„Den 16. maj 1992 var vi 13 der sad tæt sammen i en lejlighed alt imens mortérgranater eksploderede og spredte ødelæggelse i Sarajevo. To mortérgranater ramte den bygning vi havde søgt beskyttelse i. Selvom vi havde henholdsvis kroatisk, serbisk og bosnisk baggrund — de samme tre grupper som dræbte hinanden — var vi forenede i den sande tilbedelse. Ved daggry faldt der færre granater, så vi forlod lejligheden for at finde et mere sikkert opholdssted. Vi bad højt til Jehova, som vi havde gjort aftenen før, og han hørte os.“ — Halim Curi.

Sarajevo, der havde en befolkning på mere end 400.000, oplevede en af de længste og mest forfærdelige belejringer i nutidig historie.

EN BY UNDER BELEJRING

Som vi har set, var vores jugoslaviske brødre dybt bevægede over den kærlighed og enhed som kom til udtryk ved områdestævnet „Venner af gudgiven frihed“ i 1991 i Zagreb, Kroatien. Dette uforglemmelige stævne styrkede dem til de ildprøver som ventede forude. Det ene øjeblik levede bosniere, serbere og kroatere side om side i Sarajevo i al fredsommelighed. Det næste øjeblik omringede en hær byen, og alle var lukket inde — deriblandt vores brødre. Den politiske situation skabte voldsom uro, men ingen havde nogen idé om hvor længe stridighederne ville vare ved.

„Folk sulter,“ rapporterede Halim Curi, en ældste i Sarajevo. „Hver måned får de kun udleveret nogle få pund mel, 100 gram sukker og en halv liter olie. Hvor som helst det er muligt i byen, dyrker man grøntsager. Folk fælder Sarajevos træer for at få brænde. Når træerne er væk, fjerner de parketgulvet fra deres lejlighed og bruger det som brændsel til madlavning og til opvarmning. De bruger alt hvad der kan brænde, selv gamle sko.“

Under Sarajevos belejring var Ljiljana Ninković og hendes mand Nenad ikke bare fanget i en fælde, men også adskilt fra deres to døtre. Ljiljana fortæller: „Vi var en ganske almindelig familie med to børn, en lejlighed og en bil, og pludselig var alt forandret.“

De oplevede imidlertid ofte Jehovas beskyttende hånd. „To gange blev vores lejlighed ramt af bomber lige efter at vi havde forladt den,“ fortsætter Ljiljana. „Vi måtte lide afsavn, men fandt i stedet glæde i små ting. For eksempel nød vi at gå en tur i parken og plukke mælkebøtteblade til en salat så vi havde andet at spise end blot hvide ris. Vi lærte at være tilfredse med det vi havde, og ikke tage noget for givet.“

MATERIELLE OG ÅNDELIGE BEHOV DÆKKES

Et af de største problemer var at få vand. Der var sjældent rindende vand i husene, så folk måtte gå op til fem kilometer gennem områder hvor snigskytter huserede, for at få vand. Når de kom til aftapningsstederne, stod de i kø i fire timer for at få fyldt deres beholdere, og bagefter måtte de slæbe på den tunge byrde hele vejen hjem.

„Prøven kom da vi hørte at der ville være vand i hjemmene i en kort tid,“ fortæller Halim. „Så var alle nødt til at tage brusebad, vaske tøj og fylde vand i så mange beholdere som muligt. Men hvad nu hvis dette længe ventede øjeblik faldt sammen med et menighedsmøde? Vi måtte beslutte os for enten at gå til møde eller at blive hjemme for at tappe vand.“

Selvom det er nødvendigt at få dækket sit materielle behov, forstod brødrene vigtigheden af at få dækket deres åndelige behov og være sammen med deres trosfæller. Ved møderne fik de ikke blot åndelig føde, men også detaljerede oplysninger om hvem der var blevet fængslet og såret, og også hvem der havde mistet livet. „Vi var som en familie,“ siger Milutin Pajić, som er ældste. „Når vi var til møde, havde ingen af os lyst til at gå hjem. Efter de fleste møder blev vi og talte sammen om sandheden i flere timer.“

