilladelse til at komme ind i Sarajevo med deres køretøjer, så de andre brødre der havde fulgt med lastbilerne, måtte vente uden for byen. De havde ikke opgivet at opmuntre de lokale brødre, så de fandt en telefon, kom i telefonisk kontakt med Sarajevos forkyndere og holdt et meget opmuntrende offentligt foredrag. Rejsende tilsynsmænd, betelitter og medlemmer af landsudvalget risikerede livet den ene gang efter den anden under krigen for at hjælpe deres brødre så de kunne overleve både fysisk og åndeligt.

I næsten fire år var det umuligt at sende forsyninger til vores trosfæller i Bihać. Selvom der ikke kunne komme fødevarer igennem de barrikader som holdt byen isoleret, kunne vores brødre i nogen grad modtage åndelig føde. Hvordan? De fik adgang til en telefonlinje og en telefax, og derved kunne de i perioder modtage Rigets Tjeneste og kopier af Vagttårnet. De afskrev publikationerne og gav en kopi til hver familie. Da krigen begyndte, var der blot én gruppe med tre døbte forkyndere. I gruppen var der imidlertid også tolv udøbte forkyndere som i to år spændt ventede på en passende lejlighed til at symbolisere deres indvielse til Jehova ved vanddåben.

Det var en udfordring at være isoleret i så mange år. „Dem jeg studerede Bibelen med, havde aldrig været til et stævne eller haft besøg af en kredstilsynsmand,“ fortæller Osman. „Vi talte mange gange om hvor skønt det ville blive at være sammen med brodersamfundet.“

Forestil jer brødrenes glæde da to køretøjer den 11. august 1995 rullede ind i Bihać med et skilt hvor der tydeligt stod skrevet „Jehovas Vidners nødhjælp“. Det var de første civile køretøjer som kom med nødhjælp siden byen blev belejret! Og de kom netop på det tidspunkt hvor brødrene følte at de havde nået det yderste af hvad de kunne klare — både fysisk og psykisk.

Naboerne i Bihać lagde mærke til hvordan brødrene sørgede for hinanden, blandt andet ved at reparere ødelagte vinduer. „Det gjorde et stort indtryk på mine naboer,“ siger Osman, „for de vidste at vi ingen penge havde. Det var et vældigt vidnesbyrd som de stadig taler om.“ I Bihać er der nu en tjenesteivrig menighed på 34 forkyndere og 5 pionerer.

EN TUR DER ALDRIG GLEMMES!

Gentagne gange risikerede vores brødre livet for at bringe fødevarer og litteratur til de krigshærgede byer i Bosnien. Men turen den 7. juni 1994 var anderledes. En konvoj af tre lastbiler med nogle af landsudvalgets medlemmer samt andre brødre begyndte turen fra Zagreb i Kroatien tidligt om morgenen. Målet var at levere nødforsyninger og fremføre et forkortet program for den særlige stævnedag — den første i tre år.

En af de byer hvor dette særlige stævne skulle afholdes, var Tuzla. I begyndelsen af krigen bestod menigheden kun af cirka 20 døbte forkyndere. Det var derfor overraskende at se 200 samlet for at lytte til programmet. Tredive blev døbt. I dag er der tre menigheder i Tuzla og mere end 300 forkyndere.

I Zenica fandt brødrene et velegnet sted hvor de kunne samles, men de havde besvær med at finde et dåbsbassin. Endelig, efter megen søgen, fandt de en stor balje som kunne bruges. Det eneste problem var lugten — baljen havde været brugt til opbevaring af fisk! Men dåbskandidaterne, der havde taget imod Jesu indbydelse til at blive „menneskefiskere“, tog det i stiv arm. (Matt. 4:19) Herbert Frenzel, som nu er med i afdelingskontorets udvalg i Kroatien, var til stede og holdt dåbsforedraget. Han fortæller: „De der skulle døbes, havde ventet så længe på denne lejlighed at intet kunne stoppe dem. Efter dåben følte de sig som sejrvindere.“ I dag er der en nidkær menighed i Zenica med 68 forkyndere.

