En anden slags opdagelse på Bahamaøerne

BAHAMAØERNE, der ligger på rad og række som trædesten i det azurblå hav mellem Florida i USA og Cuba, fik en hidtil uset mediebevågenhed i 1992. Hvorfor? Fordi de fleste eksperter mener at det var her Christoffer Columbus første gang steg i land da han på sin historiske rejse i 1492 opdagede Amerika. Derfor var 500-årsdagen for Columbus’ landgang den 12. oktober en international begivenhed.

Begejstringen over 500-året var imidlertid ikke udelt. På Den 23. Nationale Konference for Sorte Advokater skulle John Carew (der er professor i internationale studier) efter sigende have sagt at Columbus „udløste en flodbølge af død på De Caraibiske Øer“. — The Nassau Guardian.

Ingen af de nuværende 250.000 indbyggere på Bahamaøerne kan spore deres aner tilbage til de fredelige indfødte Columbus mødte og beskrev som „velvoksne og smukke“. Hvad skete der med disse oprindelige indbyggere? A History of the Bahamas svarer: „Mellem år 1500 og 1520 blev hele Bahamaøernes befolkning, måske omkring 20.000 lucayanere, ført bort“ som slaver for at arbejde i spanske guldminer på Hispaniola.

De affolkede Bahamaøer blev først „genopdaget“ af englænderne og senere af store grupper „loyalister“. De sidste var hovedsagelig plantageejere fra de nordamerikanske kolonier, som var loyale mod den engelske krone men som flygtede fra den uafhængighedskrig der var under opsejling på fastlandet. I dag er størstedelen af Bahamaøernes befolkning efterkommere af disse nybyggere og deres slaver. Efter at være blevet sat på fri fod beholdt mange af slaverne navnene på deres tidligere herrer.

En anden slags opdagelse

Der er ingen tvivl om at Columbus så sig selv som en form for missionær. Han skal engang have udtalt: „Gud gjorde mig til sendebud for den nye himmel og den nye jord. . . . Han viste mig hvor jeg skulle finde den.“ Den ødelæggelse som fulgte vidnede imidlertid om noget andet. De retfærdige ’nye himle’ og den ’nye jord’ som Gud har givet løfte om, måtte vente på en anden slags opdagelse. — 2 Peter 3:13.

I 1926 kom Edward McKenzie og hans hustru til Bahamaøerne. I modsætning til opdagelsesrejsende før dem kom dette ydmyge jamaicanske ægtepar for at søge efter oprigtige mennesker som de kunne give del i en skat. De var de første som bragte den gode nyhed om Guds rige til Bahamaøerne. (Mattæus 13:44; 24:14) Senere samme år fik de følgeskab af to andre jamaicanere, Clarence Walters og Rachel Gregory. I 1928 var der syv forkyndere på Bahamaøerne. I fire år arbejdede de ihærdigt for at forkynde den gode nyhed for øboerne.

Derefter kom E. P. Roberts, en dynamisk taler fra Trinidad. Hans foredrag i forskellige offentlige mødelokaler var i høj grad med til at udrydde falske religiøse forestillinger, og Bibelens sandhed nåede således manges hjerter. En af dem der sad tryllebundet blandt publikum ved et af disse møder var Donald Oscar Murray, der kort og godt blev kaldt D. O. Han kom senere til at lede arbejdet.

Missionæren Nancy Porter husker tydeligt at D. O. Murray fortalte at han inderligt havde bedt om hjælp til forkyndelsesarbejdet. I 1947 sendte Vagttårnsselskabet Nancy og hendes mand, George, og to andre, til Bahamaøerne som de første missionærer. Nancy fortæller: „Jeg tror aldrig vi vil glemme det første møde vi var til. Der var ni eller ti til stede. Broder Murray var ordstyrer og indledte mødet med en bøn hvori han takkede Jehova for at missionærerne var kommet. Der var behov for hjælp, sagde han, og ’vi har længe bedt om assistance’. Selskabet havde lovet at sende hjælp, og nu var vi der. Bønnen var så rørende at den fik os til at ønske at blive og aldrig rejse bort igen.“ Nu, 45 år senere, er Nancy trods sin mands død stadig optaget af at bringe det trøstende budskab om Riget ud til Bahamaøernes indbyggere.

Især siden 1947 har forkyndelsen af Riget fået et skub fremad takket være heltidsforkyndere og andre som har besøgt øerne i båd. De måtte ofte sejle uden om farlige sandbanker og igennem lavvandede steder med småbølger for derefter at vade i land for at bringe den gode nyhed ud til de isolerede steder. Den jordbund der blev beredt dengang, bærer endnu den dag i dag frugt.

I 1950 blev der nået en milepæl. I december det år besøgte Nathan H. Knorr, Vagttårnsselskabets daværende præsident, og hans sekretær, Milton G. Henschel, for første gang Bahamaøerne. Broder Knorr talte til 312 mennesker i husmoderforeningens hus, en lille træbygning på Jail Alley. Ikke så få kendte ansigter var til stede, deriblandt et medlem af parlamentet og redaktøren for et dagblad. Den aften bekendtgjorde broder Knorr at Selskabet ville oprette et afdelingskontor på Bahamaøerne.

