ET KÆMPE PROJEKT

Da Nathan Knorr og Milton Henschel, som tjente på hovedkontoret i Brooklyn, besøgte Sydafrika i 1948, blev det besluttet at købe en byggegrund til betelhjem og trykkeri i Elandsfontein, i nærheden af Johannesburg. Projektet blev fuldført i 1952. For første gang kunne medlemmerne af betelfamilien bo under samme tag. Der blev sat meget ekstra trykkeriudstyr op, blandt andet en fladpresse. Vagttårnet blev udgivet på otte sprog, og Vågn op! på tre.

I 1959 blev betelhjemmet og trykkeriet udvidet. Tilbygningen var større end den oprindelige bygning. Der blev installeret en ny Timson-trykkemaskine, afdelingskontorets første rotationspresse.

Broder Knorr indbød fire unge brødre fra Canada til at flytte til Sydafrika for at hjælpe på trykkeriet. Det var Bill McLellan, Dennis Leech, Ken Nordin og John Kikot. De ankom i november 1959. Bill McLellan og hans kone, Marilyn, er stadig på Betel i Sydafrika, mens John Kikot og hans kone, Laura, nu tjener på Betel i Brooklyn. Ken Nordin og Dennis Leech blev i Sydafrika, hvor de begge blev gift og stiftede familie. De gør fortsat en stor indsats for at fremme Rigets interesser. Begge Kens børn tjener nu på Betel i Sydafrika.

Det udvidede betelhjem og det nye udstyr blev udnyttet fuldt ud for at man kunne tage sig af den voksende interesse i landet. I 1952 kom forkyndertallet i Sydafrika op på over 10.000. I 1959 var tallet vokset til 16.776.

Da det første afdelingskontor blev bygget i Elandsfontein, tillod myndighederne ikke sorte, farvede og indiske brødre at bo i de samme bygninger som de hvide brødre. På det tidspunkt var de fleste på Betel hvide fordi det var så vanskeligt for folk af andre racer at få tilladelse til at arbejde i byen. Der var dog 12 sorte og farvede brødre og søstre på Betel, fortrinsvis nogle der oversatte til lokale sprog. Regeringen gav tilladelse til at man bag ved hovedbygningen opførte en separat bygning med fem værelser hvor disse brødre og søstre kunne bo. Men da myndighederne senere begyndte at håndhæve apartheidlovene i højere grad, trak de tilladelsen tilbage, og vores brødre måtte rejse til nærmeste township, eller beboelsesområde for sorte og farvede, omkring 20 kilometer væk, og bo på et herberg for mænd. De to sorte søstre blev indlogeret i private hjem hos Jehovas Vidner i townshippen.

Loven tillod ikke engang disse betelitter at spise sammen med deres hvide brødre i spisesalen, og inspektører fra de kommunale myndigheder holdt øje med om loven blev overtrådt. De hvide brødre kunne imidlertid ikke bære tanken om at spise afsondret fra de sorte. De erstattede derfor de klare glasruder i spisesalen med ruder man ikke kunne se igennem, så hele familien kunne være sammen til måltiderne uden at blive forstyrret.

I 1971 besøgte broder Knorr endnu engang Sydafrika. På dette tidspunkt var afdelingskontoret igen blevet for lille, og der var nu 68 i betelfamilien. Derfor blev der lagt planer om at opføre nogle nye bygninger, og brødrene støttede villigt byggeriet ved at stille deres arbejdskraft til rådighed eller give økonomiske bidrag. Byggeriet var færdigt den 30. januar 1972. I 1978 blev man færdig med endnu en tilbygning. Alle disse udvidelser var et opmuntrende vidnesbyrd om at Jehova støttede arbejdet, for på dette tidspunkt blev Guds folk udsat for et større og større pres fra myndighederne.

[Illustration på side 108, 109]

første bygning, 1952

Betel, Elandsfontein, 1972