Det eneste sted i Sarajevo hvor det var muligt at afholde stævnet, var nær et vejkryds som var et yndet mål for snigskytter. Brødrene ankom sikkert til stævnet, men snart stod de over for et andet problem. De skulle ikke blot finde et sted hvor dåben kunne foregå, men også finde ud af hvordan de kunne spare på det værdifulde vand. For at sikre at der ville være vand nok til at alle dåbskandidaterne kunne blive døbt, blev de stillet op på en række efter størrelse, og de mindste blev døbt først.

Vores brødre og søstre nød denne pragtfulde dag de havde sammen. De tillod ikke noget som helst af alt det frygtelige der skete rundt om dem, at kaste en skygge over den usigelige glæde det var at være forenet i tilbedelsen af Jehova. I dag er der tre blomstrende menigheder i Sarajevo.

EFTER KRIGEN

Efterhånden som forsyningslinjerne blev genåbnet, blev livet en smule lettere for vores brødre og søstre. Men der var fortsat etniske udrensninger, hvor folk blev tvangsfordrevet. Ivica Arabadžić, en ældste i Kroatien, husker at han blev tvunget til at forlade sit barndomshjem i Banja Luka. „En mand kom med et gevær og beordrede os til at forlade huset. Han sagde at det nu var hans. Han var blevet tvunget til at forlade sit hus i Šibenik, Kroatien, fordi han var serber. Nu ville han have os til at rejse. En officer inden for militærpolitiet som jeg studerede med, kom mig til hjælp. Det var ikke muligt for mig at beholde huset, men vi slog en handel af — vores hus for serberens hus. Det var meget svært at forlade vores hjem og den menighed som havde hjulpet os til at lære sandheden at kende, men vi havde intet valg. Vi tog kun nogle ganske få ejendele med os da vi drog af sted for at flytte ind i det ’nye’ hus i Kroatien. Men da vi kom til Šibenik, var der allerede flyttet nogen ind i det tomme hus som nu tilhørte os. Hvad skulle vi gøre? Vores brødre bød os straks velkommen, og en ældste lod os bo i hans hus et år indtil vi havde løst vores boligproblem.“

I dag er der stadig politisk ustabilitet i Bosnien-Hercegovina, hvor næsten 40 procent af befolkningen er muslimer, men det har ikke hindret sandheden i at blomstre dér. Siden krigens slutning har vores brødre opført nye rigssale. En af dem ligger i Banja Luka, og den er mere end blot et hårdt tiltrængt mødested. Den repræsenterer nemlig en juridisk sejr. I årevis havde brødrene prøvet at få tilladelse til at bygge en rigssal i dette område hvor den serbiske ortodokse kirke øver en stærk indflydelse. Efter krigen nægtede man at give brødrene tilladelse til at bygge en rigssal i Banja Luka, til trods for at vores trossamfund var blevet juridisk anerkendt i Bosnien. Endelig, efter mange bønner og en ihærdig indsats, fik brødrene fremskaffet den dokumentation myndighederne krævede. En sejr var vundet, og den danner nu præcedens for kommende rigssalsprojekter i den del af Bosnien-Hercegovina.

Friheden til at tilbede har åbnet vejen for at 32 specialpionerer, hvoraf mange er fra andre lande, kan yde hjælp i områder hvor der er et stort behov. Deres flid i tjenesten og loyalitet over for de teokratiske retningslinjer har været en virkelig velsignelse.

I Sarajevo, hvor vores trosfæller for få år siden jævnligt blev beskudt af snigskytter, holdes der nu stævner på fredelig vis, og de delegerede kommer fra alle dele af det tidligere Jugoslavien. Mens det forrige århundredes krige har hærget dette smukke bjergland, er Jehovas folk blevet knyttet endnu nærmere sammen i et bånd af „broderlig hengivenhed“. (1 Pet. 1:22) I dag er der 16 menigheder med 1163 forkyndere i Bosnien-Hercegovina som i forening priser den sande Gud, Jehova.