Øboernes venlige reaktion

De venlige mennesker på Bahamaøerne har almindeligvis været lydhøre over for budskabet om Riget. Men det er stadig en udfordring at nå ud til dem alle. Hvorfor? Jo, for selv om de fleste bor i hovedstaden Nassau, og på naboøen Grand Bahama, lever andre indbyggere spredt på de 15 større øer og 700 småøer og atoller som udgør denne øgruppe.

Mange har erkendt behovet for Rigets budskab, og et stigende antal lokale forkyndere og mange udefra er flyttet til de små øsamfund for at hjælpe til. De fortjener ros for de store ofre de har måttet bringe i den forbindelse. Og det har rigeligt være alle anstrengelserne værd.

Et ungt par flyttede for eksempel til den store ø Andros. Da de en dag forkyndte fra hus til hus, mødte de en af de mange tusind immigranter fra Haiti. Manden tog med glæde imod et bibelstudium. Det blev påbegyndt samme aften, på grundlag af den engelske og den franske udgave af bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Følgende aften overværede han for første gang et kristent møde. Snart holdt han op med at ryge, gjorde hurtige fremskridt og begyndte at deltage i forkyndelsen.

Om morgenen den dag manden skulle døbes modtog han et kassettebånd fra sin familie på Haiti som han ikke havde hørt fra i fem år. Hvad havde de på hjerte? De fortalte at de var blevet Jehovas vidner og at hans søster allerede var blevet pioner, eller heltidsforkynder, og de opfordrede også ham til at kontakte Jehovas vidner og studere Bibelen med dem. Det er vel overflødigt at nævne at manden den dag lod sig døbe i fuld tillid til at det var det rigtige han gjorde.

Sådanne trosstyrkende oplevelser glæder de lokale forkyndere. Et stigende antal forkyndere har taget heltidstjenesten op, hvilket har bidraget til væksten. I 1988 nåede forkyndertallet på Bahamaøerne op på 1000. I dag er der 1300 forkyndere af Riget fordelt på 19 menigheder, og disse menigheder ligger spredt rundt omkring på praktisk taget alle større øer.

Forberedt til fremtidig vækst

På grund af væksten har Jehovas vidner haft svært ved at finde egnede steder der var store nok til afholdelse af deres årlige stævner. Man har været nødt til at holde to stævner på to forskellige øer. Derfor planlagde man at opføre en stævnehal og et nyt afdelingskontor. Byggearbejdet blev påbegyndt i december 1989. Hundreder af internationale og lokale frivillige arbejdede på projektet ’med hele deres sjæl som for Jehova’. — Kolossenserne 3:23.

Det uden tvivl største og glædeligste møde Jehovas Vidner til dato har holdt på Bahamaøerne, fandt sted den 8. og 9. februar 1992 i forbindelse med indvielsen af det nye afdelingskontor og den nye stævnehal. Forventningerne steg efterhånden som brødre fra alle dele af øriget traf forberedelser til at overvære begivenheden. Det var usædvanlig koldt, og det regnede natten før indvielsesprogrammet. Men intet kunne dæmpe glæden hos den jublende skare på 2714 tilhørere da John E. Barr, medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd, holdt indvielsestalen under temaet „Sangen om Teokratiets vækst“.

De tilstedeværendes hjerter strømmede over af taknemmelighed. De takkede deres himmelske Fader, Jehova Gud, for at de havde kunnet overvære denne spændende og glædelige begivenhed. De tilstedeværende var alle mere end nogen sinde besluttede på at bruge al deres energi på at fuldføre det åndelige undervisningsarbejde som havde nødvendiggjort dette nybyggeri.

Om Columbus’ opdagelse indvarslede gode tider for disse øer, vil nok fortsat blive diskuteret. Imidlertid er Jehovas vidner på Bahamaøerne alle Gud taknemmelige for at han har frembragt forkyndere hvis selvopofrende ånd har tilskyndet dem til at drage ud i det ukendte og bringe den herlige gode nyhed til hvad der har været ikkekortlagte åndelige vande. Deres arbejde og „opdagelser“ har givet alle sandhedssøgende mennesker på Bahamaøerne åndelige rigdomme uden sammenligning.

[Kort/​illustrationer på side 24, 25]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Grand Bahama

Abaco

Andros

New Providence

Nassau

Eleuthera

Cat Island

Great Exuma

Rum Cay

San Salvador

Long Island

Crooked Island

Acklins Island

Mayaguana

Little Inagua

Great Inagua

DET CARAIBISKE HAV

FLORIDA

CUBA

[Illustrationer]

Forkyndelse på halmmarkedet

På vej mod land med den gode nyhed

Afdelingskontoret ligger på en høj oven for stævnehallen