• Filippinerne
    Jehovas Vidners Årbog 2003

    • Afdelingskontoret udvides

      Efterhånden som antallet af menigheder og kredse steg, voksede arbejdsbyrden på afdelingskontoret. I 1980 var der cirka 60.000 forkyndere i landet, og før der var gået ti år, var Filippinerne blandt de lande der havde over 100.000 forkyndere. I samme periode voksede betelfamilien fra 102 til 150 medlemmer. Men allerede i begyndelsen af 1980’erne var der begyndt at være pladsmangel på afdelingskontoret. Der var brug for flere boliger.

      Det Styrende Råd gav brødrene besked på at lede efter mere jord. Felix Fajardo fortæller hvad der skete: „Vi gik fra hus til hus for at finde ud af om der skulle være en grund til salg i nærheden af Betel. Hverken de filippinske eller de kinesiske grundejere ville sælge. En grundejer sagde med eftertryk: ’Kinesere sælger ikke. Vi køber. Vi sælger aldrig.’“ På det tidspunkt så det ikke ud til at det var muligt at købe en grund i nærheden af det oprindelige afdelingskontor.

      Brødrene begyndte så at lede efter en grund andre steder. Om nødvendigt måtte afdelingskontoret flyttes ud af byen. Man fandt flere grunde i nærliggende provinser. Det Styrende Råd viste særlig interesse for en stor grund i nærheden af San Pedro, Laguna, som en broder ville sælge til en rimelig pris. Brødrene fik tilladelse til at købe den. Man lagde planer om at opføre kontorer, et betelhjem og et trykkeri på grunden. Men tiden gik, og det lod ikke til at det var Jehovas vilje at afdelingskontoret skulle flyttes derud. Der var ingen telefonforbindelse, vejen var dårlig, og området var usikkert. Det stod efterhånden klart at stedet ikke var det mest velegnede til et afdelingskontor. Brødrene brugte i stedet jorden til landbrug for at dække en del af betelfamiliens behov. Men det løste jo ikke pladsproblemet på afdelingskontoret.

      Nu tog begivenhederne en overraskende vending der syntes at være et udtryk for Jehovas ledelse. Felix fortsætter: „Lige pludselig sagde vores nærmeste nabo: ’Vi skal til at sælge vores grund — 1000 kvadratmeter. Vi vil gerne sælge den til jer.’ Det Styrende Råd sagde at vi skulle slå til. Vi regnede med at det ville dække vores behov, men da vi sendte tegningerne ind til hovedkontoret, fik vi denne besked: ’Måske kan I lede efter flere grunde. I har brug for lidt mere.’

      Umiddelbart efter kom en læge og en advokat og sagde: ’Vi vil gerne sælge vores grund til jer.’ Den var også på 1000 kvadratmeter. Derefter tilbød en kvinde os en grund på cirka en hektar. Grunden stødte direkte op til vores jord, og hun ville sælge den til en meget rimelig pris. Nu syntes vi at vi havde en pæn, stor grund. Men hovedkontoret sagde: ’Find noget mere.’“

      Så kom der hjælp fra en uventet kant. Lægen og advokaten der havde solgt os deres grund, gik rundt til de andre naboer og overtalte dem til også at sælge deres jord. En efter en tilbød de afdelingskontoret deres grunde. Efter at brødrene havde købt så godt som alle de nærliggende ejendomme, sendte de endnu en gang et forslag til hovedkontoret. Igen lød svaret: „I har brug for noget mere.“ Brødrene tænkte: „Hvad gør vi nu? Vi har købt alt hvad der ligger i nærheden.“

      Netop omkring dette tidspunkt kom der en opringning angående den grund som tilhørte den kinesiske forretningsmand der havde sagt: „Kinesere sælger ikke.“ Nu var grunden til salg! Felix forklarer: „Broder Leach og jeg fandt ud af at ingen andre var interesseret i den. Derfor fik vi den meget billigt. Det ser ud til at Jehova havde en finger med i spillet.“ Endnu en hektar jord blev føjet til grunden, og omsider sagde hovedkontoret: „Nu har I en grund der er stor nok til at I kan begynde at planlægge byggeriet.“

      Som tiden gik og situationen ændredes, viste det sig at der ikke længere var behov for landbruget i San Pedro. En stor del af fødevarerne til betelfamilien kunne købes i store partier til en lavere pris end det kostede at dyrke dem selv. Brødrene besluttede derfor at sælge landbruget. I 1991 overgik det til en ny ejer. Overskuddet fra salget blev brugt til at dække nogle af udgifterne til afdelingskontorets nye bygninger.

      Det nye afdelingskontor bygges

      Den grund afdelingskontoret nu ejede, var mere end tre gange så stor som den oprindelige grund på en hektar man havde købt i 1947. Med hjælp fra Den Regionale Arkitekttegnestue på Jehovas Vidners japanske afdelingskontor blev der udarbejdet nogle tegninger, og i midten af 1988 begyndte man at byggemodne grunden. Nogle af de gamle træbygninger blev revet ned. Blandt de nye bygninger skulle der være en 11-etages beboelsesejendom og et stort trykkeri i to etager. Der skulle også opføres en rigssal på grunden.

      Foruden de gileadmissionærer der fik til opgave at hjælpe til, kom der næsten 300 brødre og søstre fra cirka fem lande som internationale byggearbejdere for at give en hånd med gennem kortere eller længere tid. Beboerne i nærheden var forbløffede over at se at folk kom fra udlandet for at hjælpe til. De blev endnu mere overraskede når de hørte at de fleste var kommet for egen regning! De lokale brødre og søstre bidrog til atmosfæren af international enhed.

      Ligesom i forbindelse med købet af grunden kunne Jehovas ledelse fornemmes mens byggeriet skred frem. Der var for eksempel kun ét firma i Filippinerne som fremstillede den type tagplader der skulle bruges til bygningerne. Men afdelingskontorets ordre var nummer 301 på firmaets venteliste! Brødrene aftalte et møde med firmaets vicedirektør og forklarede at byggearbejdet blev udført af frivillige. Ved et bestyrelsesmøde i firmaet blev brødrenes ordre godkendt og flyttet op øverst i produktionslisten. Kort tid efter at materialerne var blevet leveret, gik firmaets medarbejdere i øvrigt i strejke.

      De talrige brødre der var involveret i byggeprojektet, havde en god indstilling. Hver uge kom der cirka 600 frivillige fra nærliggende menigheder for at hjælpe til. Omkring 30 procent af arbejdet blev faktisk udført af disse frivillige.

      Man holdt en høj standard for byggeriet. Eftersom Filippinerne ligger i en aktiv jordskælvszone, sørgede de brødre der tegnede projektet, for at den 11 etager høje bygning kunne modstå stærke jordrystelser. Disse kvalitetsbygninger var helt anderledes end de tidligere bygninger, hvoraf en var bygget i 1920’erne! De ældste blev revet ned for at give plads til de nye.

      Den 13. april 1991 blev afdelingskontoret indviet. John Barr fra Det Styrende Råd holdt indvielsestalen for en tilhørerskare på 1718. Brødre og søstre der havde tjent Jehova i mere end 40 år, var blevet indbudt til at overvære programmet sammen med gæster fra ti lande. Dagen efter kunne 78.501 glæde sig over et åndeligt opbyggende program der blev transmitteret telefonisk til seks forskellige steder i Filippinerne.