Vi bad nu om lov til at fortsætte til vor næste destination — Sarajevo.

„Ingen er kørt derind med lastbil i månedsvis,“ sagde generalen. Omsider gav han os lov til at rejse over bjergene. „Men I skal vide at det er vanskeligt terræn,“ sagde han advarende. „Jeg er ikke sikker på at jeres lastbiler er kraftige nok til at klare det.“

Generalen havde ikke overdrevet. Da vi befandt os blot 40 kilometer fra Sarajevo måtte vi foretage en 140 kilometer lang omvej gennem skovene! Vi glemmer aldrig denne tur fra Zenica til Jablanica via Sarajevo der tog tre dage og to nætter, ofte med en fart af kun 5 kilometer i timen. „Vejen“ var kørt op af militærkøretøjer. Vi måtte passere frygtindgydende klipper og køre over store huller. Ofte måtte vi færdes uden lys, og ved to lejligheder var vores lastbiler lige ved at glide ned ad de lumske skråninger. Da et militærkøretøj der fulgte efter vores konvoj et øjeblik tændte lyset, blev det øjeblikkelig beskudt. Nogle gange måtte vi reparere beskadigede broer og skifte hjul.

Endelig nåede vi frem til udkanten af Sarajevo, hvor vi bad om at komme til at tale med den ansvarshavende general. Mens vi ventede så vi en lastbil der kom kørende med ti lig og en sæk med hoveder. Soldater forhandlede om udleveringen af ligene — et uhyggeligt syn der fik os til inderligt at længes efter den dag hvor al krig vil høre op. — Esajas 2:4.

Klokken 10.00 fik en af os endelig lejlighed til at tale med generalen og hans officerer i et mørkt værelse der kun var oplyst af et stearinlys.

„Hvem er I?“ spurgte generalen.

„Vi er Jehovas vidner. Vi vil gerne bringe mad til vore trosfæller i Sarajevo.“

„Ved I godt at der er mange Jehovas vidner i Sarajevo?“

„Ja, det er derfor vi er her.“

Derefter nævnte generalen navnet på et Jehovas vidne. „Kender I ham?“

„Ja, han er en af vore venner.“

„Han er også min ven,“ sagde generalen. „Vi gik i skole sammen. Efter at han er blevet et Jehovas vidne sætter jeg faktisk endnu mere pris på ham. Han har gjort meget for jeres folk. Vær rar at fortælle os noget mere om Jehovas vidner.“

Der fulgte en timelang drøftelse, hvorefter vi spredte en halv snes blade og brochurer. Efter endnu et møde indvilligede generalen i at træffe de nødvendige foranstaltninger til at nødhjælpen kunne blive afleveret til vore brødre i Sarajevo.

Det var ingen ubetydelig opgave. Omkring 30 personer, deriblandt nogle som ikke var Jehovas vidner, hjalp med at slæbe pakkerne, der hver vejede cirka 30 kilo. De arbejdede fra klokken otte om aftenen til fem om morgenen to nætter i træk — i alt 18 timer. En ældste fortalte at hans naboer var så imponerede over nødhjælpsarbejdet at de knælede sammen med brødrene og takkede Jehova. De fik selvfølgelig også noget mad.

Forestil jer vore brødres glæde da de modtog 11.000 kilo nødhjælp! Situationen var desperat. I byen kostede ét kilo mel mellem 450 og 1000 D-mark (1800 til 4000 kroner). En sæk brænde kostede omkring 400 D-mark (1600 kroner), og en liter dieselolie kostede 30 D-mark (120 kroner).

Vi følte at vi nu blev belønnet for alle de farer vi havde været udsat for på turen. Vi var lykkelige over at se vore brødres glæde da de modtog denne nødhjælpsforsyning. Det var en oplevelse som hverken de eller vi nogen sinde glemmer.

De 65 forkyndere og 4 hjælpepionerer der stadig befinder sig i Sarajevo, leder 134 bibelstudier. Forkynderne bruger i gennemsnit 20 timer hver måned på at forkynde den gode nyhed om Guds rige.