Ivica Arabadžić, en ældste i Kroatien, husker at han blev tvunget til at forlade sit barndomshjem i Banja Luka. „En mand kom med et gevær og beordrede os til at forlade huset. Han sagde at det nu var hans. Han var blevet tvunget til at forlade sit hus i Šibenik, Kroatien, fordi han var serber. Nu ville han have os til at rejse. En officer inden for militærpolitiet som jeg studerede med, kom mig til hjælp. Det var ikke muligt for mig at beholde huset, men vi slog en handel af — vores hus for serberens hus. Det var meget svært at forlade vores hjem og den menighed som havde hjulpet os til at lære sandheden at kende, men vi havde intet valg. Vi tog kun nogle ganske få ejendele med os da vi drog af sted for at flytte ind i det ’nye’ hus i Kroatien. Men da vi kom til Šibenik, var der allerede flyttet nogen ind i det tomme hus som nu tilhørte os. Hvad skulle vi gøre? Vores brødre bød os straks velkommen, og en ældste lod os bo i hans hus et år indtil vi havde løst vores boligproblem.“

Siden krigens slutning har vores brødre opført nye rigssale. En af dem ligger i Banja Luka, og den er mere end blot et hårdt tiltrængt mødested. Den repræsenterer nemlig en juridisk sejr. I årevis havde brødrene prøvet at få tilladelse til at bygge en rigssal i dette område hvor den serbiske ortodokse kirke øver en stærk indflydelse. Efter krigen nægtede man at give brødrene tilladelse til at bygge en rigssal i Banja Luka, til trods for at vores trossamfund var blevet juridisk anerkendt i Bosnien. Endelig, efter mange bønner og en ihærdig indsats, fik brødrene fremskaffet den dokumentation myndighederne krævede. En sejr var vundet, og den danner nu præcedens for kommende rigssalsprojekter i den del af Bosnien-Hercegovina.