„Politiet forhørte os ofte og kaldte os kujoner fordi vi ikke ville forsvare vores familier,“ mindes Osman Šaćirbegović.

Osman ræsonnerede med politifolkene på denne måde: „Jeres gevær er en beskyttelse for jer, er det ikke?“

„Helt sikkert,“ svarede de.

„Ville I bytte det med en kanon for at få større beskyttelse?“

„Ja.“

„Ville I bytte kanonen med en kampvogn?“

„Naturligvis.“

„Alt dette ville I gøre for at få en bedre beskyttelse,“ sagde Osman. „Min beskyttelse kommer fra Jehova, den almægtige Gud, Skaberen af universet. Hvilken bedre beskyttelse kunne jeg få?“ Han pointe var krystalklar, og politiet lod ham være.

Det var en udfordring at være isoleret i så mange år. „Dem jeg studerede Bibelen med, havde aldrig været til et stævne eller haft besøg af en kredstilsynsmand,“ fortæller Osman. „Vi talte mange gange om hvor skønt det ville blive at være sammen med brodersamfundet.“

Naboerne i Bihać lagde mærke til hvordan brødrene sørgede for hinanden, blandt andet ved at reparere ødelagte vinduer. „Det gjorde et stort indtryk på mine naboer,“ siger Osman, „for de vidste at vi ingen penge havde. Det var et vældigt vidnesbyrd som de stadig taler om.“