[Ramme/​illustration på side 195, 196]

Vi lovede at vende tilbage

HALIM CURI

FØDT 1968

DØBT 1988

PROFIL Han hjalp med at organisere og fordele nødhjælp i Sarajevo. Han tjener nu som ældste og er medlem af Kontaktudvalg til Hospitaler. Desuden er han juridisk repræsentant for Jehovas Vidner i Bosnien-​Hercegovina.

I 1992 var Sarajevo under belejring. Når vi ikke modtog ny litteratur, studerede vi nogle ældre blade. Ved hjælp af en gammel skrivemaskine afskrev brødrene tilgængelige studieartikler. Vi var kun 52 forkyndere, men der kom over 200 til møderne, og vi ledede cirka 240 bibelstudier.

I november 1993, mens krigen var på sit højeste, blev vores datter, Arijana, født. Det var en vanskelig tid at sætte børn i verden på. Nogle gange havde vi hverken rindende vand eller elektricitet flere uger i træk. Vi brugte møbler som brændsel, og når vi skulle til møde, måtte vi gennem områder hvor det var farligt at færdes. Snigskytter skød på alle og enhver, så vi måtte løbe når vi skulle over visse gader og forbi barrikader.

En dag hvor alt virkede roligt, var min kone, vores lille datter, broder Dražen Radišić og jeg på vej hjem fra et møde da lyden af maskingeværsalver pludselig brød stilheden. Vi lagde os ned på gaden, men jeg blev ramt af en kugle i maven. Smerten var meget voldsom. Mange havde fra deres vinduer set hvad der var sket, og nogle modige unge mænd kom løbende ud af husene for at bringe os i sikkerhed. I en fart blev jeg kørt til hospitalet, hvor de straks ville give mig blodtransfusion. Jeg forklarede lægen at det var imod min samvittighed at få blod. De tilskyndede mig på det kraftigste til at tage mit standpunkt op til fornyet overvejelse, men jeg stod fast på min beslutning og var parat til at tage konsekvenserne. De opererede mig alligevel — i to og en halv time — og jeg kom mig uden at have fået blod.

Efter operationen havde jeg brug for rekreation, hvilket var umuligt på grund af krigen. Vi besluttede os for at besøge vores familie i Østrig. Men den eneste vej ud af Sarajevo var gennem en tunnel under lufthavnen. Tunnelen var 900 meter lang og cirka 1,2 meter høj. Min kone bar vores lille datter, og jeg prøvede at bære vores bagage. Men fordi jeg lige var blevet opereret, måtte hun hjælpe mig.

Det er svært at beskrive hvor glade vi var for at være i Østrig. Da vi forlod Sarajevo, havde vi imidlertid lovet vores brødre og Jehova at vi ville vende tilbage. Det var meget svært for os at forlade familien i Østrig, især min mor. Vi fortalte at vi havde lovet Gud at vi ville vende tilbage til Sarajevo hvis han hjalp os med at komme ud af landet og komme lidt til kræfter. Hvordan kunne vi så sige til Gud: „Tak fordi du hjalp os til at komme hertil. Vi nyder virkelig at være her, og nu vil vi gerne blive“? Desuden havde brødrene i Sarajevo brug for os. Under alt dette var min kone, Amra, en stor støtte.

I december 1994 kom vi igen til tunnelen i Sarajevo. Men denne gang gik vi ind i byen. Da folk så os vende tilbage gennem tunnelen, spurgte de: „Hvad er det I gør? Alle prøver at komme ud, og I vender tilbage til den belejrede by.“ Ord er fattige når jeg skal beskrive det vidunderlige gensyn vi havde med vores brødre i rigssalen i Sarajevo. Vi har aldrig fortrudt at vi vendte tilbage.