„I flere måneder ankom grupper af hærgede, udtærede og sultne brødre til Betel i Freetown,“ fortæller Billie Cowan, der var koordinator for Afdelingskontorets Udvalg på det tidspunkt. „Mange havde været vidne til ubeskrivelige grusomheder og havde spist vilde planter for ikke at dø af sult. Vi skyndte os at give dem mad og tøj, og derudover tog vi os af de familiemedlemmer og interesserede der var fulgt med dem. Lokale Vidner åbnede deres hjerte og hjem for flygtningene. De brødre og søstre der var flygtet, tog med det samme fat på forkyndelsen og hjalp de lokale menigheder. Med tiden rejste mange af dem videre, men så længe de var her, styrkede de os!“

Trøst og håb

Afdelingskontoret sendte mad, medicin, byggematerialer, værktøj og redskaber til Vidnerne i flygtningelejre i den sydlige del af Guinea. Brødrene modtog også store mængder doneret tøj fra Frankrig. „Mine børn dansede, sang og priste Jehova,“ skrev en far. „Nu havde de noget nyt at tage på til møderne!“ Nogle sagde at de aldrig før havde været så pænt klædt!

Materiel hjælp var dog ikke det eneste flygtningene havde brug for. Jesus sagde: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ (Matt. 4:4) Så Afdelingskontoret sendte bibelske publikationer til regionen og arrangerede regelmæssige stævner. Der blev også sendt pionerer og rejsende tilsynsmænd til området.

Byggeri midt i en borgerkrig

Kort efter at borgerkrigen var brudt ud, købte brødrene en grund på 6.000 kvadratmeter på Wilkinson Road 133 i Freetown. Grunden lå på samme vej som Afdelingskontoret, bare et par hundrede meter væk. „Vi ville egentlig gerne bygge et nyt betelhjem, men vi havde vores betænkeligheder på grund af krigen,“ siger Alfred Gunn. „Nu havde vi besøg af Lloyd Barry fra Det Styrende Råd på det tidspunkt, så vi talte med ham om vores bekymringer. Han svarede: ’Hvis vi lod os stoppe af krige, ville vi aldrig få udrettet noget som helst!’ Hans ord gav os mod til at gå videre med vores planer.“

Flere hundrede brødre arbejdede på byggeprojektet, deriblandt over 50 frivillige fra 12 lande og en masse hjælpere fra de lokale menigheder. Arbejdet begyndte i maj 1991. „Folk var imponeret over kvaliteten af de byggeblokke der blev fremstillet på stedet. Og stålkonstruktionen adskilte sig meget fra lokale byggerier,“ fortæller Tom Ball, der var tilsynsmand for byggeriet. „Men det der imponerede folk allermest, var at se den gode stemning og det nære samarbejde mellem hvide udlændinge og sorte indfødte.“

Den 19. april 1997 samledes en international skare til indvielsen af det nye afdelingskontor. En måned senere, efter fem års hærgen i landområderne, indledte RUF et angreb på Freetown.