I 1912 blev boglageret i Yverdon overført til Genève, hvor det blev gjort til et afdelingskontor. Derfra førtes tilsyn med arbejdet ikke alene i den fransktalende del af Schweiz, men overalt hvor der blev talt fransk i Europa. Kontoret flyttede senere til et nyt sted, men i samme gade. Afdelingskontoret tog sig nu af 23 menigheder, og mindehøjtidsrapporten for 1916 viste et samlet antal tilstedeværende på 256 for den fransktalende del af Schweiz og 108 for Frankrig.

Værre var de vanskeligheder der blev forårsaget af L. A. Freytag, som forestod kontoret i Genève. Han havde fået fuldmagt til at udgive en fransk udgave af Vagt-Taarnet og Studier i Skriften. Men han misbrugte sin stilling ved at trykke sine egne ideer. Da Selskabets præsident, broder Rutherford, erfarede dette blev Freytag øjeblikkelig afskediget og kontoret i Genève lukket. Freytag ønskede imidlertid fortsat at råde over Selskabets ejendom i Genève og nægtede at aflægge regnskab. Desuden ønskede han at udgive sit eget blad under navnet La Tour de Garde (Vagttårnet). Han fordrejede sagen groft og hævdede at Selskabet ville have noget der var hans. Det blev nødvendigt at gå rettens vej, og Freytag tabte alle tre retssager og måtte til sidst give møbler, bøger og blade samt Skabelsens Fotodrama tilbage til Selskabet, ligesom han blev tvunget til at aflægge regnskab over de midler der var blevet ham betroet. Derefter blev enhver forbindelse med ham afbrudt, og Freytag blev så leder af sin egen bevægelse.

Til sidst blev afdelingskontoret for Schweiz og det centraleuropæiske kontor indrettet i Usteristrasse 19 i Zürich. I 1924 var ti medarbejdere beskæftiget der. Conrad Binkele var den ansvarlige, og en af medarbejderne var Max Freschel, der senere kom til at tjene på hovedkontoret i Brooklyn. Dér antog han navnet Maxwell Friend og blev meget afholdt.

Det centraleuropæiske kontor skulle føre tilsyn med arbejdet i Schweiz, Frankrig, Belgien, Holland, Luxembourg, Østrig, Italien, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien, Polen og for en tid endog Tyskland. Der var en lokal leder i nogle af landene, men de stod i nær forbindelse med det centraleuropæiske kontor, hvortil de også sendte deres månedlige rapporter. Dette kontor lavede en samlet rapport, der blev videresendt til Brooklyn. Kontoret havde også til opgave at skaffe publikationer på de forskellige sprog der taltes i de lande det var ansvarligt for.

Dengang havde broder E. Zaugg, som stod for arbejdet i den fransktalende del af landet, sit kontor i Bern. I Bern havde nogle brødre også på eget initiativ oprettet et trykkeriselskab og var begyndt at fremstille publikationer for Selskabet til gunstige priser, idet alle medarbejderne var indviede. Til sidst overtog Selskabet trykkeriet, udvidede det og installerede en rotationspresse til at trykke bladet Den gyldne Tidsalder på tysk fra oktober 1922. Der blev fremstillet brochurer og traktater i store mængder på over tolv sprog.

Under broder Rutherfords besøg i 1924 kom det imidlertid til at stå klart at der skulle et større trykkeri til for at imødekomme det enorme behov for bøger, brochurer og blade i efterkrigstidens Europa. En bygning på den anden side af gaden blev købt, og man begyndte at bygge et nyt „Bibelhus“, der stod færdigt i foråret 1925. I trykkeriet blev der monteret endnu en rotationspresse. I årenes løb øgedes dette trykkeris effektivitet stadig, og til sidst blev der her fremstillet 500.000 indbundne bøger og en million brochurer om året, foruden blade og traktater på mindst seksten sprog.

Ændringer i bopæl og ledelse

Det var en stor begivenhed da det centraleuropæiske kontor den 1. april 1925 flyttede ind i denne nye bygning på Allmendstrasse 39.

Josef A. Bick husker udmærket omstændighederne i forbindelse med flytningen. „Vi glædede os til de nye lokaler,“ sagde hen, „men der var et stort spørgsmål som alle medarbejderne spekulerede på: Hvem skulle overtage ledelsen? Der kunne være tale om tre brødre: C. C. Binkele, der indtil da havde været ansvarlig for kontoret i Zürich; E. Zaugg, der allerede var i Bern og havde ansvaret for arbejdet dér og i den fransktalende del af landet; og der var også Jakob Weber, der tog sig af kolportørerne og forkyndelsesarbejdet.“

Lå det først og fremmest brødrene på sinde at fremme den sande tilbedelse, eller ville stolthed og stræben efter en vis position påvirke deres mulighed for at kunne tjene ydmygt? „Det var en tid fuld af spænding,“ fortæller broder Bick, „men præsidenten var klar over situationen.“ Eftersom broder Binkeles helbred var dårligt blev han opfordret til at rejse til De forenede Stater for at blive behandlet. I hans sted blev broder Zaugg udnævnt til at føre tilsyn. Men med tiden forlod både Binkele og Zaugg den sande tilbedelse.

Hårde prøver i 1925

Året 1925 begyndte meget lovende med det nye betelhjem og trykkeri i Bern. Brødrene var lykkelige og blev tilskyndet til at gå fremad i arbejdet. Der var imidlertid nogle som havde deres egen overbevisning hvad angik året 1925. Ville de tage imod den formaning som The Watch Tower for 1. januar 1925 (Vagttårnet, marts 1925) indeholdt? Her lød følgende advarsel:

„Året 1925 er kommet. Med stor Forventning har de Kristne set fremad til dette Aar. Mange har fortrøstningsfuldt ventet, at alle Kristi Legemes Lemmer vil blive herliggjort til den himmelske Herlighed i Løbet af dette Aar. Muligvis vil dette ske. Muligvis sker det ikke. Til sin egen velbehagelige Tid vil Gud fuldbyrde sin Vilje med sit eget Folk. De Kristne skulde ikke være saa stærkt optaget af, hvad der muligvis vil ske i dette Aar, saa de undlader med Glæde at gøre, hvad Herren vil, de skal gøre.“

Der var nogle som dette ikke gjorde indtryk på. Det gjaldt blandt andre Jakob Weber, der forestod tjenesteafdelingen på Betel. Han var så overbevist om at alle salvede ville blive herliggjort i himmelen inden året var omme at han foretog et „ophørsudsalg“. Han sendte store mængder af bøger og blade til menighederne uden at de havde bestilt dem og gav anvisning på at de skulle fordeles gratis i deres distrikt før udgangen af 1925.

Alle betelbrødrenes anstrengelser for at tale ham til fornuft var forgæves. Til sidst forlod han ikke alene Betel men også sandheden — til stor sorg for brødrene overalt i landet eftersom han trak mange med sig. Nogle menigheder blev reduceret til mindre end halvdelen af deres tidligere størrelse.

En anden sørgelig omstændighed inden for betelfamilien kom for dagens lys. Nogle havde begået umoralitet. Præsidentens kontor greb hurtigt ind. Så ankom Martin C. Harbeck fra Brooklyn i februar 1926 for at overtage ledelsen af kontoret i Bern.