Vi lovede at vende tilbage

HALIM CURI

FØDT 1968

DØBT 1988

PROFIL Han hjalp med at organisere og fordele nødhjælp i Sarajevo. Han tjener nu som ældste og er medlem af Kontaktudvalg til Hospitaler. Desuden er han juridisk repræsentant for Jehovas Vidner i Bosnien-​Hercegovina.

I 1992 var Sarajevo under belejring. Når vi ikke modtog ny litteratur, studerede vi nogle ældre blade. Ved hjælp af en gammel skrivemaskine afskrev brødrene tilgængelige studieartikler. Vi var kun 52 forkyndere, men der kom over 200 til møderne, og vi ledede cirka 240 bibelstudier.

I november 1993, mens krigen var på sit højeste, blev vores datter, Arijana, født. Det var en vanskelig tid at sætte børn i verden på. Nogle gange havde vi hverken rindende vand eller elektricitet flere uger i træk. Vi brugte møbler som brændsel, og når vi skulle til møde, måtte vi gennem områder hvor det var farligt at færdes. Snigskytter skød på alle og enhver, så vi måtte løbe når vi skulle over visse gader og forbi barrikader.

En dag hvor alt virkede roligt, var min kone, vores lille datter, broder Dražen Radišić og jeg på vej hjem fra et møde da lyden af maskingeværsalver pludselig brød stilheden. Vi lagde os ned på gaden, men jeg blev ramt af en kugle i maven. Smerten var meget voldsom. Mange havde fra deres vinduer set hvad der var sket, og nogle modige unge mænd kom løbende ud af husene for at bringe os i sikkerhed. I en fart blev jeg kørt til hospitalet, hvor de straks ville give mig blodtransfusion. Jeg forklarede lægen at det var imod min samvittighed at få blod. De tilskyndede mig på det kraftigste til at tage mit standpunkt op til fornyet overvejelse, men jeg stod fast på min beslutning og var parat til at tage konsekvenserne. De opererede mig alligevel — i to og en halv time — og jeg kom mig uden at have fået blod.

Efter operationen havde jeg brug for rekreation, hvilket var umuligt på grund af krigen. Vi besluttede os for at besøge vores familie i Østrig. Men den eneste vej ud af Sarajevo var gennem en tunnel under lufthavnen. Tunnelen var 900 meter lang og cirka 1,2 meter høj. Min kone bar vores lille datter, og jeg prøvede at bære vores bagage. Men fordi jeg lige var blevet opereret, måtte hun hjælpe mig.

Det er svært at beskrive hvor glade vi var for at være i Østrig. Da vi forlod Sarajevo, havde vi imidlertid lovet vores brødre og Jehova at vi ville vende tilbage. Det var meget svært for os at forlade familien i Østrig, især min mor. Vi fortalte at vi havde lovet Gud at vi ville vende tilbage til Sarajevo hvis han hjalp os med at komme ud af landet og komme lidt til kræfter. Hvordan kunne vi så sige til Gud: „Tak fordi du hjalp os til at komme hertil. Vi nyder virkelig at være her, og nu vil vi gerne blive“? Desuden havde brødrene i Sarajevo brug for os. Under alt dette var min kone, Amra, en stor støtte.

I december 1994 kom vi igen til tunnelen i Sarajevo. Men denne gang gik vi ind i byen. Da folk så os vende tilbage gennem tunnelen, spurgte de: „Hvad er det I gør? Alle prøver at komme ud, og I vender tilbage til den belejrede by.“ Ord er fattige når jeg skal beskrive det vidunderlige gensyn vi havde med vores brødre i rigssalen i Sarajevo. Vi har aldrig fortrudt at vi vendte tilbage.