Hvad er hukommelsen lavet af?

Hukommelsen — ifølge professor Richard F. Thompson „måske det mest fantastiske fænomen i naturen“ — involverer adskillige hjernefunktioner. De fleste hjerneforskere opdeler langtidshukommelsen i to kategorier, nemlig den deklarative og den procedurale. Den procedurale har at gøre med ens færdigheder og vaner. Den deklarative drejer sig om oplagring af viden. Bogen The Brain — A Neuroscience Primer inddeler hukommelsesprocesser efter hvor lang tid hukommelsen varer. Den taler om ultrakort hukommelse, som varer cirka 100 millisekunder, korttidshukommelse af nogle få sekunders varighed, arbejdshukommelse, som opbevarer det man lige har lært eller oplevet, og langtidshukommelse, som fastholder kodet og struktureret information (forståelse, viden) og motoriske færdigheder som man har opøvet.

En mulig forklaring på langtidshukommelsen er at den begynder med aktivitet i den forreste del af hjernen. De oplysninger der skal huskes længe, overføres i form af elektriske impulser til den del af hjernen som kaldes hippocampus. Her bliver neuronernes evne til at videregive informationer forbedret gennem en proces som kaldes langtidsforstærkning. — Se rammen „Bro over spalten“.

En anden teori vedrørende hukommelsen går ud på at hjernepotentialsvingninger spiller en afgørende rolle. Fortalerne for denne teori mener at regelmæssige svingninger i hjernens elektriske aktivitet, som en slags trommeslag, er med til at forbinde de ting vi husker, og afgøre hvornår forskellige hjerneceller skal aktiveres.

Forskerne mener at forskellige facetter af det vi skal huske, oplagres forskellige steder i hjernen, sådan at hvert aspekt bliver forbundet med det område som har specialiseret sig i at modtage den slags informationer. Visse dele af hjernen har helt sikkert betydning for hukommelsen. Tæt ved hjernestammen findes amygdala, en gruppe nerveceller der tilsammen er på størrelse med en lille mandel. I amygdala bearbejdes minder om frygt. Basalganglierne, et andet område af den grå substans, tager sig af vaner og fysiske færdigheder. Cerebellum (lillehjernen), som befinder sig bagtil og under resten af hjernen, har betydning for indlærte bevægelser (koordination af muskelbevægelser) og reflekser. Man mener at evnen til at holde balancen, eksempelvis når man kører på cykel, er tilknyttet cerebellum.

Når neuroner regelmæssigt stimuleres og frigiver neurotransmittere til en synapse, optræder et fænomen som kaldes langtidsforstærkning. Nogle mener at de implicerede neuroner kommer tættere på hinanden. Andre hævder at der er vidnesbyrd om at målcellen sender et budskab retur til den celle som sendte neurotransmitterne, og at dette medfører at der produceres endnu flere transmittere der styrker forbindelsen mellem de to neuroner.

De stadige forandringer i forbindelserne i hjernen, hjernens plasticitet, har givet anledning til følgende talemåde om hjernen: „Brug den, eller du mister den.“ Er der noget man gerne vil huske, bør man derfor ofte genkalde sig det.